Lix, lir og lingvister

De bedste af os er en særdeles underholdende roman om store mål, om forskerglæde, om misundelse, tyveri og skuffede drømme. Det nærgående portræt af universitetsmiljøet har skabt en del debat i Norge.

ANMELDELSE: De bedste af os kalder Helene Uri sin seneste roman, som foregår i universitetsverdenens betændte forskningsmiljø. Her holder den ene sig ikke for god til at træde den anden under fode for at komme til fadet, her er albuerne forsynet med rundsave, og her er det i lige så høj grad evnen til at indgå alliancer med de rette folk, som det er de gode resultater, der tæller, når bevillinger eller titler skal uddeles.

Hovedaktøren i dette campusdrama er Pål Bentzen, en ung og ærgerrig forsker, som er ansat ved Institut for Futuristisk Lingvistik på Universitetet i Oslo. Pål drømmer om at sætte sit mærke i forskningsmiljøet, og så drømmer han en hel del om sin foresatte, den lynende begavede og køligt arrogante professor Edith Rinkel, som imidlertid er mere optaget af en af sine unge studerende. Da Pål Bentzen træffer Nanna Klev, en nyansat kollega, som snart bliver hele instituttets darling, taber han dog interessen for professor Rinkels modne kurver.

Realisme – ikke satire
Helene Uri har skrevet en roman, som kunne kaldes satirisk, hvis ikke det var fordi, den så præcist og sandfærdigt skildrer universitetsmiljøet med de mere eller mindre mærkværdige mennesker, som færdes i det. Som doktor i sprogvidenskab og efter flere års ansættelse ved Universitetet i Oslo, ved forfatteren, hvad hun taler om.

Det billede, Helene Uri har malet af sin tidligere arbejdsplads – en arbejdsplads, som vist er sammenlignelig med et hvilket som helst andet universitet i Norden – er ikke noget skønmaleri. Realistisk, må man snarere kalde det. Og dét på godt og ondt, for, som de fleste gode forfattere, kan Uri den kunst at give os en vis sympati selv for bogens mere usympatiske karakterer. Professor Rinkel, som ikke tåler nogen form for faglig inkompetence, hverken hos sine studerende eller sine kolleger, og som jævnligt udskifter de unge elskere, hun rekrutterer blandt egne studerende, viser sig for eksempel at være et dybt ensomt menneske, der har betalt en høj pris for sin faglige ekspertise og stolthed.

Sand fornøjelse at læse
Romanen, som er tydeligt styret af en alvidende fortællerstemme, er fyldt med digressioner og flashbacks. Det giver læseren en god fornemmelse for de forudgående begivenheder, som har bragt hver karakter til det sted og den tid, hvor romanen udfolder sig.

Helene Uri komponerer sit værk med suveræn overlegenhed, og De bedste af os er indholdsmæssigt såvel som i sproglig henseende en sand fornøjelse at læse. Sproget er både flydende og varieret. Man kan undre sig over, at forfatteren er doktor i sprogvidenskab og ikke i litteratur. Men det viser blot, at man skal passe på med at sætte mennesker i bås alt efter fag, som man netop gør det på Universitetet i Oslo.

Det skal blive interessant at se, om Helene Uris roman, som i Norge allerede har skabt en del debat om betingelserne for et sundt studie- og forskningsmiljø, vil blive taget op som studieobjekt på litteraturstudierne på de danske universiteter – og hvordan ansatte og studerende her vil forholde sig til værkets indholdsside. Det, man ser i spejlet, er ikke altid lige kønt.

Det bliver ikke bedre. Bravo, Uri!