Nok er Thomas Bobergs nye bog politisk i én forstand, men man bør give digtene en chance og læse dem som litteratur og ikke bare som rene nøgledigte, mener vor skribent.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

OMTALE: Der er blevet skrevet om Thomas Bobergs seneste, stærke og gode digtsamling Hesteæderne, at den tegner et dystert og allegorisk portræt af Danmark lige nu.

Det er da også rigtigt, at man sagtens kan foranlediges til at læse bogen på den måde, men man må i så fald være opmærksom på, at man faktisk foretager en fortolkning og et specifikt valg af betydning, når man både i Informations eller Politikens anmeldelse laver en direkte applicering, fx af den ikke særligt flatterende Konsul, der optræder i Bobergs bog, og så eksempelvis Danmarks statsminister.

Men læser man den dystopiske verden, Hesteæderne tegner, mere nøje og frem for alt mere bogstaveligt, ligner den jo ikke det danske samfund overhovedet, fx er vi jo ikke specielt udtalte hesteædere herhjemme, og der findes ikke konsuler i den forstand, som bogen omtaler dem.

Styrken ligger i det flertydige
Min pointe er, at man altid skal være varsom med at læse (selv politisk) digtning på en real- eller konkretpolitisk måde, for måske kan man komme til at underminere en del af styrken ved det ubestemmelige og flertydige, som også altid følger poesien, og som ofte er dens styrke. Man kunne jo også læse den på et niveau, hvor man fastholder det ubestemmelige.

Det er rigtigt, at Hesteæderne er et billede, der, når det optræder i en digtsamling, straks leder tanken hen på Pegasus, som jo traditionelt set altid har været et billede på digternes inspiration. Men i denne digtsamling bliver Pegasus ædt. Derfor er det klart, at bogen omhandler en verden, der indefra kritiseres for sin mangel på inspiration, sin mangel på poesi, en dystopisk verden, hvor kun hesteædernes krabask høres. Men det betyder ikke, at Konsulen er Anders Fogh, eller at jeget er Thomas Boberg.

Poesi er politisk i sig selv
Imidlertid findes bogen, den er et fysisk dementi på den tilstand, som den selv beskriver, den er poesi i en poesiforladt verden.

For mig at se er det her, hesten ligger begravet. Poesien bliver i en poesiforladt tid eller i en prosaisk verden, om man vil, tvunget til at være politisk. Eller ikke tvunget til: Den er bare politisk, er bare et modsprog i kraft sine brudte linjer (vers) og sin frie tilgang til brugen af ord. Som forfatter og litterat Frank Kjørup har sagt det i forlængelse af de russiske formalister, så er poesi et perverteret, forvrænget sprog.

Dét politiske budskab, synes jeg, er nok så vigtigt. Det hæver også digtene op fra sin specifikke tid, selvom et digt eller en digtsamling, som fx kunne vælte en regering, eller hvad ved jeg, selvfølgelig også ville have sine litterære kvaliteter.

Fortællende digte
Thomas Bobergs digtsamling udmærker sig desuden ved, at den benytter sig af en mere eller mindre eksplicit fortælling og et univers, der langsomt bliver baggrund for teksterne og det fortællende jeg, som er placeret midt i dette kaos. Men i og med fortællingen kommer fiktionen ofte også på banen.

Måske er det det som driller anmelderne af Bobergs digte? De kan måske ikke slippe relationen mellem jeget i digtene og Boberg selv? Men den sidste tekst i bogen afslører, at jeget er 69 år – og det er Boberg ikke, skulle jeg hilse at sige.

Digte med fortællingen som redskab?
Det er måske en ny tendens i dansk digtning, at digtene igen begynder at bruge fortællingen som redskab. Det betyder imidlertid også, at digtenes univers bliver mere fiktivt i samme forstand som i en traditionel roman (dvs. ikke en selvbiografisk én af slagsen, som er blevet så almindelige i dag).

Men det ændrer måske også betingelserne for, hvordan vi bør læse disse digtsamlinger. Ib Michael havde et indlæg i Information, hvor han netop brokkede sig over dette.

Som han skrev: ”At afsløre ånden i flasken er det rene galimatias, men ”tidsånden” ser nøgleromaner over alt, nu også nøgledigte. Man kan snart ikke længere skrive i første person ental uden at pådrage sig et alter ego.”

Vild og særegen
Ib Michaels kritik, synes jeg, rammer plet. Dels fordi han peger på en svaghed ved anmeldernes læsning af digtsamlingen, dels fordi den svaghed er med til at gøre digtene dårligere, end de er.

Thomas Boberg har faktisk skrevet en vild, særegen, næsten surrealistisk og apokalyptisk verden frem med sine digte. Det er måske en utraditionel digtsamling i sammenligning med, hvad der ellers udkommer. Man kunne også kalde det originalt. Men det betyder dog ikke, at man skal udsætte bogen for de alt for instruktive læsninger, som den hidtil er blevet udsat for. Den fortjener at blive læst som et selvstændigt litterært værk, der ikke kun handler om sin samtid.

 
Teksteksempel