Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
Camille Blomst:
Hurra, hurra, hurra og så det lange
Roman
188 sider
kr. 195.-
Gyldendal
2000


Charmerende debut

 

 

Af Michael Balle Jensen

 

omslag
 

 

Debutanten Camille Blomst har med "Hurra, hurra, hurra" skrevet en charmerende lille bog. I en slags dagbogsnotater følger man hverdagen hos en mere eller mindre falleret freelancer, der hastigt nærmer sig de 50 år. Fortælleren, der beskriver selv sig som skribent, by-historiker, filmmand, reklamemand, fotograf og så videre…, lever af småindtægter fra sit skrivearbejde, hvoriblandt et lyst påfund om at lave en sponsorbetalt bog om toiletpapirets historie, redder hans økonomi og selvagtelse i mange uger.

En af den slags personer man med en kliche ville elske at hade. Han er selvcentreret, indbildsk, klodset, misantropisk og hypokondrisk, men han er det på en charmerende måde og med en vis selvironi. Samtidigt er han set udefra en tragisk skæbne. Selvom han har et vist kvindetække bor han alene, og hans selvforståelse er hængt op på alle de ting han ikke er: en kendt tv-mand eller en feteret forfatter med evig angst for at ende i ugebladene, når han har været ude at skeje ud. Sandheden er, at han er en mand, der bruger 90% af sin tid på at lægge syvkabaler på computeren og gå rundt i sit lille kontor og ryge cigarer. Fritiden tilbringer han på stamværtshuset Fritidshjemmet eller som trænet receptionsgænger altid på jagt efter gratis fadøl og mad.

Men bogen kammer over, da man langsomt får indtrykket af at være blevet holdt for nar. Det begynder med små hints om, at man kan få 8000 kroner for at levere en artikel til Euroman, og man fornemmer at fortælleren lyver sig ind i en tilværelse, han aldrig har haft og aldrig vil få. Man kan ikke stole på, hvad han skriver om sig selv.

Derfor får bogen også hurtigt en deprimerende undertone, der vækker afsky og bekymring. Humoren har den stadigvæk, men som projekt falder bogen sammen flere steder. Især når Camille Blomsts distance til sin fortæller overtager humoren. Det bliver lidt for rodet, og disse brud i fortællingen fungerer ikke rigtigt. Bogen er helt sikert meget morsom, men denne blanding af ironisk distance og humoristisk medfølelse lugter mere af løftede pegefingre og harm sarkasme, end den humor, der bærer det meste af bogen.

Der er helt sikkert intet i vejen Camille Blomsts sans for humor, men trangen til at fortælle verden noget vigtigt drukner i trangen til at tage afstand. Men i det store hele er det en morsom og charmerende bog, der sagtens kan læses som ren underholdning, kedelig bliver den aldrig.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]