Henrik H. Langelands roman Wonderboy er en blanding af sædeskildring og krimi.

ANMELDELSE: I norsk litteratur har den brede, samfundskritiske roman hele tiden haft en fremtrædende plads – modsat tilfældet i Danmark – og i hvert fald er Wonderboy af den unge forfatter Henrik H. Langeland alt andet end den minimalistiske kortprosa, der har været så udbredt i det foregående årti i Danmark. Den er tyk som en roman af Dickens og er skrevet i en minutiøs realistisk, ja, næsten hyperrealistisk, stil. Indtil flere populære genrer er dog genkendelige i romanens blanding af spænding og kriminalroman.

Langeland har tidligere udgivet den uoversatte roman Requiem, der udelukkende var bygget op af citater fra Marcel Proust og arbejder nu på en doktordisputats om samme Proust. I en periode på to år var han også såkaldt management trainee i den norske mediekoncern Schibsted. Derfor har han haft papirerne i orden, da han gik i gang med denne bog om en fremadstormende ung direktørspire og placerede handlingen i den finansielle sektor i tiden for dot.com økonomiens zenith og efterfølgende bratte nedgang og fald.

Wonderboy udkom for et år siden i Norge og blev en stor publikumssucces og fik meget medieomtale. Måske fordi den er blevet udlagt som en delvis nøgleroman, hvor faktiske kendisser fra erhvervs- og kulturlivet optræder i tynd forklædning i romanens fiktive univers. Under alle omstændigheder har Langeland ønsket at skrive en stor sædeskildring om den evige konflikt mellem pengenes øjeblikkelige magt og kunstens evige værdier.

Et moralsk lærestykke
Hovedpersonen Christian von der Hall er 34 år og Senior Vice President i den fiktive norske mediekoncern Scandinavian Media Group. Han planlægger en fjendtlig overtagelse, også kaldet et aktie-raid, af de to førende norske bogforlag Gyldendal og Aschehoug og lægge dem sammen til en internetportal, som skal gøre forlagsbranchen ét med den nye internetøkonomi, der boomer ved starten af det nye årtusind. Dengang hvor man fx troede på fremgang for den digitale bog.

Christian von der Hall er ikke kun drevet af almindelig grådighed, men ønsker at sikre familien økonomisk, fordi han lider af arvelig betinget alzheimer og har endvidere det motiv at hævne sin far, der i 70'erne drev et lille forlag, som med kynisme blev knust af Gyldendal og Aschehoug.

Mens karrieren og de finansielle spekulationer sluger al Christians tid, forsømmer han i stigende grad konen og de to små børn, der i Christians bevidsthed holdes hen med tom snak, fordi han med sin storstilede plan mener at kunne sikre familiens lykke – og ikke bare i økonomisk forstand – i al fremtid. Han forstår ikke, at der er forskel på "at lykkes og være lykkelig", som hans tidligere kæreste belærer ham om. Det bliver Christians nemesis, at han ikke magter denne skelnen og i sidste ende ikke begriber, at konen og børnene har brug for nærvær her og nu.

Langeland har ønsket at skrive et moralsk lærestykke om de sande værdiers korrumpering i en kold, konsumfikseret tid. Således er der fx ingen ende på den symbolske værdi i det dyre designertøj og de mange mærkevare-ure, som von der Hall hele tiden skal vælge i mellem. Tiden antager derfor en ekstra dimension, fordi Hall er i en evig kamp mod uret i de private såvel som i de professionelle sider af tilværelsen.

Noget mere nærende
Wonderboy rummer elementær af spænding og genuin humor, når Langeland skruer den satiriske maske på og får Christian til at sprælle i de net, som han hele tiden søger at få andre til at gå i. Og det er blevet en regulær page turner, som er svær lægge fra sig, når først man er kommet i gang.

Der er fx kostelige scener, når Hall og direktionskollega Konrad diskuterer endeløst om de avancerede, økonomiske nuancer ved Christians aktie-raid. Eller når Christian bliver tørret godt og grundigt af sin tidligere kæreste Rebecca Lund – eller han viser sig ikke at have det mindste forstand på hverken litteratur eller billedkunst.

Men man har det også med bogen lidt som med slikposer, man åbner for og ikke stopper med at spise af, før de er tomme: Bagefter har man trang til noget mere nærende. Det er som om, Langelands roman ind i mellem er faretruende tæt på at tippe over og blive den rene triviallitteratur. Det vægtige tidssignalement, den fører sig frem som, er den ikke.

Problemet er, at man hele tiden kan se skabelonen, som romanen er skåret over, så den forekommer søgt og unødvendig. Vi skal være spændte på, om Christians forehavende lykkes – men det er vi ikke, for udfaldet er givet på forhånd.

De distraherende amerikanere
Det virker også mildt distraherende, at man har været der før hos andre forfattere. Jeg tænker især på bøger af amerikanske forfattere som Bret Easton Ellis og Tom Wolfe, der begge har skildret, hvordan den frenetiske jagt på penge og magt i slutfirsernes Manhattan korrumperer de traditionelle værdier.

Til forskel både fra Ellis' American Psycho og Wolfes Forfængelighedens bål, der begge formåede at gå i struben på tiden og fortælle om økonomisk boom og kulturens fallit her og nu, er det i øvrigt også pudsigt, at man med Wonderboy oplever at læse en historisk roman, der foregår i år 2000. Nu hvor årtusindskiftet er overstået og it-boblen er bristet for længst, er der nemlig ikke meget spænding tilbage i lige den historie.