Genkendeligt, storladent og smukt

Ib Michaels anden roman i serien, der startede med Blå bror er – om muligt – endnu bedre end forgængeren. Et rørende portræt af tilværelsen på tærsklen til voksenlivet.

ANMELDELSE: Sorte huller tager fat, hvor Ib Michaels sidste roman, Blå bror, slap. Vi har spolet 8-10 måneder frem i kalenderen, fortælleren er flyttet til København og rykker snart efter ud i et anneks i Hellerup sammen med kæresten. Her dyrkes midt- og sentressernes eskapader med en sjældent set intensitet.

Genkendeligt samtidsportræt
Der ryges en smule røgelse og langt mere pot, der tages let på tingene – og også en smule speed, der eksperimenteres lige flittigt med samlivsformerne som med tidens nye, store bevidsthedsudvider, LSD. Der skæres tøj, studeres stjerner og filosofi, de nye toner, primært fra Dylan, bliver skamlyttet og analyseret i tætte hashtåger.

Ord griber ord, bliver til knopskydende sætningskonstruktioner og lange, manierede afsnit om liv og død i ungdomsoprørets danske blomsterbed. Jeg var der ikke selv, men samtidsportrættet virker – om end lidt romantisk og navlebeskuende – vældigt realistisk. Der kommer mange genkendelige figurer forbi hyblen i Hellerup, og man skal være mere end almindeligt blind og ringe til at læse indenad for ikke at genkende romanens Poul som Borum, Henrik som Nordbrandt, Jönsson som Willy, bibliotekaren Per som Højholt osv. osv.

Fortælleren er startet på universitetet og skriver på en endegyldig afhandling om altings sammenhæng og det store univers, mens kæresten syr flowerpower-tøj til de hippe unge i København, vennen Mark nærmer sig det store gennembrud som en dansk Jim Morrison, og et par romanmanuskripter kommer retur fra forlagene…

Både-og og hverken-eller
Vi er i samme gråzone mellem erindring og fri fantasi som i Blå bror – og for den sags skyld den tidligere trilogi, Vanillepigen, Den 12. rytter og Brev til månen.

På den ene side er man sådan set ikke i tvivl om, at den unavngivne fortæller er forfatteren selv. På den anden side skal man nok ikke regne med at stå med et kontaktark af et levet liv. Det er både-og og hverken-eller. Faktisk kommenteres denne hybrid af virkelighed og fantasi i romanen – af en slags romanens voice-over, der – måske – er glimt af romanens tilblivelse. I hvert fald er de skrevet i jeg-form af en person, der sidder i en strandhytte i Fjernøsten og skriver og skriver:

"Mens jeg spiser med den ene hånd, noterer jeg detaljerne til det liv Blå Bror skal have i den anden ende af tidsstrimlen. Tidsstrenge har ingen udbredelse i rummet, derfor føles tid, der er gået, så let at ingen kan forstå hvor den blev af. […] Så den streng jeg har fat i hér, hvor jeg befinder mig nu, fører ikke nødvendigvis tilbage til det liv, jeg rent faktisk har levet. Ligesom hans streng ikke nødvendigvis fører frem til mig og ender hér. Jeg forventer ikke man forstår mig, men jeg har bevaret et – forfængeligt – håb om at man prøver."

Det starter mao. som en slags erindring, men får så sit eget liv. Det er et nyt og selvstændigt liv – en fiktion over virkeligheden… Det er lige meget. For uanset, hvordan man ender og drejer det, er det godt. Rigtig godt.

Hvor Blå bror var gnistrende morsom og fuld af slapstick, er tonen (sjovt nok) mere blå i Sorte huller. Sidst var det hele ikke langt fra at være rørende. Denne gang tager Ib Michael dette skridt fuldt ud. Måske er romanen en rigelig enøjet hyldest til den tid i ethvert menneskes liv, hvor alt synes muligt. Men det er både genkendeligt, storladent og smukt.