Når vandet går

Ursula Andkjærs nye bog spiller på vand- og havmetaforer. Selvom hun nogle steder er eksplicit politisk i sine tekster, virker bare det at skrive lange rytmiske vers som en politisk handling i sig selv.

ANMELDELSE: Ursula Andkjær Olsens Havet er en scene er, ikke mindst hvad sit udseende angår, en fantastisk flot og interessant bog. Bogflapperne og flere af siderne inde i bogen er illustreret af et hoved med to ansigter tegnet af Ib Monrad Hansen.

Allerede før man åbner bogen fornemmer man således, at der er tale om mindst to spor, der bogen igennem taler i munden på hinanden. Man finder også ud af, at flere af teksterne skal læses, ikke fra venstre side til højre, men ved at man bladrer og læser videre på den samme side, fx højre side og nedefter.

Desuden finder man et digt, hvis første vers allerede begynder på forsiden, og som fortsætter med et vers pr. side hele vejen igennem bogen indtil bagsiden.Det er derfor ganske umuligt at læse bogen uden at bladre (drukne?) i den, på kryds og tværs.

På sin vis fortsætter Andkjær Olsen hermed en polyfonisk praksis, som hun har benyttet sig af tidligere, men polyfonien konkretiseres i bogens fysiske fremtoning. Stemmerne gennemskæres af, at man rent fysisk må bladre, og det at bladre fungerer på et mere overordnet og trægt niveau som det at begynde på et nyt vers.

Man må derfor navigere, ikke kun med forstanden, men især med sin medfødte musikalitet, når man oversvømmes af de ord, der sejler nedad siderne. Elegant og besværligt på samme tid.

Bygget op om cirkelkonstruktion
Man kunne argumentere for, at bogen dermed udgør en art cirkelkonstruktion, og hver gang man læser sig ind i bogen, bryder man cirklen. Forsiden lokker os ind i bogen med et vers og leder os som bækken ud eller i dette tilfælde ind mod havet, og derfra er der kun et at gøre, nemlig at lade dig flyde med.

Men hvad vil denne form fortælle os? Jeg er ikke sikker, men et bud kunne være, at Andkjær Olsens digte snarere handler om en rytme, som er større end os selv – dvs. om det sprog som vi er omfattet af på godt og ondt – end om hvad rytmen egentlig indeholder. Eller som der står et sted: "Jeg har//svært ved at/slippe denne rytme. Slippe//ud af denne rytme.//Det skyldes måske at det/netop er den der//danner mine/former."

Som dråber falder disse vers ned ad siden. At rytmen ligesom er altomfattende betyder imidlertid ikke, at bogen ikke handler om noget. Det gør den i allerhøjeste grad, og det er uden sammenligning den mest politiske bog endnu fra Andkjær Olsens side, når man betragter indholdet: dels med de beske kommentarer til henholdsvis det omkostningsfrie og det konfliktfrie liv, dels med de sideløbende kommentarer til krigene i Irak og Afghanistan.

Fra dråbe til mainstream
Nogle ville måske undre sig over, hvorfor Andkjær Olsen ikke bare skriver en kronik om, hvordan vi lever vores liv på en løgn, eller undre sig over, at "budskabet" sådan skal være pakket ind i en meget vanskelig tilgængelig og yderst eksklusiv form.

Også denne læser havde denne tanke undervejs. Men svaret må vel være, med en slet skjult parafrase fra en tidligere digtsamling, at skønheden rent faktisk ikke hænger på træerne. Eller også gør den præcis det, men vi skal ind i en omfattende rytme for at fatte netop det.

Der spilles hele vejen igennem på vand- eller havmetaforer, fra dråbe til mainstream. Havet er derfor helt konkret den scene – den overordnede rytme – hvori og hvorpå dramaerne i Andkjær Olsens digtsamling udspiller sig. Også versene mimer havets rytme og "havet er en dynamisk strategi selvom alle dråberne er/lige små. Et nivellerende princip. Og nivelleringen af verdens begivenheder er deres hidtil mest effektive oprør/mod tiden".

Ligesom havet så nivellerer rytmen, og rytme/skønhed er måske det mest effektive oprør mod tiden. Vers er oprør mod tiden. Helt ned i alle detaljer er denne poetik (hvis man må kalde den det?), at finde i bogen, fx når Andkjær Olsen vælger at lade det smukkeste og derfor bedste digt i bogen brede sig fra side til side, igennem hele bogen med en skrift så blå som – ja hvad ellers – havet naturligvis.

Skøn undtagelsestilstand
Som hos Das Beckwerk kan man hos Andkjær Olsen også tale om, at udsigelsen fra begyndelsen er i en undtagelsestilstand. Undtagelsen er imidlertid ikke forankret i komplicerede identitetsspørgsmål, men derimod i det faktum, at sproget overhovedet udfolder sig på vers.

For Andkjær Olsen virker det at skrive vers som en politisk handling i sig selv, og bogen behøvede i og for sig ikke at omtale krig, retsstat, undtagelsestilstand osv. for at være politisk, men de er blot en naturlig del af den strøm af ord, der skyller igennem vores samfund lige nu, og som derfor optages i dette værks overordnede rytme.

At skrive (skøn)litteratur i 2008 er at befinde sig i marginen, at skrive lyrik er at befinde sig i en decideret undtagelsestilstand. Men undtagelsestilstanden bliver i Andkjær Olsens tilfælde holdt oppe af en skønhed ud over det sædvanlige.

Det er suverænt, og suveræn "er kun dén der er/troløs og kosmopolitisk. Dén der kan gro overalt. Dén der//behersker undtagelses-/tilstanden: at bære den rundt i lommen i øjet/mens den skifter ansigt som den/frække/forvandlingskugle den er. At gå på vandet: det er som at/opdage at man kan gå på vandet."

Denne bog går på vandet, og lad os håbe, at vandet tillige går på Andkjær Olsen. I hvert fald må hun hellere end gerne barsle med nye, store bøger til fremtiden.