Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

Øre undsluppet fra århundredets roman

Århundredets bedste roman fundet

Kultur-journalisternes enighedsmaskine - især Politiken og Berlingske Tidende - har besluttet med een stemme at udråbe romanen "Kongens Fald" af en vis J. Jensen til Århundredets Danske Roman.
Vi har været vidner til endnu en strålende sejr for den danske konsensus-kultur. Selv kunsten står nu i konsensus til ørerne. Og det må chokere enhver kultiveret dansker, at ingen af pressens litteratur-kendere så meget som nominerede den bog, der ubetinget skulle have haft prisen.

 

Af Uffe Andersen

Romanen, vi taler om, er endda uden tvivl det mindst rimelige, Per Højholt nogensinde har skrevet. "Auriculum" hedder den; den handler nemlig om ører, og så peger titlen også meget uopdragent - men insisterende - på de røde ører, der nu må begynde at lyse og banke rundt om på de indre-københavnske kulturredaktioner.

Det 20. århundredes bedste roman bør sætte sin læser i stand til at skelne mellem falskhed og ærlighed, løgn og sandhed, ondt og godt, skidt og kanel. Og slette alt det førstnævnte fra hukommelsen og dermed af historiebøgerne. Man kan ikke med nogen form for rimelighed forlange alt det af eet kunstværk, og i stedet har man ladet sig nøje med J. Jensen - hvad befolkningen som en flok får temmeligt stiltiende har fundet sig i. Måske er valget rimeligt nok.

Urimelig kunst
Men nu har kunst det med ­ i hvert fald, hvis den er god ­ at forekomme aldeles urimelig. Og sådan har forfatteren til dette århundredes bedste roman da næppe heller udgivet meget mere end ganske få rimelige ord i sit hele liv.

Højholt har ligesom J. Jensen skrevet en historisk roman. Den fortæller bare Historien på en anden måde end alle andre bøger i genren. F.ex. går tiden ikke nævneværdigt i løbet af dens 5-600 sider. Som Per Højholt siger:

"kulturhistorien ses altid som en række årsagssammenhænge - dem prøver jeg at komme udenom". Det er altså - som ethvert mesterværk - en stærkt utraditionel roman. Og dog bygger den, som ethvert mesterværk, netop på traditionen: den overleverede viden om året 1915, der muligvis, som det vil fremgå, er tilsat lidt fantasi.

Underbevidsthedens indre øre
Bogen er delt i seks. Første del hedder "Stilheden i 1915". I dén brøkdel af et sekund, hvor alt var stille i Europa, inkl. 1.Verdenskrigs kanoner (det var den 7.9.), da blev en hoben børn undfanget, og ni måneder senere født, hver især sammen med et (eet) øre. Ørerne er romanens hovedpersoner, hvilket ifølge Højholt er "håbløst (....) for ørerne har jo ikke noget udtryk". Netop dérfor handler romanen om ører: "for så kan de tillægges alle mulige udtryk". Ørerne har heller ingen bevidsthed - men til gengæld masser af underbevidsthed, for dén sidder i det indre øre.

Hvad ville vi være?
Naturvidenskaben er i romanen repræsenteret af Einstein og hans 2. reviderede udgave af relativitetsteorien fra 1915. Hvor ville vi være uden dén? Freud udgav sine teorier om underbevidstheden i 1915 - hvem ville vi være uden ham? Joyce skrev i 1915 på sin selvportræts-roman - og hans "Ulysses" har et afsnit om øret. Hvad ville litteraturen være uden ham, dén og dét? The Great War rullede og ruled i de år og gør det selvfølgelig i romanen. Ørerne vandrede gennem Europa og ledte efter lande, der var neutrale under krigen, og derfor boede en del af ørerne i Danmark. Den krig forfølger os stadig - og man kunne blive ved: Alt, der har været og stadig er grundlaget for vores liv i de sidste hundrede år er i den bog.

Tyngde og plathed
En af de meget få, der vidste ørerne levede, var derfor også Marcel Duchamp, og bogens tredje del er en meget omstændelig Duchamp-biografi, hvor hele øre-projektet blotlægges. Hvor ville verdenskunsten være i dag uden Duchamps afsløring af den via pisse-kummer, flaske-tørrestativer etc.?

I hans atelier var der ni ører, som flyttede med, da Duchamp flygtede fra krigen til USA. En amerikansk komponist ser over there tre af ørerne, "idet de bevæger sig op ad en kam, som Marcel Duchamp har udnævnt til at være et kunstværk. En readymade. Ørerne tror at kammen er en stige, de tror det er Jakobs-stigen, men de tager grusomt fejl, det er bare en lommekam af metal, og så videre og så videre".

