Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

Sentura
interview

 

 


Ildfisken flyver

"Ildfisken er på en måde en nødvendig hobby", siger lyrikeren Carsten René Nielsen, der er idémanden bag tidsskriftet Ildfisken. Det lille tidsskrift, der gennem 1990'erne har præsenteret en del af årtiets nye forfattere.

 

Af Johnny Hedegaard Madsen

Sentura: Hvad var grunden til, at du startede Ildfisken i 1991?

Carsten René Nielsen: Der manglede et tidsskrift for ny litteratur. Jeg følte ikke, at der på det tidspunkt var noget forum for tekster skrevet af specielt yngre forfattere. Altså, dem der er nogenlunde jævnaldrende med mig, og hvoraf flere debuterede netop omkring 1990. Jeg startede så Ildfisken sammen med journalisten Rikke Viemose. Hendes journalistiske vinkel var i øvrigt årsagen til, at vi allerede fra det første nummer bragte interviews med forfatterne - i nr. 1 var det med Christina Hesselholdt.

Vores primære mål har hele tiden været at bringe og formidle ny, dansk skønlitteratur. Men formen, altså den ydre indpakning, har bestemt ændret sig. I starten anede jeg ikke, hvordan man brugte en computer, og jeg og Rolf Sindø, der afløste Rikke som redaktør i 1994, har brugt mange timer på Husets primitive trykkeri. Vi stod selv og hjalp med at trykke Ildfisken på de meget, meget gamle offset-maskiner, som de havde dernede. Vi både falsede, hæftede og beskar numrene selv. Det gjorde, at Ildfisken de første år ikke var noget særligt kønt syn - grafisk og trykketeknisk set. Men det var billigt at lave, og det var en væsentlig faktor.

I 1996 fik vi så en professionel, grafisk designer til at lave et nyt layout til os. Og vi begyndte samtidig at få trykt Ildfisken på et rigtigt trykkeri. Det var en stor forandring og et meget vigtigt skridt fremad, men vi kunne altså ikke have gjort det før rent økonomisk: Imodsætning til næsten alle andre litteraturtidsskrifter er vi helt vores egne herrer. Vi har ikke noget forlag eller nogen akademisk organisation i ryggen.

Sentura: Ildfisken er udkommet siden 1991 - med november-nummeret er det oppe på 21 numre. Det er faktisk en anseelig levetid for et tidsskrift. Havde du forestillet dig, det skulle fortsætte så længe, da du gik i gang?

Carsten René Nielsen: Ja, det havde jeg faktisk. Det tager altid tid, hvis man vil have et tidsskrift til at betyde noget og få nogle abonnenter. De fleste litteraturtidskrifter lever tre-fire år og er glemt endnu hurtigere. Lige nu og her er der mange, som taler om Øverste Kirurgiske, men hvem husker f.eks. tidsskrifterne Kannibal og Tumor, der var mindst lige så mærkelige og herlige? Det er trods alt kun en små ti år siden, de gik ind. Jeg har altid været meget bevidst om, at det tager tid at nå ud til folk. Også selv om man laver noget af kvalitet.

Sentura: Jobbet som redaktør er vel tidskrævende? Tager det aldrig tid fra dine personlige projekter?

Carsten René Nielsen: Det er tidskrævende. Vi er jo to redaktører - Rolf Sindø og jeg. I fællesskab tager vi os af alt det redaktionelle, dvs. tilrettelæggelsen af numrene, udvælgelsen af tekster, vores interviews med forfatterne og den kedelige, men meget vigtige korekturlæsning. Jeg tager mig så også af alt det praktiske. Men jeg føler ikke, at det tager tid fra det, jeg ellers laver. Jeg er jo først og fremmest lyriker. Men selv om man skulle have tiden til det, så er det umuligt kun at skrive digte hele tiden. Man må have noget andet at lave, så man kan få snuden op fra skrivningen ind imellem.

Ildfisken er på den måde en nødvendig hobby, hvor jeg beskæftiger mig med det, jeg i øvrigt brænder for, men sådan, at det trækker mit fokus et andet sted hen. Men, det er er vigtigt for mig, at tidsskriftet ikke bliver en platform for personlige synspunkter. Ethvert tidsskrift - også Ildfisken - vil selvfølgelig afspejle nogle litteraturpolitiske eller æstetiske positioner. Men det må netop aldrig blive et personligt projekt. Ildfisken er Ildfisken - et forum, et eksempel. Og Rolf og jeg er så de to styrmænd, der rører rundt i gryden.

Sentura: Har man magt som tidsskrifts-redaktør? Og hvad er det i givet fald for en magt?

Carsten René Nielsen: Vi har selvfølgelig den magt, at det er os, som bestemmer, hvad der skal i bladet. Men jeg tror ikke, at denne magt betyder noget særligt i institutionen litteratur - altså det kredsløb, som har med litteratur at gøre i samfundet. Forlagene er i virkeligheden bedøvende ligeglade med, om man har haft et digt i Hvedekorn eller en novelle i Ildfisken, når de ser på manuskripter. Det skal bare være godt...

Ligesom Hvedekorn vil vi da gerne være med til at bringe nye navne frem i lyset. Men vi kan allerhøjst være et sted, hvor unge eller debuterende forfattere får prøvet nogle ting af. Det betyder meget, når man første gang ser sine tekster på tryk. Selvfølgelig giver det også noget til forfængeligheden - men vigtigere er det, at man forhåbentligt oplever, at der er andre mennesker, som skal læse det. Det kan lære én at se på sine egne ting med andres øjne, at "se sig selv over skulderen" - hvilket er en nødvendighed, hvis man vil blive god til at skrive.

