Kejserens gamle kælder

Gyldendals litteraturhistorie, Hovedsporet, er sikker. Alt hænger smukt sammen. Men den er også kedelig – for den skinnende version af den gamle måde at fortælle historie på gør, at selve litteraturen har svært ved at komme frem i lyset...

BONUS-INFO:
Læs forordet fra bogen
Læs en slentrende guide til andre litteraturhistorier

ANMELDELSE: Nok er litteraturhistorien i Hovedsporet opdateret og nok er der drejet lidt på nogle knapper. Fx taler man nu med en vis forsigtighed om den implicitte forfatter, hvor man før ville have udtalt sig mere bastant om indholdet. Hvad, der desværre overhovedet ikke har ændret sig, er, at hele historien er spændt op på ismernes vakkelvorne skelet. Dermed er alt ved det gamle, alt for meget ved det alt for gamle, ville unge stormere måske kunne finde på at blæse ud med.

Men fordi ret skal være ret, og fordi Gyldendal er Gyldendal, må der ingen tvivl herske om at denne udgave af den gamle litteraturhistorie kan være lige så god, eller endda lidt bedre, end hvad folk ellers har stående hjemme på hylderne. Hovedsporet er så sikker, at den slet ikke er en satsning, den lever højt og flot op til sin prangende, monologiske titel, den følger og udpløjer det samme spor, som vi allerede godt vidste var hovedsporet.

Den er bare også lidt for kedelig, lidt for uklar i mælet, skelende i blikket og alt for uambitiøs til det nye årtusinde, skribenterne selv påkalder i forordet. Hovedsporets forfattere lider ikke af revolutionsdrømme, hvilket både isolerer og afspænder teksten.

Kunne have fokuseret på litteraturen
Problemet – og det kan da være, det kun er mit problem – hviler såre simpelt i et par metodiske uafklaretheder. Hvad er litteratur og hvad, hvordan og hvornår er en isme? Kan de to begreber overhovedet spille sammen, når det skal gå så hurtigt henad overfladen?

Man har muligvis ment, at man i den interesserede læsers navn ikke må nærme sig sandheden alt for meget – så bliver det altså for svært at læse – og derfor har man skåret bredt ned gennem hele det humanistiske felt. Man sigter lige netop så tilpas bredt, at det ikke er muligt at diskutere. Det er altid lidt mere rigtigt, end det kan siges at være forkert. Eksempel: Om perioden 1770 til 1870 forlyder det: "Denne litteratur er domineret af harmonisøgende forestillinger, der ikke bryder med kristendommen." Spørgsmål: Hvad skulle det sige at bryde med kristendommen og er det ikke netop tegn på det modsatte, at ens forestillinger er harmonisøgende? I al fald, hvad med Kierkegaards forfatterskab, bygger det så på pseudoproblemstillinger? Og hvad er H.C. Andersens problem?

I stedet kunne man have valgt at fokusere langt skarpere på litteraturen som sådan og ikke alt muligt udenoms, der hænger og dingler og lægger sig til at slumre og nynne inde i historiebegrebet. Der er kort sagt alt for meget ordstøj og øjesod, til at man klart og tydeligt kan se litteraturen som den ud- og indfolder sig selv gennem den tid, der bare går.

Sammenlignet med fx Oluf Friis' litteraturhistorie fra 1945 eller nogle af Harold Blooms mursten – lykkes det ikke i samme grad for dette kollektiv af skribenter at få genskabt sammenhængende omrids af tidligere tiders fælles bevidsthed; altså de horisonter der lægger sig til hinanden og som fjerner os fra vores ophav. Det blik, man her kaster på fortidens litteratur, formår ikke til fulde at få den til at se endnu-levende ud, omend den fortælling, man har valgt at udføre, udføres til punkt og prikke og med masser af forskellige søm mellem brædderne. Hovedsporet vover for lidt og planerer for meget, når vejene bugter sig frem og tilbage i vores uvægerligt afvigende opfattelser af, hvordan den litterære arvs landskab ser ud.

Både-og-men-ikke-helt-alligevel
Metodisk set kører man lige på med en slags både-og-men-ikke-helt-alligevel angående de litteraturhistoriske ismers status. Godt nok er man klar over, at der er tale om en relativ fortolkning, altså at en isme minder mere om en eftertidens begrebslige metafor end en samtidens bogstavelige virkelighed, men alligevel beholder man alle de samme vindtørre og rumskæve betegnelser, som man altid har sat streger i tidens og teksternes gang med.

