INTERVIEW: Morten Søndergaard og Tomas Thøfner overtog i 2001 redaktionen af Hvedekorn efter lyrikeren Annemette Kure Andersen. I den forbindelse kom de med en programerklæring i det første nummer, de redigerede:

Sådan lød intentionerne, men ét er programerklæringer – noget andet de nøgne realiteter. På den ene side bestemmer de to redaktører [samt billedredaktøren Andreas Brøgger, red.] suverænt, hvad de synes om, og hvad der skal bringes af poesi i Hvedekorn. På den anden side er de dybt afhængige af de digte, de rent faktisk får tilsendt fra mennesker, som til gengæld beder om råd, vejledning og kritik.

Vi fik en snak med de to redaktører, om deres erfaringer med Hvedekorn, og hvordan de efter at have siddet to år i redaktørstolene forholder sig til tjansen i dag. Først fik de lov at præsentere Hvedekorn for den læser, der skulle være ubekendt med tidsskriftet:

Hvad er Hvedekorn?
Thøfner: "Man kan sige, at det er noget vi til stadighed er i gang med at undersøge... Men der er ingen tvivl om, at det er en institution i dansk litteratur, det er Danmarks ældste litteraturtidsskrift. Men det er først og fremmest et sted, hvor lyrikere kan debutere og publicere, og hvor man kan regne med at få sine digte læst af en kvalificeret læser."
Søndergaard: "I den forbindelse kan man tænke på, at ordet institution kommer af "in stituere", altså at "opstille", "rejse" eller "undervise". Det spændende er, at ordet "institution" har associationer til at undervise og hjælpe frem. I Hvedekorn er det poesi, det drejer sig om, uden formidlende omstændigheder. Det er dér mange danske digtere har debuteret, fordi tidsskriftet har været åbent og nysgerrigt efter at vide, hvad et digt kan være."
    "Og så er det også et tidsskrift for grafik. Eller "kunst" står der jo på omslaget. Poesi og kunst. Vi har et fremragende samarbejde med billedredaktøren som hedder Andreas Brøgger. Også han er på jagt efter noget som kan udfordre Hvedekorns vide rammer.

Der kan være noget modsætningsfyldt mellem, at det er en institution, og noget folk er ivrige efter at komme i og så det spirende i navnet, Hvedekorn, unge prøvende digtere...
Thøfner: "Det er rigtigt, men det er jo netop udfordringen. Da vi prøvede at finde en fælles platform for, hvad vi synes Hvedekorn skulle være, snakkede vi bl.a. om, det var vigtigt at fastholde Hvedekorn som et sted, hvor man debuterer. Også selvom man måske har haft digte andre steder, så skriver vi "debut" efter Hvedekorn-debutanternes navn."
Søndergaard: "Vi ændrede formatet på tidsskriftet, og overvejede som det første om tidsskriftet overhovedet skulle hedde Hvedekorn. Vi kunne godt tænke os at skifte navnet ud, så det kom til at hedde Poesi. Det prøvede vi at foreslå Borgen, men Jarl Borgen, som er den, der grundlagde forlaget modsatte sig ideen. Som han sagde: "Nu har jeg betalt underskuddet på Hvedekorn i tredive år, så hvorfor sætte et dyrt betalt varemærket over styr?"
Thøfner: "... Og så var vi efterfølgende med på den. Når jeg kaldte Hvedekorn en institution, er det for at understrege den pointe, at vi har overtaget noget, som allerede fandtes. Noget som har en historie. Da vi bladrede i de første årgange af Hvedekorn faldt vi over en annonce, hvor der stod: "Køb den nye digtsamling af Sophus Claussen"! Det giver jo unægteligt et perspektiv på tingene. Og det forpligter. Det er vigtigt, at der er et sted, hvor man kan begynde. Der er ikke mange tidsskrifter, hvor man er åben over for debutanter. Og det er specielt, at det kun er litterære tekster og grafik, der trykkes, og at det ikke er akademisk eller er knyttet til et bestemt miljø. Det er hverken specielt københavnsk, specielt nordjysk, eller specielt ungt eller gammelt...".

Alle mulige slags digte
I nævnte tidligere, at Hvedekorn har haft underskud i tredive år. Hvor mange abonnenter har det, og hvor stort et oplag?
Søndergaard: "Det ligger på 500. Og det er medregnet abonnenter. Men her må man tilføje, at lige fra starten var holdningen på Borgen, at det slet ikke handlede om oplag. Det handlede om, at her var et felt, som forlaget gerne ville opretholde. Det drejede sig ikke om at sælge tidsskriftet. Når vi prøvede at ændre navnet, var det fordi, det, man umiddelbart ser for sig, er de unge digtere, der syngende og blonde cykler gennem kornmarken. Sådan lidt halvtredseragtigt. Og her ville vi gerne signalere, at de digte, vi trykte, var bud på en mulig poesi, altså en lidt mere kølig holdning."

