Skulle de have været udgivet?

ANMELDELSE: Peer Hultbergs to posthume værker Selvbiografi og Brev, som er et brev til moderen forbliver for denne anmelder at se en patetisk ørkenvandring, skrevet på et dansk, der knitrer af tysk syntaks og desuden (tysk?) mangel på selvironi.

Hvis jeg havde været redaktør for Peer Hultberg, ville jeg have tænkt mig grundigt om, før jeg udgav bøgerne. De gør på ingen måde forfatterskabet større, men gør det til gengæld mindre, ja nærmest på alle måder.

Utidig psykoanalyse
Den jungianske psykoanalyseren, der først og fremmest præger bogen, forekommer utidig på alle måder. Bl.a. hvordan Hultberg igen og igen kredser om de første måneder, inden han blev adopteret, som han strengt taget ikke kan vide ret meget om, men som i et selvterapeutisk perspektiv, der hylder det jungianske, naturligvis er fantastisk vigtige.

Hultberg taler om retten til sin eksistens, som han fra begyndelsen af sit liv nægtes. Denne nægtelse kunne man sagtens forestille sig spille en rolle i forhold til de mere formmæssige bearbejdninger af erindringsstoffet, men det sker ikke. Ligesom selvbiografien langsomt og tilfældigt rinder ud, da terapien synes færdig til sidst.

Mangel på kunstnerisk greb
Der mangler simpelthen et kunstnerisk greb, som gør Selvbiografi interessant.

Rent formmæssigt er Brev nok mere spændende, idet det skrivende jeg her fastholder ideen om, at dette er et brev til moderen, ikke moderen som død, men den levende mor. Men en sådan formmæssig stringens er totalt fraværende i selvbiografien, og brevet er som selvbiografien, til trods for dette, først og fremmest et led i en sorgbearbejdning, ikke en litterær tekst eller andet.

De ulykkelige periode
Selvbiografien fokuserer mest på de ulykkelige perioder i Hultbergs liv og mest på de perioder, som han erindrer svagest, hvilket jo igen antyder, at denne bog snarere er terapi end litteratur.

Vi hører kun meget lidt til Hultbergs voksenliv, som dog af og til måtte have været vellykket, om ikke andet så kunstnerisk vellykket, og meget lidt til fx refleksioner over litteraturen og værket eller arbejdet med disse, som også kunne være interessante at høre mere til.

Formen skal bære indholdet
Desuden er det eklatant, at refleksioner over den selvbiografiske form og genre næsten fuldstændigt er fraværende. Det er, kan man som læser mærke, noget af det, man i hvert fald har lært ved at læse alle disse selvbiografiske bøger på det seneste. Det er og bliver formen, der skal gøre indholdet interessant, hvis det skal tælle som litteratur.

I stedet er der hos Hultberg tale om selvudlevering og mest af alt udlevering af forældrene, som naturligvis bærer hovedansvaret for, at Lille-Peer skulle lide så frygteligt som barn. Det er synd for Peer, og det synes Peer også.