Vandring i stenbrosørkenen

Benn Q. Holms desillusionerende roman om København og storbylivet har svært ved at fange vor anmelder, men har – set i den rette vinkel – et godt blik for nutidens overfladiskhed.

ANMELDELSE: I sin nye roman, Københavns mysterier, beretter Benn Q. Holm om to hovedpersoner.

Der er jeg-fortælleren Paul, en fraskilt arkitekt, som har mistet sin søn under en ildebrand, og der er den rastløse forfatter Q, der må opfattes som Holms alter ego. Sidstnævnte omtales i tredjeperson værket igennem, hvilket giver en vis – til tider ironisk – distance til karakteren.

Vandringer i København
Paul lever et socialt isoleret liv i sin lejlighed, når han da ikke vandrer rundt på må og få i Københavns gader. Om natten sniger han sig ind på Assistents Kirkegaard for at berette om dagens hændelser og om tidligere episoder i sit liv foran sønnens gravsten.

Q forsøger at passe sin forfattergerning, hvilket ikke er så let endda, eftersom han samtidig må agere både ægtemand og far og i øvrigt bestræbe sig på at opretholde kontakten til det litterære miljø, som han dybest set helst vil vende ryggen for at koncentrere sig om eget arbejde.

Undervejs i fortællingen om Paul og Q, og om andre mere inferiøre karakterer, som læseren gennem dem stifter bekendtskab med, indskyder Holm små avisklummer, som giver en voyeurs blik på byen København og på det liv, som kan tænkes at udfolde sig bag vinduerne. Disse klummer følges med stor interesse af Q, der til stadighed undrer sig over, hvem den unavngivne klummeskribent kan være.

En strøm af løsrevne indtryk
Lyder det usammenhængende? Det er det også. Romanen havde af samme grund svært ved at fange mig.

Jeg oplevede, at jeg side efter side blev præsenteret for en strøm af mere eller mindre løsrevne indtryk, der blot passerede forbi uden for alvor at fæstne sig, og de to hovedpersoners personlige beretninger, der ikke syntes at lede i nogen bestemt retning, intensiverede blot denne fornemmelse.

Faktisk nåede jeg at blive ikke så lidt irriteret på både Benn Q. Holm og hans forlægger, fordi de tillod sig at spilde læsernes tid på sådan en omgang ligegyldig storby(bevidstheds)strøm.

Eksistentiel problematik
Men da jeg – efter en lang vandring i denne stenbrosørken – nåede frem til de sidste afsnit, gik det op for mig, at Holms projekt med denne roman formentlig har været et forsøg på netop at illudere det senmodernistiske storbymenneskes eksistentielle problematik: Den goldhed og meningsløshed, der optræder både på det indre og det ydre plan, når mennesket er underlagt et gennem generationer opskruet tempo og en deraf afledt unaturligt distanceret social adfærd, som ikke levner mulighed for hverken fordybelse eller nærhed.

I den forstand har Holm ramt plet med sin fortælling om Københavns mysterier. Men nogen god reklame for storbylivet og den moderne verden er det bestemt ikke.

Er man ikke desillusioneret og småsuicidal i forvejen, kan man hurtigt blive det, når man læser romanen, men set fra den rette vinkel, som et billede på nutidens overfladiskhed, foregiven og meningsløshed, fungerer den upåklageligt.