Navnet Hvedekorn har noget uskyldigt over sig...
Søndergaard: "Ja, men det kan man jo så vende til en fordel. Vi insisterer på at have alle mulige slags digte i tidsskriftet. Også etablerede navne som vi inviterer til at bidrage, og vi bringer oversættelser etc. For at vise, at det er poesi det handler om...".
Thøfner: "... Og ikke hvede."

Første møde med Hvedekorn
Hvordan mødte I selv Hvedekorn første gang?
Thøfner: "Langt tilbage er det noget, man har siddet og bladret i på biblioteket. Noget, der fandtes dér. Mit første lidt mere aktive møde med Hvedekorn var, da Poul Borum lavede en særudgave. Egentlig bare et sædvanligt nummer, men det kom som en lille bog med titlen 20 under 30 til 90'erne. Jeg havde omkring tyve ord med. Det var min debut i bladet. Det må have været i 1989."
Søndergaard: "Jeg kan huske, jeg var til den oplæsning, som var forbundet med udgivelsen af 20 under 30 til 90'erne. Jeg havde digte i Hvedekorn i 87'. Og vi får en nu del bidrag fra folk, som er født deromkring... Men jeg havde, som så mange andre, også min debut i Hvedekorn. Det var første gang, jeg så mit navn på tryk i en litterær sammenhæng."

Hvad betød det for jer at komme i Hvedekorn?
Thøfner: "Jeg tror ikke, jeg tænkte særligt over, hvad det var for en størrelse. Men det betød rigtig meget for mig. Man så sin tekst blandt andre tekster, så det faktisk lignede et digt blandt andre digte – og så noget, som var beregnet på at blive læst af andre. Det var en stor oplevelse."
Søndergaard: "Borum spillede en væsentlig rolle dengang. Jeg fik kun to linjer som svar fra ham, men digtene var blevet optaget. Jeg var stadig i gang med at finde ud af, hvad digte overhovedet var, så det bidrog virkelig til den udforskning."

Jeg kan selv huske omkring 87', hvor jeg hørte om Hvedekorn gennem en ven, der forsøgte at skrive digte. Og Hvedekorn, det var simpelthen bare stedet...!
Søndergaard: "På det tidspunkt var auraen allerede ved at svinde lidt. I perioden før var Hvedekorn en meget vigtig spiller. Også inden for grafik og billedkunst – specielt i 70'erne og i begyndelsen af 80'erne var det meget vigtigt i billedkunstmiljøet. Borum havde også et pædagogisk projekt, som han brugte Hvedekorn til at føre igennem. Et projekt, som senere udviklede sig til Forfatterskolen."

Ens læseevne bliver skærpet
Hvordan blev I redaktører?
Thøfner: "Vi fik et brev. Når Borgen tænkte på os, var det i kraft af det, vi havde lavet før. Både det, at vi havde samarbejdet, blandet andet om bogen Hypoteser for to stemmer, og det, at vi begge før havde lavet tidsskrifter – og en hel del andre forskellige projekter."
Søndergaard: "Med Øverste Kirurgiske som det vigtigste. Det startede vi i 97'. Da vi fik invitationen fra Borgen, var vi begge ude af Øverste Kirurgiske rent tidsskriftsmæssigt, i al fald. Så det passede os godt."

Hvad er det, der driver værket? For I kan ikke komme og fortælle mig, at det er for pengenes skyld...
Thøfner: "Det er ikke pengene! Og lad mig sige med det samme, at det er sket, at vi har syntes at det er hårdt at lave. Af og til kan det være vanskeligt, at man føler sig så meget bagud i forhold til bunkerne."
Søndergaard: "Men det er en fin måde at få en chance for at have kontakt med hinanden. For mig har det også at gøre med, jeg er placeret lidt uden for det [Søndergaard bor til daglig i Italien, red.]. Det er en mulighed for at følge med i, hvad der sker og se hvad unge mennesker skriver. Og på en eller anden måde vil man gerne gøre det, man nu kan, gerne stille sig til rådighed. Hvis man kan et eller andet, vil man også gerne give det videre...".
Thøfner: "Selvom det kan være lidt voldsomt at forholde sig til alle de tekster, så hjælper det én selv til at skærpe sine holdninger og opfattelser. Vi kalibrerer vores mikroskoper, røntgenapparater, og hvad vi ellers bruger for at tyde bogstaverne. Alene på Hvedekorn har vi læst mange tusinde tekster, og der er noget interessant alene ved den rutine, man får. Ens blik bliver skærpet, og vi har mange spændende samtaler indbyrdes, om hvad der er godt."
Søndergaard: "Man kan sige, at ens læseevne eller kapacitet til at læse skærpes. Man bliver mere nysgerrig og mere lydhør. Og afvejningen går i virkeligheden lynhurtig, for det er meget let at se forskel på et dårligt og godt digt."

