ANMELDELSE: Som i sin sidste roman, den overdådige Stormland, har Hallgrímur Helgason også speederen i bund i sin nye roman

Med defekte bremser jager han hovedpersonen og handlingen og sproget og læseren af sted gennem et usandsynligt og alligevel troværdigt landskab af vanvid.

Og læseren er lidt mere end godt underholdt, ryster smilende på hovedet, klukker sig gennem vågne nætter og fryder sig over forfatterens overrumplende og generøse sproglige indfald. I hvert fald indtil farten brat bremses af muren for enden af vejen.

Tjener og hitman
Tomislav Boksic (læserne må tilgive mangelen på diakritiske tegn i navnet) er forhenværende soldat i den kroatiske hær, i hvilken han har gjort borgerkrigen i det sammenbrudte Jugoslavien med.

Da handlingen sparkes i gang befinder han sig i USA i den dobbelte funktion af tjener på den gangsterejede restaurant The Zagreb Samovar og medlem af den kroatiske mafia, hvor han arbejder som effektiv hitman, altså en lejemorder der har specialiseret sig i at tage livet af sine ofre med pistolskud.

Den miljøbevidste Toxic
I betragtning af vor helts navn, amerikanernes velkendte uvilje mod navne på mere end to stavelser og Tomislavs metier, er det ikke til at undre sig over, at han i USA hurtigt erhverver det dækkende kælenavn Toxic.

Toxic er god til sit job – til dem begge – og er stolt af, at det (med en enkelt undtagelse) altid er lykkedes ham at aflive sit offer i første skud – lidt af en præstation, godt nok, al den stund han i løbet af sin forholdsvis korte karriere har gjort det af med 66 ofre. Han er tilfreds med egen dygtighed som skarpskytte og med, at der ikke ligger overflødige, brugte patronhylstre og flyder efter ham. Toxic er miljøbevidst! Desuden dræber han ikke af blodtørst, men fordi et job skal fra hånden.

Tarantinos gangsterskikkelser
En dagbladsanmelder har meget rigtigt peget på ligheden mellem Toxic og visse af Tarantinos gangsterskikkelser, og man kunne måske også trække paralleller til den robotagtige dræber Cigurh fra Cormac McCarthys Ikke et land for gamle mænd – her dog, Gud være lovet, bragt ned i naturlig størrelse.

Når Toxics så at sige pligtmæssige mord understreges her, er det ganske enkelt, fordi modsætningen mellem dem og hans følelsesmæssige reaktioner på andre forhold er en forudsætning for de komiske situationer, som forfatteren bogen igennem holder frem for os med poker face.

Før lejemorder – nu mediepræst
Ved offer nummer 67 går det imidlertid galt. Toxic kommer ved en fejl til at likvidere en FBI-mand i stedet for det udpegede offer, beslutter sig for at forlade landet og drage hjem til Kroatien, og når så langt som til lufthavnen, da han bliver klar over, at politiet er i hælene på ham.

I den bås på herretoilettet, hvor han vil søge tilflugt, støder han på en mand, som til sin ulykke ligner Toxic, hvad han må bøde for med en kugle i hovedet. Toxic overtager hans tøj og hans flybillet, med destinationen Reykjavik. Her stiger Toxic af flyet som den amerikanske frikirkepræst Father Friendly og mødes af en lille, men entusiastisk skare.

Som oplæg til komiske scener er kombinationen af lejemorder og mediepræst selvfølgelig ren foræring, og forfatteren får da også maksimalt udbytte af sit indfald.

Han lader Toxic/Friendly flytte ind hos lederparret af den lille islandske menighed. Toxic og datteren i huset forelsker sig i hinanden, hvad der rummer gode muligheder for udpensling af kultursammenstød. Den katolske Toxic er rystet over at få oplyst, at pigen – Gunnhildur – har haft fyrre seksuelle forhold, hvad der dog, som hun korrekt påpeger, ikke kommer op på siden af de 67 likvideringer, han kan tegne sig for.

I øvrigt har Toxic selv efterladt en kæreste i USA – i øvrigt, som latina, en fysisk modsætning til Gunnhildur, der som alle islandske piger har hår som frisk smør og øjne så blå som Gatorade.

Drillesyg karakteristik af Island
Hallgrímur Helgason benytter lejligheden til igennem Toxics øjne at lege fremmed i egen by og fyre mangen en præcis og drillesyg karakteristik af Reykjavik, Island, det islandske klima og islændingene af.

Den amerikanske ukendskab til andre kulturer går heller ikke ram forbi, lige så lidt som den amerikanske mangel på gehør, når det kommer til små sprog. De islandske personnavne må Toxic "oversætte" til noget delvis forståeligt for at kunne huske dem: Gunnhilder bliver eksempelvis til Gunholder, Sigridur til Sickreader (!) etc.

Ikke en drengerøvsroman
Men nedenunder slapsticknumrene ligger en mørk tone og brummer med som et orgelpunkt: Toxics erfaringer fra borgerkrigen, der næsten forklarer, hvorfor han har måttet væbne sig med kynisme. Og nok også fortæller noget om, hvorfra han har sin våbenkyndighed.

Og det er de oplysninger, vi får fra borgerkrigen, der gør, at bogen undgår at fremstå som en drengerøvsroman. Det er grusomhederne fra Slavonien, der logisk fortsætter i mafiamiljøet, og som i sidste instans række helt frem til bogens sidste sider, hvor både FBI og mafiaen er nået frem til Island i deres jagt på dels en samfundsfjende, dels en klumset kollega, der ved for meget.

Hvad bogen så ellers er, så er den meget, meget underholdende. Læsning for den, der har brug for at le ad verdens ondskab og dumhed og samtidig få den sat lidt i perspektiv.