Det kan godt være, det ikke må tages alt for bogstaveligt med de ismer, men hvis det ikke må det, så må forfatterne altså skrive en lille-bitte smule mere spændende, og som om de selv er klar over, at det hele dybest set er gas. Et overkommeligt eller ubrydeligt problem er det for eksempel, at der er et fyrreårs hul i slutningen af 1500-tallet, en periode udenfor ismernes herredømme. Hvad skete der dengang? Sov de allesammen? Var der pest? Fest? Ferie?

Vi falder som regel fremad
Kort fortalt – og det er da ganske godt fortalt, fint nok, men berettigelsen af endnu en omgang gemmer sig – falder mennesket ud som individ af tidligere tiders fællesskab. Det gør ret ondt og begynder at ske med Kingo.

Kierkegaard er så det første voksne menneske i dansk litteraturhistorie. Så kommer der noget modernisme, hvor vi søger med lys og lygte efter en milepæl på de danske markveje, og eftersom Johannes V. Jensen stadig befinder sig bedst under betegnelsen Folkeligt Gennembrud, og fordi man jo skal have et-eller-andet nyt at komme med som retfærdiggørelse af hele projektet, bliver det – the Shock of the New – ingen ringere end Hans Scherfig, der ligesom er denne historiefortællings bud på en stor dansk kanon i det tyvende århundrede. Det er da nyt. Men er det godt? Og hvor længe vil den udlægning holde det sorte europæiske isvand ude af de hyggelige stuer?

Vi ender, hvor vi står, og hvor vi plejer at stå i noget skuddermudder kaldet postmodernisme. Den store omvending er, at nu gør det ikke længere ondt, at jeget er gået i stykker. Det er blevet sjovt. Punktum. (Spørgsmålstegn.)

Havde man kunnet undvære ismerne, ville det, der i Hovedsporet står lidt for skjult, som tre-fire dioder i tekstens sammenfiltrede ledninger, begynde at blinke. Nemlig, hvor den egentlige litteratur får skabt sin historie: hos de store, enkeltstående forfattere, der ikke er repræsentative for andet end først og fremmest sig selv. Hver gang, det begynder at ryge og dampe en lille smule i Hovedsporet, rejser fire hoveder sig i de gamles haller: Goethe og Nietzsche, Byron og James Joyce. Hvis nu man havde sat nogle kompetente folk på de fire herrer og havde brugt deres navne og værker som klangbund for danske forfattere, – så ville man have haft en helt ny og interessant litteraturhistorie og måske set med solen i øjnene, hvad man, som det er nu, kun kan ane i halvmørket: at udover H.C. Andersen og Kierkegaard er vi nærmest slet ikke med i løbet.

Blandt de sidste af en gammel slags
Indimellem minder Hovedsporet alt for meget om en bluffers guide til dansk litteratur. Det gør den, fordi man genfortæller de store værkers handling, kommer med en som oftest konform analyse af personernes indre og ydre kvababbelser og ender med en kontant placering i et velkendt kanonisk perspektiv, der desværre er meget svært at tyde i forhold til gængs forfatterskabslæsning (ingen er bedre til [teknik-X] end [forfatter-Y], heller ikke [forfatter-Z]).

Skribenterne gør det da generelt ganske gedigent, alting er meget lindt og fint flydende og den overordnede komposition med nogle fødsler, brud og faldsfornemmelser er superbt gennemført – dog svinger bidragene lidt for meget mellem det langtrukkent kedsommelige og det overstadigt postulerende. Enkelte afsnit er desværre decideret uoplagte og sekundavare uden et reelt og autoritativt samlet overblik.

Hvis man ikke har eller ikke kender en dansk litteraturhistorie allerede, så er Hovedsporet den helt rigtige investering. Den samler som ingen anden dansk litteraturhistorie før sig det hele sammen om et genkendeligt forløb og indtager dermed en fornem førsteplads i rækken. Men hvis man søger noget nyt, noget spændende og lovende, ser man ikke Hovedsporets rigide plot længere. Det er indiskutabelt blandt de sidste af en gammel slags, og ikke blandt fremtidens første.