Sentura: Er der er nogle kriterier for optagelse i Ildfisken?

Carsten René Nielsen: Der findes selvfølgelig ikke nogle objektive kriterier for, hvad der er god litteratur. Men vi prøver at være så bredt favnende og objektive, som vi nu kan. Og jeg vil egentlig sige, at det faktisk ikke er så svært, som man måske skulle tro. Efter nogle års træning med at læse hundredevis af manuskripter er den første grovsortering i hvert fald ganske ligetil.

Det samme gælder for de tekster, som er indlysende gode. Der vil så altid være nogle ting, som ligger i en gråzone - som måske er gode nok, og som vi så må diskutere... Skulle et muligt afslag til sådanne tekster i "gråzonen" så i virkeligheden grunde i vores litterære idiosynkrasier - som vi bestemt prøver at se bort fra - så er der jo altid andre tidsskrifter.

Jeg tror overhovedet ikke på, at der render nogle oversete genier rundt derude. Hvis det, man skriver, er godt nok, så skal det nok også blive trykt. Noget helt andet er så, hvordan den litterære offentlighed tager imod de forskellige udgivelser. Det er nok en mere modepræget og også nogle gange en lidt mere tilfældig affære. Men i længden skal der nok blive lagt mærke til ting af kvalitet.

Et meget godt eksempel er modtagelsen af Morten Søndergaards bøger: Han skriver et par hovedværker i 90'er-litteraturen - digtsamlingen "Ild og tal" og kortprosa-bogen "Ubestemmelsessteder". Og det er der ikke alverden, som lægger mærke til. Så pludselig bringer Politiken, der ikke engang havde anmeldt hans to første digtsamlinger, en begejstret anmeldelse af hans seneste digtsamling: "Bier dør sovende" - og så ved alle lige pludselig, hvem Morten Søndergaard er. Nogle gange tager det selvfølgelig lidt længere tid: Et af hovedværkerne i dansk lyrik, Harald Landt Mombergs digtsamling "Parole" fra 1922, var f.eks. fuldstændig glemt indtil 1968, hvor Poul Borum "genopdagede" den.

Sentura: Ildfisken har en flot hjemmeside. Hvor længe har I haft den. Og har den haft nogen betydning for bladet?

Carsten René Nielsen: Vi har haft vores hjemmeside siden 1998. Som den er nu, har den to funktioner: For det første er det en reklame-brochure, hvor vi fortæller om tidsskriftet, og hvor man kan læse udvalgte tekster. For det andet er det en service til vores abonnenter og andre, der har brug for at finde informationer. Der er en indholdsfortegnelse, et forfatterindex - og så kan man gratis downloade udsolgte numre. Særligt vores interviews eller værkstedssamtaler med forfatterne er efterspurgte.

Vi har jo ikke råd til egentlig markedsføring, og jeg kan mærke, at netop hjemmesiden har givet os en masse gratis reklame. Folk finder lige pludselig ud af, at der her faktisk er et tidsskrift, hvor de bl.a. kan læse nogle lange og uddybende samtaler med de nye forfattere, som har markeret sig i 90'erne.

Sentura: Hvor har Ildfisken sin berettigelse i forhold til f.eks. Hvedekorn og Øverste Kirurgiske?

Carsten René Nielsen: Jeg synes, at vi supplerer hinanden ganske godt. Hvedekorn er det gamle og hæderkronede tidsskrift for lyrik og grafik, som særligt fokuserer på debutanterne. Hvedekorn er stadigvæk stedet, man sender sine digte til, når de for første gang skal op fra skrivebordsskuffen. Ildfisken har også nogle debutanter hvert år, men den overvejende del af vores tekster er skrevet af forfattere, der allerede har udgivet bøger. Desuden bringer vi - i modsætning til Hvedekorn - noveller og anden kortprosa.

I forhold til Øverste Kirurgiske er vi simpelthen mere seriøse og kvalitetsbevidste. Det er ikke ment som nogen kritik af ØK, men de har et andet koncept. Det er mere en stor rodebunke af alt muligt, hvor man så indimellem finder fantastiske ting. Som jeg ser ØK, er det et forum, hvor der er masser af plads til skøre eksperimenter, skæve tekster, gode og dårlige tekster i én uskøn blanding. I Ildfisken er der bestemt også plads til galskaben og fandenivoldskheden - men vi er langt mere selektive...

Sentura: I hvilken retning kunne du tænke dig at skubbe Ildfisken fremover? Vil Ildfisken overhovedet ændre karakter?

Carsten René Nielsen: Jeg tror ikke, at der umiddelbart sker de store ændringer. Ildfisken har delvist været et "generations-tidsskrift" - hvad enten vi så bryder os om dette åndssvage generationsbegreb eller ej. Vi har været et forum for flere af de nu nok så kendte "90'er-navne". Og jeg håber også, at vi kan vedblive med at være et sådant forum, samtidig med at vi giver plads til nye navne.

Måske det vil vise sig, at der om et par år kommer nogle nye tidsskrifter på banen lavet af yngre folk. Det håber jeg i al fald. Men Ildfisken fortsætter ikke desto mindre - i hvert fald så længe vi modtager kvalificerede bidrag. Og jeg kunne forestille mig, at disse bidrag i fremtiden også vil komme fra flere, lidt ældre forfattere. I Ildfisken nr. 20 havde vi f.eks. et herligt essay af Viggo Madsen, årgang 1943 - og den slags må der godt komme mere af. Peter Høeg eller Jane Aamund kan jeg imidlertid godt love, at man kommer til at kigge forgæves efter i Ildfisken!

[ h j e m ]