Hengivelsen. Det er titlen på Pia Tafdrups romandebut. I virkeligheden skulle den vist

Foto: Cato Lein Den smukke forfatterinde

helst have haft en fransk titel, men den er jo for pokker dansk… Og god. Og fransk. På en måde…

ANMELDELSE: Jeg har en lille, grøn bog i min reol. Helt undselig og vanskelig overhovedet at få øje på mellem alle de andre, store og tykke bøger. Alligevel er det en af de få bøger, jeg har købt på udseendet alene. Den lå i et antikvariats udsalgskasse til en flad femmer for mange år siden, indbundet i blødt, grønt læder. Meget tynd bog, ingenting på omslaget andet end forfatter og titel i øverste højre hjørne på forsiden: Vercors / Havets stilhed.

Jeg anede ikke, hvem Vercors var, eller hvad han stod for. Til gengæld var der noget med sammenstødet mellem selve bogens absolut uprætentiøse fremtræden og så den fornemme indbinding i ægte læder med guldtryk. Jeg smed en femmer, drog hjem med bogen, og da jeg på en uge havde læst den fem-syv gange, gik det op for mig, hvorfor den tidligere ejer havde valgt at indbinde den: Det er en bog, man slider på.

Hengivelse og opofrelse
Men det her skulle jo handle om Pia Tafdrups romandebut snarere end om en gammel franskmand under pseudonym (bag navnet gemmer sig Jean Bruller). Grunden til, jeg starter hos Vercors Havets stilhed, er, at de to bøger på flere måder minder mig om hinanden. Tafdrups er ganske vist ikke specielt uprætentiøs med et smuk og iøjnefaldende omslag, hvor to vindeltrapper snor sig ind i hinanden.

Men den er ligeså gådefuld og vanskelig at afkode ud fra omslaget alene som den lille, grønne bog. Og når man læser i den, er sproget – i lighed med Vercors – på én gang klinisk præcis og sært drømmende. Handlingen ligeså nedtonet men eksplosiv. Personerne agerer ligeså behersket og civiliseret og alligevel med napalm i årerne…

Havets stilhed bliver refereret til som en roman om modstandskampen i Frankrig – men for mig har det altid været en roman om kærlighed. Ubetinget og umulig kærlighed. Og på samme måde med Hengivelsen: I et mikroforord gør Tafdrup opmærksom på, at på fransk dækker ordet "sacrifier" over både hengivelse og opofrelse, og man fornemmer, at bogen i virkeligheden skulle have haft den franske titel.

Spændt til bristepunktet
Måske er det den franske ordforklaring, der får mig til at tænke i frankofile baner. Men for mig er der noget netop fransk over Tafdrups slentren gennem sproget. Måske er det Vercors skyld – for han gør det samme. Tilsyneladende lidt tilfældigt og forsøgende-sig-frem – men i virkeligheden uhyre præcist og skarpskåret. Måske hænger det sammen med, at Tafdrup er lyriker: Hun kender sine virkemidler ud og ind. Kender sproget til bunds. Og det kan være med til at skabe denne sære læseoplevelse af et lidt for kontrolleret sprog, som på samme tid er spændt til bristepunktet.

Der er noget kammerspil over bogen – alle andre end de to centrale personer får lov til at stå som grove skitser til bipersoner, og de to hovedpersoner tegnes gennem deres dialog og kvindens indre dialog. Undertiden bliver det hele næsten for meget, for tæt og for klaustrofobisk og man må op og have luft. Se noget andet, læse noget andet – tale med nogen.

Uanset hvad, så kan bogen varmt anbefales. I modsætning til Vercors Havets stilhed er Hengivelsen ikke en roman, man læser fem-syv gange på den første uge. Man er måske snarere tæt på fem-syv dage om at læse den en enkelt gang. Men udbyttet står mål med indsatsen.