Underfundige historier, der hverken gør os klogere eller bedre, men måske lidt mindre triste.

ANMELDELSE: Efter en årrække som romanforfatter er Thøger Jensen vendt tilbage til sit udgangspunkt. Den korte prosa.

Hans debut I vores familie kan vi ikke lide ubåde fra 1998 bød på et boblende vanvid af små humoristiske tekster. Høfde Q har lidt af den samme stemning over sig.

Den er imidlertid knap så morsom, og man må faktisk lede lidt efter, hvad den er. Men underfundig er ordet, der falder mig nærmest.

Skiftende synsvinkler
Første og sidste tekst hedder henholdsvis Forbindelsen til Hamborg og Forbindelsen fra Hamborg, og de skaber en slags ramme om fortællingerne. Det er to synsvinkler på samme begivenhed. Den ene set fra toget, den anden set fra det hus, toget passerer. Livet findes i detaljen – siger en person i den sidste tekst – hvilket teksten da også tematiserer fornemt ved alene at fokusere på detaljer.

Og netop detaljerne og de skiftende synsvinkler på verden, er det, som driver teksterne i Høfde Q. Nogle af dem nærmer sig små naturmyter.

Thøger Jensen har befolket mange af teksterne med myriader af fugle. De hænger under himlen – måske en slags symboler på en næsten melankolsk frihedsdrøm. "Hidse sig op skide af fryd, flyve lidt rundt, det gør fugle jo", som fortælleren konstaterer i Hyldebær.

De små daglige tildragelser
Andre tekster kredser om menneskelivets små daglige tildragelser. En mand får en gaffel i benet under en middag, en nærsynet flypassager kommer til at ugle håret på kvinden foran med sin bog, et rugbrød glemmes i en bus, men leveres tilbage til ejermanden. Alt sammen fint og koncentreret fortalt.

Bøvlet med at slæbe rundt på et paprør er et godt eksempel. Her overvejer fortælleren at bryde ind hos naboen, mens de er væk, fordi han vil skifte en falmet Picassoplakat i deres entré – og sin egen udsigt – ud med en frisk.

Bedst bliver det dog i tekster som Hvor er Afrika?, hvor en stakkels dreng ligger med halsbetændelse, så han misser afdansningsballet, bliver droppet af dansepartneren og oven i købet mister sin elskede labrador Afrika i en trafikulykke. Kort derefter bliver han ydmyget i skolen, fordi han ikke kan finde Afrika på kortet. Det er suverænt tragikomisk.

Kan gøre os mindre triste
Det er også godt, når fortællerne lader deres fantasi løbe af med sig. Som i Kakerlakker i kupeen hvor stillekupeens genlyd af tasteklik fra bærbare computere bliver til en eksotisk dykkerrejse ved Det Indiske Ocean. Hvis flere mennesker lærte sig at tænke på den måde, så ville det danske gråvejr blive noget mindre trist.

Det er måske lige præcis den stemning, som Thøger Jensen kan levere på en grå og kold novemberdag. Han kan gøre os en smule mindre triste. Få vores øjne op for livets små detaljer, selvom vi hverken bliver klogere eller bedre mennesker af det.

...Og i æbletræet udenfor mit vindue er netop landet en solsort. Hvor underfundigt.