Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

 

 


Sentura #10  
Forår 2001

Indhold af nummer:

1  2  3  4  5  6  7  8  9  11  12/13  14  15  16  17/18  19  20

Indhold i Sentura # 10

Af Johnny Hedegaard Madsen

En gave fra onkel Sam Go'e gamle Sam Evil Dead Raimi er på vej med en ny thriller, The Gift. Et vaskeægte, lummert sydstatsdrama. Lidt baggrund om Raimi.

Senturerede noter #1 beretter om "Den bedste nye idé inden for forlagsbranchen" - ordene gælder de engelske forlag Travelmans små kortbøger og om Stefano Gonzales, der er i gang med en gangsterfilm med titlen"Eurotrash".

Stafetten - den femte - med meninger om film, bøger og fjernsyn - bæres denne gang i sikkerhed gennem pistolskud og bileksplosioner af filminstruktøren Shaky Gonzales, kendt som gang-i-den instruktør - og manden bag vampyrfilmen "Nattens Engel" fra 1998.
    Han har en deadline inden for tre timer og spekulerer i farten over, om Lars von Trier er Vorherre i Clark Kent kostume. Endvidere siger han bl.a.: "Jeg vil lave langt ude og underholdende historier om mennesker, der kommer ud for hæsblæsende oplevelser - larger than life-karakterer". Mon han når sin deadline?

Senturerede noter #2 citerer lidt fra det eneste eksisterende interview fra 1933 med digteren Gustaf Munch-Petersen og har en ultrakort - og positiv - anmeldelse af Stephen Kings bog On Writing (da.: Om at skrive, Vinten). Desuden omtales Korpus 2000, som er en tekstbank under oprettelse af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og forfatteren Svend Aage Madsen, der sammen med en flok andre forfattere novelle-boltrer sig i DSB- magasinet Ud & Se.

Instruktører, bøger og flyvske billeder laver en overflyvning - med grundige styrtdyk - af de mange filmbøger fra år 2000. Forfatteren siger bl.a.: "At der netop nu skrives meget om film, hænger givetvis sammen med at dansk film har opnået en større status. Der er i Danmark ved at opstå en seriøs filmkultur". Han fortsætter: "Det er gennem æstetisk selvstændighed og selvbevidsthed, danske film klarer sig godt i konkurrencen".
    Det erkendes at ikke alle 10 omtalte bøger er lige gode - se hvilke du skal investere i, og hvilke du skal sky som pesten.

Krimiklummen har denne gang en gæste-skribent - krimiforfatteren Niels Martinov. Den bredtfavnende forfatter, der senest var aktuel med lolita-krimi'en Dødsruten, 2000, giver sit skud på kriminovellen, som han anser som genrens fineste udtryk. "Kriminovellen fortjener et come-back", siger han. [Artiklen kan læses her]

Senturerede noter #3 ser på Borgens forlags debutant-antologi "Begyndelser" - hvorfor forsvandt den?. Derudover har Basilisk startet en ny serie med unge, nordiske forfattere, kaldt B16 til den horrible pris af kr. 20, -

En upassende forbindelse er noget man finder i producent Ismael Merchant og instruktør James Ivorys "Den gyldne Skål", baseret på Henry James' roman "The Golden Bowl" fra 1904. Artiklen er en grundig analyser og anmeldelse af filmen.
Skribenten forholder sig ædruelig og siger: Den gyldne Skål er for meget roman og for lidt film. Den lider under, at romanenes styrker er blevet filmens svagheder... [Find artiklen – i Word-format – her]

Fem meter oppe i luften - hvad tænker man dér? Det har forfatteren og instruktøren Mirjam Bastian Wechselmann heller ingen anelse om. Men hun spekulerer ind imellem på det, efter at have været kørt ned 9 gange i hendes kun 32-årige liv. I interviewet fortæller hun bl.a. at hun ville lave en kærlighedsroman - resultatet blev Observatøren, 2000 - fordi hun aldrig har haft en rigtig kæreste, altså sådan én i rigtig lang tid.

Det iscenesatte had gør kort opmærksom på, at reality-programmer er manipulerende tv. Klamme-Kurt og bitchy-Bettina eksisterer måske slet ikke...

Fiktion er en novelle af Mirjam Bastian Wechselmann. Kortlæseren - en rejse-historie bl.a. om hestehviskeren Natalie. Ikke tidligere trykt.

Drømmeterroristen Wes Craven har med tiden etableret sig som Hollywoods ekspert i grumme paralleluniverser. Hans horrorfilm har dannet skole, og nu har han skrevet romanen The Fountain Society (da.: Projekt evigt liv, Gyldendal, 2000) som han naturligvis også selv har tænkt sig at filmatisere. Artiklen fortæller engageret om Crawens baggrund og film og skribenten siger bl.a.: "Siden Craven startede sin karriere som filminstruktør...har han altså sat mindst tre lidet betydelige og jævnt enerverende exploitation-trends i gang - i sig selv noget af en bedrift"...

Følelsernes Bollywood handler om Indiens Hollywood, hvor der hvert år produceres over 800 hindifilm. I Vesten er de et udskældt fænomen, der anses for lavkulturelt og kitchet. Men hvis man lukker sine fordomme ud i kulden sammen med sine værste hæmninger, kan man faktisk let lære at elske dette helt specielle filmunivers. "Søndagsslik for alle os små eskapistiske drømmere, der endnu ikke har skiftet prinsen på den hvide hest ud med en brilleklædt mediemogul...", siger skribenten. Artiklen er vidende, informativ og grundig.

