Fjantet fjeldtur

Det er, som om Ina Merete Schmidt kommer for let til det i sin anden roman.

ANMELDELSE: I Fåresyge møder vi et dansk par i noget af en thirty something-krise. Pigen er flyttet med lægemanden til Norge, hun går rastløst omkring, føler sig lidt noller og kigger på lillebyens eksistenser med nogenlunde samme underfundighed som Nynne i Politiken. Samtidig er der svigerforældrepres og en ung fjeldguide, som frister. Der er lidt drama henad vejen – og det er sådan set ikke handlingen, der fejler noget.

Spørgsmålet er om prosaen rykker eller ej, og det gør denne prosa ikke.

Korte humoristiske indslag
En roman som Fåresyge er dybest set noget pjat. Der er tale om prosa med fatal mangel på angrebsiver, og det er svært at se en grund til at lade sig involvere som læser. Det er, som om Ina Merete Schmidt kommer for let til det, som om hun bare lader prosaen fjante af sted.

Hun formår i ganske korte passager at stramme op og fange en humoristisk spænding, men hovedparten af bogen er for langsom og lasket, som om hun ikke rigtigt er opmærksom på, hvad hun gør med ordene.

Angrib!
Jeg har svært ved at se, hvad jeg skal med en bog som Fåresyge. Måske vil nogen kunne bruge den som adspredelse, men for mig at se er det en bog uden relevans. Den udfordrer simpelthen ikke sin læser til opmærksom deltagelse.

At en bog sagtens kan sende læseren til tælling, selv om linjerne når helt ud til sidens kant, har vi i Danmark set gode eksempler på for ganske nylig. Senest og mest markant med Peter Højrups vågne og totalt eksplosive Under det kogende hav, men også med glimrende sprællende bøger fra F.P. Jac, Lars Frost, Jens Blendstrup, Lone Hørslev og Kristina Nya Glaffey.

Disse forfattere synes at skrive, hvad Jack Kerouac kaldte "an endless one-line poem called prose", og det er altså der, en roman som Fåresyge ikke kan være med. Prosabøger må som digte angribe og udfordre læseren konstant, for hvis de ikke gør det, hvorfor skulle vi så læse dem?