Poetisk mysterium

Ordet faldt mig egentlig bare tilfældigt ind, da jeg skulle til at skrive. Men når man betragter den liste af synonymer for 'mysterium', som min pc kender til, er det et ganske rammende tilfælde: hemmelighed, gåde, gudstjeneste, under.

'Hemmelighedstilstanden' er en samling essays (og ét digt), der alle på en eller anden måde handler om det under eller den tilfældighed, at menneskeheden er vokset frem af en enestående jordklode. At vi er den særlige del af naturen, der kan betragte naturen og os selv. At vi, så vidt vi ved, er enestående skabninger, der bruger ordet Gud, fordi vi har forestillinger om hele universets sammenhæng, om at begribe det hele udefra - som en Gud ville kunne. Men vi kan ikke komme uden for verden og se den udefra, vi er altid en del af den, omtrent 'som øjet der ikke kan se sin egen nethinde' - som bogens sidste essay hedder.

Kultur og natur
Man behøver egentlig ikke, at være specielt interesseret i digtning for at finde disse essays ganske fascinerende. De berører så omfattende perspektiver, der rækker ud i universet og rundt omkring solen, at det kan komme til at svimle for én under læsningen.

I bogens længste essay 'Tilfældighedens ordnende virkning' udfoldes også kulturfilosofiske perspektiver, der bl.a. rummer overvejelser om vores ambivalente forhold til naturen."På den ene side længes vi ofte primitivt tilbage til naturen, i selvynkende nostalgi, mens vi på den anden side slet ikke har øje for andet end den menneskeskabte verden omkring os."

I takt med at det menneskeskabte fylder mere og mere, er vi ofte tilbøjelige til at se det som en uforsonlig modsætning til naturen, men Inger Christensen insisterer på at undersøge de intime relationer mellem kultur og natur. På vigtigheden i "at vi ikke sætter skarpe skel mellem naturen og menneskets kultur, men at vi prøver at se vores udfoldelse mere som en del af naturens proces."

Verden udtrykker sig
Flere af teksterne kan samtidig også betragtes som en indkredsning af Inger Christensens poetik, idet hun cirkler omkring den tilstand, som hendes digte bliver til i. Hvordan det overhovedet kommer i gang. Hvilken forbindelse sproget egentlig har med fænomenernes verden, og hvorledes mennesket med sit sprog er placeret i universet? Inger Christensen betragter ikke poesien som noget særligt ophøjet eller højtideligt, men den poetiske praksis kan være forbundet med erkendelse:

"Poesien er bare én af menneskets mange erkendelsesformer, og der går det samme skel ned gennem dem alle, hvad enten det drejer sig om filosofi, matematik eller narturvidenskab."

Sådan lyder det i det essay, der lægger navn til bogen, og hun fortsætter:

"Et skel mellem dem, der tror at mennesket med sit sprog står uden for verden, og dem der oplever, at et menneske med sit sprog er en del af verden; og at det derfor bliver nøvendigt at forstå, at idet et menneske udtrykker sig, er det også verden der udtrykker sig."

Mysterium
Inger Christensten hører naturligvis til den sidste slags, idet hun forestiller sig at sprogets uopløselige forbundethed med virkeligheden er et mysterium, en hemmelighedstilstand, som er tilgængelig gennem poesien. Udtrykket er hentet fra den romantiske digter Novalis (1772-1801), der siger: "Det ydre er et til hemmelighedstilstand opløftet indre." Hemmelighedstilstanden er altså noget indre i bevidstheden, hvor det er muligt at komme til en erkendelse om noget i verden, hvis man er tilpas åben for at lade sig selv fare vild på en særlig måde, indtil tingene eller ordene siger sig selv.

Det kan lyde let, men det er på ingen måde tilfældet. "At finde sin egen adgang til denne hemmelighedstilstand er vanskeligt", som det siges et sted, og det er vel også derfor, Inger Christensen kredser om den samme hemmelighed i flere af bogens essays, der er skrevet i årene 1989 til 1994.

Denne tilstand, som digteren opsøger i sin poesi, mener hun også er kendt blandt videnskabsfolk, der pludselig oplever, at "tingene siger sig selv", og adskillelsen mellem menneskets bevidsthed og verden for et øjeblik udslettes. Dette er muligt, fordi verden kan betragtes som et stort net af mulige sammenligninger, som mennesket, der er frembragt af naturen, er en del af. "Vi er knyttet til naturens former, ved selv at være en af dens mangfoldige former". Derfor er det overhovedet muligt at erkende sammenhænge i verden, og her insisterer Inger Christensen på, at vores indsigt i verden samtidig er verden selv, der udfolder sig gennem os. Fordi naturens former gentager sig ind mennesket og dets sprog:

"Hele det relationsnet mellem alle eksisterende fænomener, som udgør vores verden, må føre os til en stadig mere raffineret forståelse af, at vores kulturformer, alle de menneskeskabte udtryksformer, heriblandt poesiens mangfoldige former, nok kan betragtes som noget i sig selv, men frem for alt er naturens former."

Man kunne med rimelighed forlange et par yderligere forklaringer og mellemregninger om disse forhold, men der må jeg anbefale læseren at anskaffe sig disse formidable essays, og undersøge sagen nærmere selv. Blive forundret over verden og det mysterium, som Inger Christensen har fat i og skriver så indlysende og måske temmelig forførerisk enkelt om.