Kolos på seerfødder

Lene Henningsen imponerer med sit digteriske sprog og sine visionære, drømmende sekvenser. Men vor anmelder er samtidig i tvivl, om de er til gavn for en jordisk skabning som ham...

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Lene Henningsens nye bog er en "tête-bêche", dvs. to bøger der begynder fra hver sin ende og mødes på midten. Fonogrammer, som den ene bog hedder, med undertitlen Fra blæstens datter består af 54 digte, som vi kender dem fra Henningsens side: Visionære, drømmende, metafysiske, ja ofte mystiske i deres famlen efter verden og sprog. Den anden bog, Havfruefonografen, består af 58 korte prosastykker med hver sin stemme tilknyttet, en slags indre monolog fra personer rundt omkring i europæiske storbyer, inspireret af fotografen Krass Clements sort/hvide fotografier.

Mellem poesi og prosa
Måske er denne bog en naturlig udvikling ovenpå den forrige bog, Bølgen tegner præcist fra 2004, der med sin blanding af prosa og poesi og filosofi og lyrik ofte endte ud i halsbrækkende tekstmanøvrer: Henningsens forsøgte ligesom at surfe på en bølge, der enten var hverken-eller eller både-og, dvs. hverken filosofi eller lyrik, både prosa og poesi.

Med den nye bog lader Henningsen så sine tekster brække halsen, eller hun skiller i hvert fald prosa og poesi ad i to bøger.

Digteriske balloner
Jeg er ikke helt sikker på, at det er en god idé, for hvor der måske kan siges at være lidt for meget stemme i prosastykkerne i Havfruefonografen, der mangler der stemme i Fonogrammer. Henningsen imponerer naturligvis gevaldigt med sit digteriske sprog og sine visionære, drømmende sekvenser, men for at være helt ærlig, så er jeg ikke helt sikker på, hvad digtbogen egentlig handler om, og hvor den vil hen.

Undertitlen Fra blæstens datter gør ikke tingene nemmere eller mere konkrete. Man savner en eller anden form for virkelighedsforankring, digtene svæver som flotte balloner uden hverken at eksplodere eller være til gavn for en jordisk skabning som mig.

Mere Antonio Banderas
Nogle gange så kan det visionære, det drømmende og de store eksistentielle temaer: liv og død, kærlighed og skabelse, krig og flugt (som der står, at bogen handler om på den vedlagte seddel fra forlaget) være et skjold i forhold til virkeligheden, en slags digterisk firewall. Fx synes jeg, at teksten om den person, der ligner Antonio Banderas i Havfruefonografen, er én af de mest vellykkede, og den er tilmed morsom. Virkelighedens virus sniger sig ind i Henningsens sprog. Her får læseren foræret en snor til ballonen og paradoksalt nok via Banderas-kopien.

Virkelighedens vandmærke
Men ellers har man indtryk af, at teksterne svæver uden for ethvert genkendeligt og aktuelt tidsrum. De kunne være skrevet for 30 år siden eller i går. Og det er ærgerligt, for Henningsen er stadigvæk en fantastisk god digter, men hun mangler, tror jeg, et konkret traume at skrive om, en konkret krig, en konkret kærlighed.

Hun skriver som den tysk-rumænske digter Paul Celan, men uden det virkelighedens vandmærke, der kan overbevise os læsere om, at dette er "for real". Formentlig er det en bevidst taktik at lade den ene bog være stemmernes bog (en slags fonogrammer af forskellige personers tanker), imens den anden handler om et jeg, der "nægter at optage/ de visne stemmer", et jeg hvis træk udviskes og forsvinder i skrift. Det er et stort og flot anlagt digterisk projekt, men der er for mig at se tale om en kolos på lerfødder... eller måske snarere på seerfødder.