Mesterværk!

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: En palimpsest er en pergamentrulle, hvis princip er overskrivelsen. Ordet stammer oprindeligt fra græsk og knytter sig til rødderne palin (igen) og psên (skrabe). Idéen med palimpsesten er at have et næsten uforgængeligt materiale til at skrive på (skind), der samtidig kan bruges igen og igen, ved at det skrabes rent.

Det fascinerende ved palimpsesten er imidlertid, at sporene fra tidligere tiders skrift ikke helt kan viskes ud og derfor lægger sig i flere lag som et arkæologisk vidnesbyrd. Det er ikke tilfældigt, at den franske litteraturkritiker Gérard Genette brugte palimpsesten som en metafor for kunstens intertekstuelle væsen, hvor kunstværker bestandig skrives videre og lægger sig ovenpå hinanden.

Lag på lag
Klaus Høeck har med sin monumentale digtsamling Palimpsest, der bærer undertitlen over et århundrede, valgt at tage Genettes idé om en litterær palimpsest ganske bogstaveligt.

Digtbogen, der består af 578 svimlende sider, er inddelt i tre hovedafsnit, der hver især beskæftiger sig med forskellige sider af kunsten: "Billederne", "Tonerne" og "Ordene".

Målet er det fuldstændigt vanvittige og vidunderligt umulige at opsummere det 20. århundredes kunst. Måden det gøres på er via den idiosynkratiske udvælgelse, hvor digterens egen historie lægger sig som en biografisk palimpsest ovenpå det kunstneriske stof, som igen holdes fastspændt af de objektive systematiske principper, der redegøres tørt for i de to bilag, bogen slutter med.

Digtningen før systemet
Det er netop Klaus Høecks ry som uforbederlig systemdigter, der før har skræmt denne læser væk og gjort en monstrøs bog som Eventyr (1992) ulæselig i mine øjne.

Det er imidlertid som om, at der er sket et skift i Høecks digtning fra og med den selvbiografiske In Nomine (2001). Inddragelsen af det biografiske har været med til at få stoffet til at leve på en anden måde.

Høeck er ikke blevet mindre systematisk med årene, men den formelle virtuositet, der kunne virke forstyrrende, er blevet neddæmpet og digtningen kommer nu før systemet og ikke omvendt. Her er mere menneske end (skrift)maskine.

Ubesværet elegance
Høecks styrke er den ubesværede elegance, hvormed han forener køligt, intertekstuelt sprogspil, eksistentiel biografisme og livsvarm humor.

Tag som et eksempel digtet "So What" fra sektionen "Tonerne":

Digtet sender en hilsen til nummeret "So What" af Miles Davis fra den legendariske jazzplade Kind of Blue (også en af Per Højholts favoritter), hvor saxofonisterne John Coltrane og Julian "Cannonball" Adderley medvirker.

Det lyriske Jeg mindes, hvorledes han selv har forsøgt sig som musiker med et mindre heldigt resultat, men bestræbelsen var den samme: at nå det guddommelige ("tonernes bøn"). Den eksistentielle patos, der ligger i digtets metafysiske struktur, bliver holdt humoristisk i skak ved, at de tunge metaforer bliver fysisk konkrete. Den himmelstræbende musiker befinder sig vitterligt på toppen af en bygning og når han spiller så konstateres det tørt, at det lyder "ad helvede til".

Endeligt slutter digtet med en bogstavelig oversættelse af sangtitlen ("So What"): "og hvad så?", der på fornem vis forbinder det lyriske Jegs humoristiske, personlige kommentar med den objektive kunsttitel.

Livskunst
Og sådan er Palimpsest i det hele taget: En forening af det personligt biografiske, det alment eksistentielle og det systematisk objektive. En kærlighedserklæring til livet og kunsten, der bliver til livskunst.

Et sted mellem en sitrende nerve, en fasthamret tanke og et stykke krøllet, uopslideligt skind, befinder Klaus Høecks ord sig. Ord taget fra fortiden givet til eftertiden.

Et tonstungt mesterværk, der simpelthen ikke må få lov til at samle støv.

 
Teksteksempler

[NB! Digtene er fra s. 165, s. 256 og s. 568 i bogen.]