Ikke lyst til at danne skole
Men Hvedekorn er jo er ikke en skole som fx dengang inden Forfatterskolen kom, hvor Borum vejledte. Hvordan hjælper I andre?
Thøfner: "Vi har ikke lyst til at have en skole, men det handler om at hjælpe folk til at få et ydre blik på det, de selv laver. At hjælpe folk med at se, hvad de har skrevet. Det har mange svært ved, specielt i begyndelsen. De ved ikke rigtig, hvad de har lavet, men har bare lavet det. Hvis vi kan hjælpe nogle med at få øje på, hvad det er, de har gang i, og det kan vi da indimellem, så tror jeg, det betyder noget."
Søndergaard: "Det er vel også den funktion Hvedekorn har. At der sidder nogle, som har skrevet noget, og så sender de det af sted, og enten bliver det modtaget eller ej. Det giver os et vigtigt ansvar. Vi bliver en slags væg, som nogle kan spille op imod. Vi har selv været glade for sådanne vægge undervejs."

Den personlige kritik
Der må være nogle, som tager kritikken meget personligt?
Søndergaard: "Ja. Det er et problem. Vi vil gerne gøre tingene på en ordentlig måde og give en værdig behandling. Men vi får så utroligt meget og bliver nødt til at være lidt kortfattede. Vi er nødt til hele tiden at sige, det er tekster, ikke folk, vi svarer på. Og det kan ofte være en del af det underliggende pædagogiske projekt at sige: "Det du gerne vil sige, det kan siges bedre".
    "Det drejer sig nogle gange om at få et materialeblik, for det handler ikke kun om det personlige. Nogle kan komme til at skrive alt for privat og patetisk og tro, at det udelukkende handler om at udtrykke stærke følelser.
Thøfner: "Det er ikke, fordi vi har noget imod følelser og ikke synes, de må udtrykkes – tværtimod. Men digtet skal kunne noget mere. Det hjælper ikke at sidde og være meget, meget ked af det og så skrive: "Jeg er meget meget ked af det!!!" Hvis man sender det til os, så læser vi det og tænker, hun er nok rigtig ked af det... Men det bliver ikke til et spændende digt. Store digte skabes ikke automatisk, fordi man har store følelser, når man skriver. Følelserne skal ned på papiret."
    "Det, vi leder efter, er noget på papiret. Det sker tit, vi får digte fra mennesker, der fortæller lidt om deres livshistorie i et følgebrev. Frygtelige ting nogle gange. Jeg kan fx fortælle om en dame, hvis nærmeste familie var omkommet i en ulykke. Hun sendte nogle digte, der berørte én, fordi man var vidende om, hvad der lå bag. Men det ændrer ikke ved formålet med Hvedekorn: At forsøge at bringe de bedste digte. Og i dette tilfælde var livshistorien mere spændende end digtene."
Søndergaard: "Det giver en udfordring som redaktør, fordi man på den ene side forsøger at skrive et brev, hvor man fortæller, digtene faktisk ikke er så gode eller rigtigt forvandler sig til litteratur. Og samtidig forsøger man at undgå at støde folks følelser. Vi mener selvfølgelig ikke, at digtning skal være teknisk og logisk kedelig – men det er noget med, digte skal kunne et eller andet."