Tiltagende frækhed i litteraturen. Skribenten kigger på censuren igennem tiderne. Fra i forgårs, hvor det lykkedes Herman Bang at forarge det ganske land med sine Haabløse Slægter til i dag, hvor det bl.a. er Harry Potter, der gør folk ophidsede, fordi de mistænker bogen for at gøre sataniske stofmisbrugere af dydige børn. Wilhelm Freddie, Rudolph Broby-Johansen og Brett Easton Ellis kunne også forarge. Læs hvordan. [Artiklen kan læses her]

Uventet expressionær gave fik kulturhistorikeren Olav Harsløf fra digteren og kulturradikaleren Rudolph Broby-Johansen. Den snu ræv havde gemt et helt livs udklip og manuskripter væk i en glemt lejlighed.
    Endvidere en god og sjælden smagsprøve på Broby-Johansens første - uudgivne - digtmanuskript "Ord", der starter således: "Jeg hader København./Dens aldrig forstummende ånden har holdt mig vågen, brændende, febervild."

Hvorfor ordet er bedre end så meget andet Ordet følges fra dengang Adam gutturalt afprøvede det ved at komplimentere Eva for hendes smukt svungne bagdel - over marmelade hos bedste - til det kommer i pubertet og mest hedder pis, lort og Black Flag. En dag lykkedes det ordet at forføre kommentar-skribentens nuværende kone. Ordet er limen, bindeleddet mellem os alle.

En stemme på bånd handler om, hvordan forfatterinden blev fascineret af en stemme på et bånd og måtte finde ud af mere om stemmens indehaver, den skotske performer og poet Ivor Cutler. Tre digte af Cutler bringes.

Flad af grin er en førstehåndsberetning fra en Ivor Cutler fan. Hun fortæller lidt om Cutler og om hans Zen-lignende effekt på folk. Hun har også været til et par oplæsninger med multikunstneren Cutler.

Filmvagten sparer denne gang lidt på krudtet og anmelder blot to film. Den første er Bille Augusts "En sang for Martin" om kærlighedens ukuelige kraft. Filmen er lavet - frit - over Ulla Isaksons roman Bogen om E. Et "intenst kammerspil", siger anmelderen.
    Den anden film er Gus Van Sants "Finding Forrester", hvor bl.a. Sean Connery, der ligeledes er medproducer, spiller en hovedrolle. Den refererer til J. D. Salinger. "Bundsolidt håndværk", lyder en opsummering.

Bogbazaren har denne gang valgt et tema: novellen. Vi kigger på en god håndfuld af det seneste års novelle-samlinger.
    Adil Erdem: "Fremmedord" (Tiderne Skifter, 2000) - om en tyrkiskfødt indvandrers erfaringer. Lulu Schierbeck: "Samliv" (Attika, 2000) - stiller skarpt på de sider af samlivet, der ikke fungerer så godt. Jan Sonnergaard: "Sidste søndag i oktober" (Gyldendal, 2000) - som tegner et "enstrenget og kulsort billede af tendenser i tiden". Camilla Stockmarr: "I det skjulte" (Samleren, 2000) - charmerende debutnoveller, der zigzagger ind og ud af det menneskelige følelsesliv. Sulaima Hind: "Dias" (Høst & Søn, 2000) - næsten prosadigte, minder, fantasier, erindringer. Helle Helle: "Biler og Dyr" (Samleren, 2000) - korte noveller om hverdagens små dramaer. Jesper Wung-Sung: "Og havet klapper" (Samleren, 2000) - stilsikker realisme fra nutidens danske samfund. Marianne Rosen: "Himperigimpe" (Gyldendal, 2000) - velkomponerede noveller bl.a. om folk, der desperat forsøger at fastholde deres livs udgangspunkt. Hans Otto Jørgensen: "Mænd" (Lindhardt og Ringhof, 2000) - legefulde noveller, hvor en tematisering af det fiktive er i højsædet. Iben Krogsdal: "Træfpunkter" (Tiderne Skifter, 2000) - om sygelig hverdag. Steen Langstrup: "9 før døden" (Gyldendal 2001) - en flok afvekslende, underholdende gyserhistorier. Vibeke Marx' "Et godt ben og andre noveller" ( Lindhardt og Ringhof, 2001) - pointerede og psykologisk indsigtsfulde kortnoveller om mennesker i krise. Erik Morsing: "Apassionata" (Eksperimental Forlag, 2000) - varierede noveller, især om ensomme mænd og jagten på rigtig kærlighed.
   Læs en novelle fra de anmeldte samlinger her

Senturerede noter #4 kan fortælle om en ny bogportal, www.bookz.dk, der er under opsejling, og så føres novellen ind i det nye årtusinde med den mærkelige historie "Eunuka tur//SLASH//RETURN", skrevet af Jens Blendstrup og en konkurrence-vinder, som havde fået lov til at blande sig i den kunstneriske proces. Den kan i øvrigt læses på www.kulturnet.dk

 

 
Hvis du ikke allerede abonnerer, kan det bestilles her
.

[h j e m]