Ja, og så videre; man aner projektets tyngde og plathed. Højholt påviser i sin roman for eksempel også, at uden brusk ville vi ikke kunne tale eller gå, og at "Adam og Eva har vraltet afsted i Paradis og talt som gæs, det er der bare ingen, der er klar over". Men det vil vi være efter denne roman!

Forfatterskab slettet
Til sidst gennemskuer læseren udover livet og verden også Højholt: "jeg afslører hele mit forfatterskab som svindel (...)". Her forenes selvbiografi og romankunst med den nyeste viden i atom-fysikken, hvor man har indset eksistensen af et antistof. Det vil sige et stof, der er sat sammen på måder à la det stof, vores verden består af, men som hvis det støder sammen med stoffet i vores verden vil få begge verdener til at forsvinde sporløst, ligesom 4+(-4) = 0. Auriculum er anti-stoffet i Højholts univers: "I 6. bog gennemanalyserer jeg så mit forfatterskab (...) som snyd og bedrag og svindel, altsammen (...). Når den endelig kommer, er forfatterskabet fuldstændig slettet af litteraturhistorien".

Til gengæld vil det først være efter læsning af "Auriculum", at vi virkeligt forstår store dele af mesterværkerne i verdenslitteraturen - som f.ex. Hergés "Det Knuste Øre".

Ørestaden forklaret
Hvis læseren nu har fået det indtryk, at "Auriculum" er et noget hermetisk værk, der lukker sig om sig selv, kunsten og kunstnerens navle - så tager han helt fejl. Sådan forekommer det netop kun, fordi historien om ørerne endnu ikke er fortalt. Faktisk er romangenren her tæt på at glide over i afslørende kampagne-journalistik, der kunne trykkes i Ekstra Bladet, hvis den ikke havde haft så svær en titel. Når vi har læst den, vil vi pludselig forstå, hvordan det tilsyneladende tåbelige og unødvendige projekt Ørestad kom i stand. Hvem tror man skal bo, arbejde og producere i alle de tomme kvadratmeter? (Og en overset detalje ved projektet: hvad producerer ører? Har Folketinget tænkt over, om der er afsætning for varen?)

Det 20. århundredes kendetegn
Ikke overraskende var det Herodot, der inspirerede Højholt til "Auriculum". Herodot er kendt som ’Historie-skrivningens Fader’, og - tankevækkende nok - samtidig som ’Løgnens Fader’. Romanen har altså alt, hvad det 20. århundrede har og snart havde: Den gode historie og løgnen, drømmene og deres tydninger, den uforståelige fysik, der styrer vores liv, drab og svindel og død - men først og fremmest og frem for alt har den det 20. århundredes adelsmærke: underholdning. Det er altsammen show; romanen er "bundsjofel, smadderfilosofisk (....), åndrig snak og profant samleje". Og ikke at forglemme:
Romanen er styret af tilfældigheder, der er det 20. århundredes kendetegn om noget. (Hvor havde vi f.eks. været, hvis Hitler var blevet optaget på Wiens kunstakademi i 1920? Hvad nu, hvis Kejser Wilhelm havde nået at læse det beroligende telegram fra Serbien i august 1914?) I Højholts værk er kaosteorien ophøjet til lov og udført i endnu en højholt´sk praksis: "Det er som om bogen er blevet til som vinden blæser. Som marehalm, der tegner cirkler i sandet. Som et slag i luften - det er sgu´ svært at lave et slag i luften!"

Knapt nok skrevet endnu
Akja, hvor er det sandt: Netop sådan var det at leve i det 20. århundrede. Men en bog som denne giver håb for fremtiden. Alting er allerede blevet meget bedre: Vel er "Auriculum" ikke udkommet endnu og knapt nok skrevet, men netop dérfor er den århundredets bedste. For det virkeligt karakteristiske og euforiserende ved det 20. århundrede er, at det er virtuelt: det findes ikke for alvor, det er aldrig blevet til, men ligger endnu i støbeskeen som en flydende legering af bål og brand og jord og strand og sfære. Endnu kan det blive til hvad-som-helst-du-vil. Det er det-som-aldrig-blev-men-endnu-kan-blive. Det-som-kun-eksisterer-for-den-der-vil-det. Det vil sige for dén potentielle læser, som skaber "Auriculum", idet han tænker på Højholt, på torvet i Örebro, på en strand i Store Ørsted eller på noget andet. For som det 20. århundredes digterfilosof siger: "So kommandiert allein der abgeschriebene Text die Seele dessen, der mit ihm beschäftigt ist, während der blosse Leser die neuen Ansichten seines Innern nie kennen lernt".

Fri os fra at høre mere om J. Jensen. Har vi i stedet "Auriculum" på tankernes natbord, vil det gennem hele det 3. årtusinde føles ulige meget nemmere at slå slag i luften. Vuusjjj!

[Højholt-citaterne er fra Lars Johanssons interviewbog fra 1998, "Udsatte egne - det er mig".]

[ h j e m ]