Sentura - Pia Tafdrup: Lytter De, hr. Mikkelsen?

M A G A S I N F O R L I T T E R A T U R O G L E V E N D E B I L L E D E R w w w . s e n t u r a . d k

ANMELDELSE
Pia Tafdrup:
Hvalerne i Paris
Digte
Gyldendal
104 sider
Kr. 175,–
Udkom marts 2002

Af
Ulf Joel Jensen

Lytter De, hr. Mikkelsen?

I en tid, hvor kulturministerens bevillinger, private arv og husindkøb har været så utrolig meget på dagsordnen, at man rent glemmer, at verden er i krig og vigtige personer i livsfare, så føler jeg mig paradoksalt nok fristet til et lille indspark i Gøg & Gokke-debatten:

Nu ved jeg ikke, hvor meget Pia Tafdrup får i bibliotekspenge og støtte fra andre offentlige kanaler. Jeg ved heller ikke, hvor meget hun får af Gyldendal for at skrive en digtsamling som Hvalerne i Paris. Men det kan kun være for lidt.

Hr. Mikkelsen:

Jeg vil gerne opfordre til, at Tafdrup får som fortjent, og jeg vil også gerne understrege, at dét er en ordentlig trillebør med kontanter, hvis det skal gøres op i penge.

Hvalerne i Paris er god. Jeg ved ikke rigtig, om det er Tafdrups bedste bog – det er svært sådan at måle og veje digte og sætte dem op mod hinanden. Men den holder i hvert fald det imponerende høje og tilsyneladende stadigt stigende niveau fra Pia Tafdrups hånd.

Digtene i hendes nye bog er lidt løsere i kanten end tidligere. Det afspejler sig fx i tegnsætningen, hvor hun gør flittig brug af de tre prikker (...) og tankestreger, og på den måde giver læseren plads til at fylde digtene ud med sit eget åndedræt og tempo. Det kommer også til udtryk i sproget og billederne, som er knap så majestætiske og udfyldte som tidligere. Der er mere rummelighed i hendes nye digte. Plads til læsernes associationer og eget liv.

Geografisk er vi som titlen antyder i Frankrigs hovedstad. Åndeligt er vi i det filosofiske og intellektuelt reflekterende hjørne med hilsner til Dadaismen, Derrida og Walther Benjamin undervejs. Kropsligt er vi som altid vidunderligt tæt på: Selvom reflektionerne over de tænksomme herrers ord kan forekomme støvede og lidt selvsvingende, så emmer samlingen som helhed af kropsdufte, varme og "sjælelige brandvægge".

Der er rigeligt til at sætte gamle og nye læsere i brand – sprogligt og sjæleligt. Så jeg håber, De kan høre mig hr. Mikkelsen:

Send flere penge!

To teksteksempler:
NB! Linjeføringen kan enkelte steder fremtræde anderledes end i bogen

Kritik af den incestuøse tankegang

Havde fisk ord, havde de fortalt om os, om en sommer
da vi jog gennem vandet,
min far og jeg –
brød bølge på bølge, der slog op i kaskader
                                        af regn og rædsel.
Jeg lå på hans ryg, hang på hans skuldre
med armene hårdt slynget om hans hals.
Han svømmede – hvad jeg ikke havde lært,
jeg fulgte hvert tag, mærkede hans muskler bevæge sig
smidigt spændt under huden.
Med hans fart kløvede vi bølgerne, der var langt koldere
end mit blod, med hans fart kom jeg til at elske vandet,
og luftens varme berøring.
Min fars glinsende ryg op og ned,
                                          frem, frem.
Hans arme i vandoverfladen i store, kraftige træk,
mens jeg lå febrilsk stille, indtil hans bevægelser blev mine...
Han kastede sig frem, jeg kneb øjnene sammen,
han dykkede, og jeg var med –
knugede armene fastere omkring ham, da vi fløj under vandet,
tryk ved musklernes kræfter, når vi strøg af sted
, dukkede op, i ryk frem mod intet
andet end det forfærdendes glæde, og horisonten der kurvede.
Det var ikke en rejse fra A til B,
men fra katakomblignende drøm
                                          til lynende leg
gennem dråbers stænk af ild.
Lugten af hans hud blandede luftsyn og havskarpt salt,
sådan gled jeg over bundløse skove af tang og bjerge af sten,
hen over en hvidt riflet sandbund, ligesom han engang
i et gabende hav blev båret
på ryggen af sin mor, med armene om hendes hals.
Sådan dykkede vi igen og igen, sådan lærte jeg et fast greb,
men også at slippe, hvor intet er sikkert –
at danse med ordene,
                     bryde lydmure af vand
                                         og synge med hvaler.
Sådan fór jeg gennem oceaners uundgåelige smerteruter,
lærte at jeg vistnok druknede, men alligevel svævede –
Sådan mødte jeg mændene: Vi skulle dykke
ned til huler i klipperne, til skjulte grotter, stige
op fra det dybeste hav, drømme
om ebbe og flod,
                    lytte til slag af finner,

lytte til pulsen ... Mod død – holde os flyvende i sol, salt og skum.

Disse vilde blomster

Murene revner, byen er vågen,
her er vi voksne børn,
der suges længere ind
i mørket.
Støvregn, kærtegn,
vådt blinkende,
natstumme gader.
Og nede langs kajen
den kolde lugt af brostens
fløjlsagtige granit,
som under lygterne
spejler himlens
laksorte seng.
Lyset spinder lydløst
et netfint slør
om den knælende ...
Støvregn, kærtegn,
ildplantens flammer –
tungen fanger sølvsne.

[ t o p ] [ h j e m ]