Forelskelse er et o.k. blændværk

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Under et turkis omslag med illustration af Kristín Eiríksdóttir føres læseren ind i et stille og mørkt rum. Det er nat i Finland, og en lastbil fuld af slagtesvin er væltet på vejen. Folk i hvide kitler, hårnet, gummistøvler og handsker er under nattens dække i gang med at fjerne dyrene. En mand og en kvinde passerer i bil. Hun undrer sig over det mystiske optrin, han ærgrer sig over, at han, pga. sin langsomme reaktionstid, ikke fik læsset et gratis svin i bagagerummet.

Situationen åbner det første af bogens tre hovedkapitler. Det er formet i mange meget korte afsnit, som springer frem og tilbage i tid. Vi har at gøre med kvinden Amos' overvejelser omkring de problemer, som følger med hendes kærlighedsforhold til finnen Jani og senere japaneren Akihiko. Afsnittene er hovedsagligt tæt afgrænsede scener med Amo som fortæller, men der anvendes også helt andre former. Til tider er det små digte, andre gange dialogstykker og faktuelle oplysninger.

Alt andet end klar besked
Det er som om, Amo kigger tilbage og forsøger at få styr på hændelserne. Forvirringen er konstant, og det problematiske i at skulle fortælle, hvad der skete virker helt naturlig og selvfølgelig. Der er alt andet end klar besked – hverken til Amo eller til læseren, og i det hele taget synes flygtighed og desillusion at være grundlæggende faktorer i dette og de to følgende kapitler.

I andet kapitel oplever femtenårige A sine første seksuelle forhold til mænd. Scenen er nu Australien, og igen er der problemer med at være tilstede i en flydende virkelighed. A ser til, mens den lidt ældre fyr raser over sine præstationsproblemer.

I det hele taget er forholdet mellem mennesker præget af aggressivitet og frustration. Kroppene spændes inde i idealer, eller de flyder helt ud og kan næsten ikke holdes oprejste.

Lyn Hejinians metode
Som pressemeddelelsen også gør opmærksom på, så er tredje kapitel inspireret af den amerikanske digter Lyn Hejinians behandling af sprog og erindring. Nina Søs Vinther benytter ikke bare Hejinians fortællestil, men tilsyneladende også metoden med at lade sin alder bestemme antallet af afsnit og efterfølgende fylde afsnittene – som en vilkårlig regel, der giver rum at bygge tekst i.

Man kunne godt forsøge at pille guldkorn ud af teksten, der er mange skarpe slaglinjer, men det er bare ikke i disse enkelte linjer, at kvaliteten ligger. Det, som giver teksten styrke, er forfatterens vågenhed i forhold til sine egne flygtige idéer og erkendelser og en sideløbende medleven i teksten.

Erindringsstoffet kastes udtømmende ind i form af udsagn, spørgsmål, beskrivelser og tanker, og den opmærksomme tilstedeværelse midt i det turbulente forløb gør, at Nina Søs Vinthers projekt lykkes til fulde.