Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 21.4.2004
[Opdateret d. 21.4.2004]

ANMELDELSE
Steffen Hejlskov Larsen:
Betydningsstrømme i nyere dansk poesi
Litteraturanalyse
309 sider
Kr. 248,-
Museum Tusculanums Forlag
Udkommet 19. marts 2004

 

Af
Stefan Kjerkegaard



 
Omslag til bogen

 
Steffen Hejlskov Larsen
er f. 1931, fhv. lektor, var i mange år lyrikanmelder ved bl.a. Weekendavisen. Ud over standardværket Om at læse poesi [Borgen, 1965], hvor han præsenterede en både enkel og effektiv model til at åbne op for moderne digtes billedsprog, har han bl.a. udgivet Øvelser i poesi [Borgen, 1966], Lyriske tilværelsesmodeller [Borgen, 1968], Systemdigtningen [Munksgaard, 1971] – samt i tidens løb en lang række artikler om tekstfortolkning.
Desuden medforfatter til litteraturhistoriske fremstillinger og litteraturudvalg



*

RELEVANTE LINKS:

Læs lidt mere om Steffen Hejlskov Larsen på litteraturpriser.dk

Læs mere om bogen hos Museum Tusculanums Forlag


 

Litteraturanalyse:
Planernes kollaps

Steffen Hejlskov Larsen er en dygtig lyriklæser, men bedst når han undgår sin egen metode...

ANMELDELSE: Den ellers udmærkede lyrikkritiker Steffen Hejlskov Larsen har sit hyr med alle de planer [:niveauer], der er at finde i forskellige danske moderne digte.

Heldigt nok for ham beskæftiger han sig slet ikke med fx Simon Grotrians poesi, hvilket kunne have fået planerne til at kollapse, helt og aldeles. Dette til trods for at der med bogen er sat fokus på billedsproget og metaforerne, hvor Grotrians digte må siges at sætte helt nye standarder inden for nyere dansk poesi.

Bogen er bygget op i tre afdelinger: Dels er der til at begynde med en pædagogisk indføring i måden – snarere end teorierne bag – Hejlskov Larsens læsemåde, dels en direkte afprøvning af denne metode på Per Højholts tre fantastiske digtsamlinger fra halvfemserne (Praksis 9-11) og sidst, men ikke mindst, analyser af enkelte værker og mønstre i forskellige moderne forfatterskaber såsom Malinowski, Rifbjerg, Ørnsbo, Nordbrandt, Thomsen og Niels Frank.

Mangler sammenhæng
Bogens styrke er værklæsningerne, hvor Hejlskov Larsen leverer udmærkede analyser, men underligt nok finder han for det meste frem til de væsentligste resultater og konklusioner uden om en decideret anvendelse af den metode, han selv introducerer. Fx i afsnittet om Højholt, hvor Hejlskov Larsen taler – glimrende, i øvrigt – om Højholts forskellige positurer, der intet som helst har med de forskellige planer at gøre.

Som andre også allerede har påpeget, så mangler der sammenhæng imellem metodeafsnittet og analyserne, og dette kan skyldes to ting, dels at Hejlskov Larsens måde er forældet i forhold til megen af den lyrik, den beskæftiger sig med, dels at den nyeste lyrik er meget andet, end noget man kan dele op i realplan, billedplan og den slags.

Hejlskov Larsen kunne med fordel have læst lidt mere på lektien, fx blandt de bøger han selv nævner i sin ellers meget minimale litteraturliste. Især litteraturkognitivisternes begreb om "blending" kunne have været spændende at anvende på den nyeste lyrik. Men netop blandingen, kollagen, eller de uordnede planer generelt har Hejlskov Larsens metode ikke så meget at sige om, og det er et problem, når en del af den poesi, han skriver om, har en tendens til at dyrke disse.

Passioneret lyriklæser
Når disse kritikpunkter er nævnt, skal det dog også nævnes, at Hejlskov Larsen er en passioneret og dygtig lyriklæser, og at man sagtens kan dykke ned i bogens enkelte analyser af de forskellige forfatteres værker og få meget ud af det.

Bedst er Hejlskov Larsen imidlertid, når han kan lide værkerne ubetinget; det er her, at analysen bliver skarpest. Når der derimod er idiosynkrasier i den litterære smag, bliver analysen ofte dårligere.

Strunge-afsnittet er et godt eksempel på dette og desuden også afsnittet om Hans Jørgen Nielsens poesi, hvor det lyder: "Efter udgivelsen i 1968 blev han [HJN] revet med af nymarxismen og det politiske, og så kom der ikke flere fantasistykker. Strejftogene ind i det visionære forblev strejftog."

Et udsagn der er decideret forkert. Man kunne blot henvise til Nielsens måske bedste digtsamling Hælen. Et digt fra 1981, hvor man ser, at Højholt senere hen, i sine tre ovennævnte digtsamlinger, bruger løs af Nielsens erfaringer med sproget i akkurat den digtsamling. Men digterne må helst ikke være politiske eller alt for engagerede i deres omverden, ifølge Hejlskov Larsen, fordi det gør digtene politiske, omverdensafhængige og dermed knapt så autonome, som en nykritisk tilgang foretrækker, hvilket er noget forældet pjat.

Fine analyser
Som en pædagogisk indføring i digtanalyse af moderne danske digte, kan bogen kun anbefales, hvis man beskæftiger sig med en helt bestemt type af digte og digtere. Indføringen er nemlig også en indføring i en bestemt kanon (hvad der ikke er noget overraskende i, sådan er det formentlig altid!).

Er man derimod interesseret i, hvad der kendetegner den nyere moderne danske poesi, bør man nok læse bogen med en vis forsigtighed og med deciderede forbehold, idet selve tilgangen til flere af værkerne er kritisabel, om end tilgangen ofte glemmes under analysen – hvilket for det meste gør den bedre. Hejlskov Larsens metode og tilgang er således kun velvalgt til omtrent to tredjedele af de omtalte forfattere.

Men læs bogen alligevel for dens fine analyser af fx Højholts sene poesi og Johannes L. Madsens, Malinowskis, Søren Ulrik Thomsens digte. Den næste bog om nyere dansk poesi, der skal supplere og være et alternativ til Hejlskov Larsens kunne man så kalde for Betydningsdrømme i nyere dansk poesi.

[ t o p ]       [ h j e m ]