En svensk politikvinde

Helene Turstens sjette roman om kriminalinspektør Irene Huss skuffer vor anmelder.

ANMELDELSE: De ka' det med krimier i Sverige. En af de seneste cylindre i den velsmurte bogsalgsmaskine fra hinsidan er Helene Tursten, som netop har udsendt sin sjette kriminalroman på dansk. Ilddansen hedder denne sjette omgang med den kvindelige kriminalinspektør Irene Huss, men vær advaret, kære læser: Den skuffer!

Ja, det er såmænd ikke bare denne roman, som skuffer – det er hele miljøet og Turstens kunnen og ambitioner som forfatter: Romanen er præget af et meget lille sprogunivers og en tæt på grotesk forsimplet tankegang hos politiet, som indtager hovedrollerne i Turstens bøger. Efterforskningen i Ilddansen virker mere tilrettelagt efter at strække plottet ud end efter at opklare en forbrydelse. Hvornår har man fx sidste hørt om en mordbrandsefterforskning, som går i hårdknude, endnu inden man har haft den hovedmistænkte teenagepiges eneste fortrolige til afhøring? Hvor man slutteligt vælger at droppe efterforskningen – trods allehånde tændte advarselslamper – uden at gennemføre denne afhøring, som endda er af pigens biologiske far, hvor mordet er begået på hendes stedfar?! Det er nærmest absurd.

Næringsfattig og trist
Men det stopper desværre ikke der. Langt fra. Nogle af bifigurerne nærmer sig karikaturen – fx bestsellerforfatteren, der ikke vil lade sig afhøre traditionelt, men i stedet insisterer på at skrive et alenlangt brev med myriader af udflugter, kringelkroge og indskud om en ellers tilsyneladende perifær tilknytning til et af mordofrene.

Ilddansen har en stribe intertekstuelle referencer af den mere rædselsfulde slags. Ovenstående bestsellerforfatter er slet skjult lille hilsen til Henning Mankell – som hovedpersonen endda tillader sig at affærdige, fordi der er for mange fejl i forfatterens gengivelse af politiets efterforskningsarbejde… Med risiko for at lyde bagstræberisk, så vil jeg altså gerne advare Tursten mod at kaste med sten, når man selv bor i et særdeles skrøbeligt glashus!

Jeg følte mig ikke underholdt – snarere irriteret – undervejs i Ilddansen. Personerne er hule, karikerede og overfladiske, sproget er uelegant og floskuløst, plottet virker meget konstrueret – men er alligevel det, der trækker læsset i Ilddansen. Det er en bog, som vil være Anne Holt møder Gretelise Holm – men ender med at blive en usædvanlig næringsfattig og trist light-udgave af dette møde.

De ka' det med krimier i Sverige – bare ikke lige denne gang.