Nogle gange har jeg smidt en opvask ud

Ned til hundene er en stilfærdig og lammende præcis roman. Helle Helle er tilbage med mere forrygende prosa.

ANMELDELSE: En kvinde sidder på en bænk et sted på Sjælland. Der er stormvejr på vej, og hun samles op af det unge par John og Putte. Kvinden, som siger, at hun hedder Bente, følger med de venlige fremmede, og der stilles bemærkelsesværdigt få spørgsmål.

Bente udtaler sig kun kortfattet, men forhører sig dog om muligheden for at bebo en nærliggende kvieø. Det unge hjemmegående pars ukritiske selskab ligner en gave til den døsige hovedperson, som lader sig synke ned i John og Puttes hjørnesofa.

Små optrin
De provinsielle omgivelser og det stilfærdige liv forstyrres nu og da af små optrin, fx et mindre trafikuheld og en kortvarig intrige, hvor byens sladrekælling mistænker Bente for at have snuppet en lottokupon med betydelig gevinst.

Det viser sig, at Bente er forfatter, og at hun for nylig er trådt ud af sit ægteskab. Hun har fået ros for at skrive om "det jeg-svage menneske", og hun fortæller desuden, at hendes bøger mest handler om almindelige mennesker, der drikker kaffe og sådan noget.

Uprætentiøst nedskruet tempo
Ned til hundene kører bl.a. på en noller og meget subtil humor, som især kommer til udtryk gennem dialog-stykkerne og i den simple og umiddelbare tekstkomposition.

Karaktererne virker provinsielt kiksede, men også gæve og omsorgsfulde, måske netop levende i et uprætentiøst nedskruet tempo. Denne landlige stilhed går igen i Helle Helles prosa. Det er som om, at hun uden ironi og vrængen giver sig selv lov til at skrive helt simpelt og mundtligt. Der er en overgivelse i det, og det er meget lettende at læse, fordi man fornemmer en forfatter, som tømmer sig selv og står ved sin egen uvidenhed.

Befriet for fremgang
Helle Helle viser nogle bevægelser og nogle tilstande, men romanen er fuldstændigt befriet for fremgang. Der er tilstrækkeligt mange små dramasekvenser til at fastholde læseren og faktisk gøre det spændende, men romanens rum er i sidste ende blottet for håb og formildende omstændigheder.

Ned til hundene er dog slet ikke en dyster bog. Det er som om, at Bente lader sig suge ind i et livmoder-agtigt miljø, som hurtigt viser sig at være ruskende og kantet. Vi som læsere suges med gennem Helle Helles sublimt summende prosa.