Solstråler og synsvinkler

Brug sommeren til at knalde en klassiker og på at læse Hesselholdts nye roman.

ANMELDELSE: Hvis nu en dygtig fotograf tog en stabel polaroidbilleder og lod dem falde i en vifte ned på gulvet i et sommerhus, så ville det give et meget fint indtryk af, hvordan Hesselholdts solstrejf er slået.

I familiens skød er en tiltalende roman, der tager sig tid til at falde ned i øjeblikke og sindstilstande. Som en rig lille udhulning af varm luft og afdæmpet familieneurotik giver den til flere læsertyper, både dem der elsker form for formens skyld, og dem der gerne vil læse om noget, de kan genkende og indleve sig i.

Synsvinkel som solskin
Jeg synes, måske på grund af tableauet og en glædelig leg med parenteser, mest af alt, at den ligner en kærlig og beundrende litteraturhistorisk kommentar til, nærmest en slags en genindspilning af, Virginia Woolfs To the Lighthouse. Hesselholdts roman stiller sig oprejst på skiftende grader af indlevelse og lader sin synsvinkel glimre som solskin over vandet, så persongrænserne let udviskes som på sådan en hed sommerdag, hvor varmen stiger op fra jorden og laver de dér flimmerbølger i luften.

Groft sagt er I familiens skød en To the Lighthouse uden fyrtårn – og enhver videre freudiansk sammenligning af tårne og skød, nærvær og fravær, store og små bogstaver ... må stå for læsernes egen regning. Noget andet, der kunne sætte Hesselholdt ved siden af Woolf, er en stedløs forskrækkelse, der bliver ved med at dukke op og dreje rundt om sig selv, og som kaster rystende skønhed af sig i bevægelsen.

Stemmer og undertoner
Når man læser romaner, hører man ikke andre stemmer, end dem der kommer ind i ens hoved. Læsningen er lydløs, så det man kalder tonen, forfatterens holdning til det og de fortalte, er en metafor, og den er stærkt subjektivt farvet i enhver udlægning.

Og ligeså ren og knugende velskrevet historien er, ligeså meget er der noget småsygt indespærret i de inderste kamre af denne roman. Der sidder en overreflekteret livsbagtaler et sted. I denne flerstemmighed kan jeg lige netop ikke høre, at der lydløst sidder én og græder eller kæmper for at holde sit raseri tilbage. I stedet for at fremskrive de store temaer med (dum)dristighed vælger Hesselholdt at kredse lidt for sikkert om en forfatterskikkelse, figuren Julius, og dennes alt for velkendte kvababbelser i spændet mellem sprog og verden. Det samlede udtryk gnider sig for hårdt mod kedelig metafiktion.

Men selvfølgelig er det, som så meget andet, et spørgsmål om smag og behag – og personligt var jeg helst fri. Men jeg må også indrømme, at det flygtige og luftige og det summende ubehag fletter sig uløseligt og beklageligt sammen i en stærk besyngelse af den danske sommer, der ikke kan bedømmes som andet end gyldig og gældende.

Fastholder en sommerdag
Romanen fastholder altså en dejlig og komplet sommerdag i al dens lette tyngde, der får lov at stå blafrende for evigt i vinden som litterær udsondring.

Man kan som læser jo bruge sommerferien på to ting: at holde sig ajour eller at læse op på alle de klassikere man aldrig fik knaldet, da man var helt ung.

Gør begge dele. Læs Woolf først og så Hesselholdt.