Jeg kunne forestille mig, at drivkraften bag er lidt som at fiske: Man venter og venter, og endeligt er der bid! Venter I på et nyt stort navn?
Thøfner: "Man kan sige, jeg venter på en ny stor digtlinje! Det kunne være sjovt at finde et nyt stort talent, men det er ikke det, som er drivkraften. Drivkraften er, at man læser alle disse digte – og så pludselig støder på noget, der rykker. En linje her, et digt der, ja nogle gange et enkelt ord."
Søndergaard: "Når man læser et digt, så gør man sig utroligt receptiv. Man er klar til hvad som helst. Poesien rummer en ufattelig frihed, men desværre er der ikke mange, heller ikke blandt etablerede digtere, som synes at de vil bruge den frihed. Poesi er måske det eneste sted, hvor noget der ligner frihed findes. Der kan hvad som helst virkelig finde sted. Poesi koster ingenting at fremstille, den har utrolig meget plads. Det er bare at gå i gang. Som læser er man jo så meget med på den værste. Man sidder hele tiden og håber på, at blive rykket selv. En tekst der pludselig kan noget andet, end de andre kan."
    "Jeg er ikke tilbøjelig til at kigge efter forfatterskaber. Det handler ikke om det. Langt mere om at få rykket min verden bare en lille smule. Mere forventer jeg ikke. Vi sidder ikke på Hvedekorn som nogle blaserte og tilbagelænede læsere og siger "Suk! Duer ikke, duer ikke". Det er næsten omvendt: "Bare dette digt nu duer...". Når vi åbner en ny kuvert, så håber vi jo stærkt foroverbøjet på, at denne gang så sker det."

Positiv overfor afvigelser
Hvor mange digte modtager og læser I til et enkelt nummer?
Søndergaard: "Vi vælger 97% fra."
Thøfner: "Det er i den størrelsesorden. Vi har cirka 60 digte i et nummer, så det er mindst 650 fravalgte digte bagved."

Hvad skal til for, at et digt bliver optaget i Hvedekorn?
Søndergaard: "At digtet adskiller sig fra, hvad vi ellers har læst, at der er et talent til stede som viser, at der er arbejdet med sproget, formen og det som søges udtrykt. Vi er trænede digtlæsere, skriver selv digte og arbejder med digte hver eneste dag. Vi har læst mange digte, også på Forfatterskolen. Det, vi forsøger at læse efter, sker på baggrund af dels denne professionelle erfaring, dels vores erfaring som almindelige digtlæsere. Dér, hvor vi så reagerer, er, når det, vi læser, rykker ved os. Hvor man siger: "Hov, det var da noget andet, end jeg plejer at læse"."
    "Man har jo nogle rammer at læse ud fra. Falder digtet så pludseligt udenfor – på godt og ondt – bliver man opmærksom."
Thøfner: "Jeg vil prøve med en kort version af det samme: Man kan sige, at enten skal det være anderledes, end det man kender. Eller også skal det være bedre. Viser det sig nu både at være bedre og anderledes, så er det rigtigt interessant! Det sker ikke tit. Men det er det, vi er ude efter. Langt de fleste digte jeg læser, virker velkendte. Det gælder både Hvedekorn og i min daglige læsning. Det gode digt får mig til at tænke: "Ja, den slags digte kender jeg godt, men det her gør alligevel noget specielt". Det er interessant, fordi det gør lige det her". Eller også er det ikke så interessant, fordi det ikke gør noget og bare er som gennemsnittet af det sædvanlige. Det exceptionelle digt er... ja, exceptionelt."
    "Hvedekorn er et sted med plads til den slags, et sted man godt må tage fejl. Bare man tager fejl på en interessant måde – i stedet for at have ret på den forudsigelige måde."
Søndergaard: "Det, vi tit støder på i Hvedekorn, er folk, som overhovedet prøver at finde en form. Det gør de ved at kigge rundt og se på det, der allerede eksisterer. Fx sådan noget som 80'er-lyrik. Regnvåde gader og neonlys, det ser vi stadigvæk masser af. Eller folk, der prøver at skrive som Peter Laugesen. Man har det ene eller det andet forbillede og prøver så skrive som det. Det er ikke noget, som overrasker, for det findes allerede. Man kan ikke fortænke en debutant i at gøre sådan, for man bliver kun bedre til at skrive digte ved at læse andre digte, for derved at finde forskellen mellem ens egen skrift og andres. Finde forskelle og udforske dem. På den måde bliver man klogere på sig selv og dem, man gerne vil måle sig med."

At tage fejl på den interessante måde
Jeg har i Hvedekorn læst digte, der har forekommet mig mere anderledes end gode. Hvor man leder efter mening i galskaben...
Søndergaard: "Det må være en omkostning ved at ville skrive poesi. Heldigvis. For som Tomas sagde, så handler det ikke om at få ret, men om at komme ud, hvor man ikke kan bunde, for der, måske, at blive klogere på, hvad et digt kan rumme."

