Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
Ikoner
Atten portrætter af det 20. århundrede
Redigeret af Thomas Thurah
216 sider, ill.
Kr. 258,-
Gyldendal


Postkort fra evigheden

 

 

Af Uffe Andersen

 

 

I 'Ikoner. Atten portrætter af det 20. århundrede' tegner atten europæiske forfattere "et portræt af et menneske, i hvis liv og gerning århundredet ligger nedfældet".
Sådan lød i hvert fald opgaven og for de fleste lykkes den godt. Som redaktøren, Thomas Thurah, skriver i sit forord giver de atten forfatteres indlevelse i hver sin person "et abstrakt århundrede stoflighed, og den personlige beretning et velanbragt stænk af almenhed og objektivitet".

Af de syv danske forfatteres bidrag synes jeg bedst om Suzanne Brøggers, der overbevisende argumenterer for, at "det århundrede, Karen Blixen distancerede sig mest fra, er det, der ligner hende mest". At skønt Blixen tilsyneladende af personlig tilbøjelighed og i sin litteratur vender sig bort fra det århundrede, hun levede i – så "kom [Karen Blixens egen livshistorie] til at afspejle det tyvende århundrede".

Det er selvfølgelig samme 'spejl-effekt', de atten forfattere oplever med deres modeller: De ser sig selv i disse ikoner. Ikoner er i den ortodokse kirke billeder af Kristus, Jomfru Maria eller helgener – og hér er disse helgenbilleder malet på spejlglas, så forfatterne kan ridse personerne op efter egne træk. Til dels, selvfølgelig; måske er de bedste portrætter netop dem, hvor 'maleren' mest har portrætteret sig selv. Et eksempel er den tysk-rumænske Herta Müllers portræt af den østrigske digter Theodor Kramer.

Kramer blev født i Wien i 1897 – og døde i Wien i 1958. Tilsyneladende var det altså et stillestående liv – men imens har to verdenskrige og jødeforfølgelser passeret byen Wien – og ikke efterladt jøden Kramer uberørt, men mærket af den tid, han var udsat for. Det er samme mærkethed og udsathed, Herta Müller selv føler.

Herta Müller lever ikke i et fremme- og jødefjendtligt Wien, men i Ceausceaus Rumænien. Hendes fund af Kramers digte hos en antikvar-boghandler får hende til at starte essayet med sætningen: "Midt i det dårlige liv findes der gode tilfældigheder." Kramers digte er fyldte af fremmedhed, angst og lidelse – og for Müller bliver de en ven i nøden og angsten: "Jeg havde Kramers digte hængende på væggen, håndskrevne og store som billeder, jeg kunne dem udenad, fremsagde dem for mig selv, i lejligheden, i elevatoren, på kanten af fortovet, når jeg var blevet indkaldt til forhør hos efterretningsvæsenet (...)".

Herta Müllers tekst er et indfølt portrætbillede af Kramer, hende selv – og dét århundrede, der var så fyldt af angst og eksilerede – i rent fysisk, såvel som i overført forstand. Det er det 20. århundrede, som hun oplevede det, selvfølgelig. For man ser unægteligt den samme tid i et andet lys, når det inkarneres af Walt Disney – som hos Paola Capriolo – eller af den ungarske fodbold-spiller Ferenc Puskás – som hos Péter Esterházy.

Den irske digter Seamus Heaney skriver om sin polsk-amerikanske kollega Czeslaw Milosz. Heaney mener, at i kernen af Milosz´ poesi ligger en religiøs erfaring af, at Gud er inkarneret i Kristusfiguren – det vil sige, at det guddommelige er blevet synligt – ja, blevet menneske-ligt. Der – skriver Heaney – "har det evige og tiden krydset hinanden, og gennem dette møde har mennesker, selv om de er timelige væsner, fået adgang til en virkelighed, der ligger uden for tiden".

Det er den virkelighed, Heaney selv prøver at nå gennem sin poesi og som han mener, Milosz´ digte kan føre een til. Og netop dén "virkelighed, der ligger uden for tiden", er de atten ikoner porte til. Både for forfatterne og for læseren - ideelt set, altså. Personligt når jeg ikke så langt gennem Henning Mortensens lange Corbusier-labyrint. Eller ad Esterházys Puskás-grønsvær. Egentlig heller ikke til tonerne af Klaus Rifbjergs Louis Armstrong-hyldest. Men de allerede nævnte essays og for eksempel Inge Eriksens om Marlene Dietrich og Antonio Muńoz Molinas om Primo Levi viser, hvad ikoner kan:

"Takket være Primo Levi ved vi det værste om menneskene, men han er selv et bevis på alt det bedste, der kan være i os. Hvis nogen var et menneske, var det ham", skriver Molinas (med henvisning til romanen 'Hvis dette er et menneske', der kom i 1947 og er skrevet ud fra Levis tid i KZ-lejr).
Ikonet er eksemplarisk; det bliver et spejl-billede for ikke bare århundredet, men for os allesammen. Og ved at se i det spejl kan både læseren og forfatteren opleve at 'det evige og tiden krydser hinanden'. "Selv om de er timelige væsner", får de begge "adgang til en virkelighed, der ligger uden for tiden".

Ikonerne i de atten essays er eksempler på, at det religiøse optræder midt i vores 'sekulariserede' verden. De bedste af de atten portræt-billeder har – ligesom religionens kult-billeder – aura. I gamle dage blev kunsten lavet indenfor Kirkens eller religionens rammer. I dag er kunsten stadig religiøs - for så vidt, som den stadig har 'aura' og dermed kan få tilskueren til at glemme tid og sted, som vi siger – ja, 'glemme sig selv'. Og det er netop pointen: Vore liv findes hvert især i et her-og-nu – at sætte sig ud over her-og-nu´et er at befinde sig i det tidløse, evigheden eller hvad-man-nu-vil.

Dét projekt – at få "adgang til en virkelighed, der ligger uden for tiden" - er vel et af litteraturens mere væsentlige overhovedet. (Marcel Proust er een af dem, der prøver at modsætte sig tidens strøm og genfinde 'den tabte'. Ham bliver der selvfølgelig også skrevet om; glimrende, men ikke mesterligt, af den hollandske mester Cees Nooteboom). Derfor er ikonerne på sin vis ikke specielt knyttet til det tyvende århundrede – og dog.

For den bedste litteratur – og de bedste ikoner - giver samtidig adgang til den anden virkelighed: den, der ligger i tiden. De værste ikoner er til gengæld dem, der nok fører ud af tiden, men ikke fører til noget. De er kun af navn 'ikoner', men auraen er falsk, og deres aftryk duer næsten kun som postkort. I Ikoner er der et par stykker af dem – eller .... måske er der ikke andet. Ret beset er den slags forholdsvis korte essays vel sjældent andet end 'postkort' – men en del af dém i Ikoner er rigtignok afsendt fra interessante steder!

 

[ t o p ]       [ h j e m ]