Har I et tema, når I går i gang med et nummer? Og planlægger I rækkefølgen?
Thøfner: "I de almindelige numre læser vi bunkerne igennem. Så komponerer vi en rækkefølge og prøver at lave en bevægelse gennem bladet. Undertiden laver vi temanumre. Senest med oversættelser af svensk og norsk poesi. Vi har også lavet et nummer med læsning som tema. De gange har vi overvejet mere end normalt, hvilke tekster vi tog, for de skulle passe ind under samme hat."
    "Lige nu er vi ved at lave et ægte temanummer om landet Eposien, hvor vi har skrevet til folk og bedt dem om at være med. Vi har skrevet til en masse forskellige mennesker, bl.a. tidligere bidragydere."

Vil gerne have meget at vælge mellem
Der var en tydelig kvalitetsforskel mellem Hvedekorn 1/2004 og 2/2004, hvor jeg væsentlig bedre kunne lide det første. Handler det også om, hvad der er til rådighed?
Søndergaard: "Det er interessant, du siger det, for der var en større bunke at vælge iblandt til nr. 1 end til nr. 2. Ophobningen af materiale var større. I virkeligheden vil vi helst have rigtig meget at vælge mellem, for så kan man sortere hårdt."
Thøfner: "Men samtidigt er det en del af pointen med et tidsskrift: Vi ved, det skal komme fire gange om året. Tingene skulle stå grelt til, hvis vi sagde: "Vi springer et nummer over, det er ikke godt nok". Pointen er, at vi prøver at vælge det bedste af det, der nu engang er."
    "Jeg mener bare, at det er noget andet end fx en bogudgivelse, hvor man tager stilling til, hvorvidt den overhovedet skal laves eller ej. Vi skal vælge det bedste af det forhåndenværende materiale. Nogle gange er der mere at vælge ud fra."
Søndergaard: "Til gengæld oplever vi, at vi får mere og mere. Det kan have flere grunde. Måske har folk oplevet, at andre tidsskrifter er mere karrige med deres plads. Eller folk har fået øje på, at der sker noget i Hvedekorn. På den led har temanumre en utilsigtet funktion: Det får mere stof til at blive akkumuleret ind i mellem. Nu har vi haft to temanumre i træk, hvor vi næsten ikke har bragt bidrag udefra, men kun det vi tog ind. 1/2005 bliver derfor et kanonnummer! Det kan gå hen og blive et yderst spændende nummer, fordi vi der virkelig kun behøver at tage cremen af cremen."

I starter hvert nummer fra bunden af med de digte, som er kommet ind i perioden?
Thøfner: "Som man måske nok kan forstå, er vi tit bagud med at besvare folk. Det kan være svært for os at nå. Når vi så endelig får sat tiden af til det, vil vi gerne igennem hele bunken og forsøger at skrive til folk... Enkelte gange – hvor vi er sikker på at tage digtene, men ikke lige har plads – kan det ske, vi svarer, at vi bringer digtene i et af de kommende numre. Men det typiske er, vi bare antager til det næste nummer og gør rent bord hver gang."

Undersøger stadig Hvedekorn
Det forekommer mig, at man skal være utrolig bevidst om digtet som medie for at blive optaget i Hvedekorn. Samtidig skal man så helst tage udgangspunkt i noget fra sin hverdag og lige huske at sætte det i en meta-litterær ramme. Hvad siger I til den betragtning?
Thøfner: "Problemet er, du kun ser de digte, der rent faktisk er i tidsskriftet. Du vil få svært ved at vurdere, hvad det er, vi ikke har bragt. Vi har ikke en masse godt liggende, som vi kunne have bragt, så jeg tror, det siger mere om, hvad vi får ind, end det siger om vores kriterier."
Søndergaard: "Det er ikke, fordi vi undertrykker en bestemt type poesi. Vi startede med at skrive en leder i vores første nummer, som overordnet set handlede om, at vores udgangspunkt var at være åbne for alt. Men så må man også sige, at nogle af de ting, som du nævner, sjovt nok er nogle af de ting, der generelt udvirker et godt digt. Altså netop en bevidsthed om, hvilket medie man er i, og en konkret sansning som rammer og trænger igennem fra afsender til modtager. Et godt digt har formbevidsthed og samtidigt et stærkt sanset indhold."
    "Men det er ret interessant og et godt tidspunkt, du kommer og spørger os. Vi er jo ved at have tre hele årgange bag os, og vi ved nu lidt om, hvad der foregår. Men vi er også stadigvæk i gang med at undersøge, hvad tidsskriftet Hvedekorn er for en størrelse, hvad det kan med det åbne felt. Vi er langt fra færdige. Vi vil meget gerne udforske det endnu mere og bryde rammerne op for, hvad der kan bringes i Hvedekorn."

Mere om Hvedekorn?
Søndergaards og Thøfners kommentarer til tre konkrete digte fra Hvedekorn 1/2004