Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

 

 

Forside med Ursula Andkjær Olsen

Sentura# 8  
Juni - august 2000


Indhold af nummer:

1  2  3  4  5  6  7  9  10  11  12/13   14  15  16  17/18  19  20

Indhold i nummer  8    

Af Johnny Hedegaard Madsen

Senturerede noter byder på en blid for-anmeldelse af Lars von Triers palmevindende musical "Dancer in the dark", der først har premiere senere på året, genudgivne og mesterlige m(ord) af Dan Turéll, et par ulykkelige – og som oftest hemmeligholdte - salgstal fra lyrikken og malerier fra surrealismens bannerfører, Gustaf Munch-Petersen.

Stafetten - den tredje - med meninger om film, bøger og fjernsyn er landet i hænderne på digteren og den kulturelle idémager, Janus Kodal. Under overskriften "Hjælp, realisme" går han tumultarisk i kødet på de foregående skribenter. Han vender drillesygt begreberne på hovedet, tygger khat og betragter kvindernes måbende brystvorter. Ind imellem strejfer den syrede kommentar både virkelighedens og lyrikkens ghetto.

Depressive robotter og sexede kykloper er nogle af aktørerne i den tegnede og humoristiske sit-com Futurama, skabt af Matt Groenig, manden bag The Simpsons. Læs lidt om serien og årsagen til at den brystkundige Pamela Anderson Lee i et afsnit frivilligt lagde sit afhuggede hoved i et glas.

Opgylp tilbagevist er et læserbrev fra Jon Helt Haarder, medarbejder ved den kommende udgave af Danske Digtere i det 20. århundrede. Ordet "mikrofonholder" dukker op…

Problembarn, portrætfilm gennemgår minutiøst en lang række film om forfattere fra det seneste årti. Det er en udpræget balancegang at lave en vellykket portrætfilm – men genren har noget fundamentalt tiltrækkende ved sig. Kender du dem alle? De omtalte film kan alle lånes eller bestilles gennem bibliotekerne. [Læs artiklen]

Krimiklummen eksperimenterer denne gang lidt med klumme-formen og får et spændende skær af kriminalistisk opklaringsarbejde over sig. To læserinder udveksler tanker over Internettet om læsningen af 'Sol og skygge', der er svenske Åke Edwardsons tredje kriminalroman. En roman, som dykker ned i Göteborgs forskellige sociale miljøer og som sine steder kan vække mindelser om Sjöwall & Wahlöö.

Ålens lillebor fanget på nettet – men det er han, udviklingsdirektør hos Zentropa Niels Aalbæk Jensen, slet ikke ked af. Tværtimod. Med undgangspunkt i Zentropas eget bud på fremtiden, Tvropa, fortæller han i det visionære interview om de store muligheder, der ligger i at kombinere tv-mediet med Internettet. Han siger bl.a.: "Man opfylder faktisk public service begrebet bedre ved at lægge væsentlige ting. F.eks. brystkræftoperationer, på nettet. Så kan folk gå ind og se den, når de har brug for den viden". Få også opklaret begreber som "on-demand-sektion" og "narrowcasting"…

Når læseren får magten handler om den interaktive fiktion – adventurespillet. Den første primitive udgave, opfundet i Massachusets omkring 1980, hed Zork. Giver det mening, at betragte computerspil som en slags litteratur?

Terrorister og digtaffald gemmer under de dystre ord på en lang og grundig snak med den eksperimenterende – og måske ikke så kendte - digter Klaus Høeck. Det bliver til en snak om så store begreber som Magten, sproget og kunstens opgave. Men også blomster, kolort og det gamle tidsskrift Heretica får en kommentar med fra Fyn, hvor Høeck har sit hide out. Om sin bog Ulrike Marie Meinhof fra 1977 siger han: "…det er samfundets fortalelser, man kan finde i den – det er affaldet".

I The Sopranos synger man ikke ustraffet. Og det er selvfølgelig ikke operasang, der her er tale om. Sigtekornet er nemlig indstillet på et midaldrende mafia-medlem, i den kontroversielle og nyskabende tv-serie The Sopranos, der for tiden går på TV2. Her får du lidt nyttig baggrundsviden om serien, der er yderst populær i USA.

Drømmernes hotel er Wim Wenders´ nyeste film, The Million Dollar Hotel. Sentura indlogerer sig på hotellet. Filmen, der åbnede den 50. filmfestival i Berlin, er et allegorisk kig i rum, mørke hjørner og glemte kroge af menneskesindet. Manuskriptet, skrevet af sangeren Bono og Nicolas Klein i fællesskab, blev til på virkelighedens – også fra Leonard Cohen kendte - Chelsea Hotel.

Filmfilosoffen kan man også kalde den tyske instruktør Wim Wenders, der lavede sin første film Schauplätze i 1967. Nogle af Wenders´ allerbedste værker præsenteres i oversigts-stil.

Sproget regner ned i hjernenUrsula Andkjær Olsen, født l970, der debuterer i august med 'Lulus sange og taler'. I dette email-interview med den tidligere forfatterskole-elev går hun veloplagt i gang med den gamle snak om sprog og virkelighed. Sproget udnævnes til en slags teknologi – både følelses- og huske-teknologi. "Hvis jeg skal hidse mig lidt op, så gør det mig rasende, når nogen vil beskylde mig og andre anti-patentister for at være 'fleksible postmoderne performere'", siger hun bl.a.

Fiktionsiden byder på en tekst af Ursula Andkjær Olsen, 'Det patologiske kontinuum. Version nr. 2.' En tekst om spændingsfeltet mellem ja og nej. Ikke tidligere trykt.

Filmvagten våger over en håndfuld af de nyeste biograffilm. Den amerikanske, The Hurricane, der er baseret på en virkelig og gådefuld historie om et justitsmord – eller ej? – får et par ord med på vejen om forholdet mellem fakta og fiktion. The Hurricane er instrueret af Norman Jewison. Derudover anmeldelser af Dobbeltspil (Orig. titel: Reindeer Games), instrueret af John Frankenheimer, den bhutanske film The Cup (Orig. titel: Phörpa) om fodboldfeber, instrueret af Khyentse Norbu, i Five senses kan man lugte kærligheden, instrueret af Jeremy Podeswa og endelig independent-filmen Boys don´t cry, instrueret af Kimberly Pierce.

Bogbazaren kigger gennem læsebrillerne på et par generationsbøger. Først Rolf Sindøs novelle-debut 'Pindsvin kan ikke svømme', om generationen omkring de 30. Dernæst Jakob Ejersbos novelle-samling 'Superego', om generationen i 20erne. Derudover er der anmeldelse af Sidsel Falsig Petersens nyeste bog, 'Ejerskifte' og Søren Jessens første bog for voksne, 'Zambesi'.
Fra Senturas egen redaktion har Jakob Hansen udgivet fagbogen, Litterære Verdensbilleder. Den handler om den naturfilosofiske tendens hos tre af 90'ernes nye markante forfattere, Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Niels Lyngsø. Det er den første bog, der undersøger denne del af den nyere danske litteratur. Bogen gæste-anmeldes.

Han får for lidt den stakkels kommentar-skribent. Derfor må han ty til egne, selvhjulpne midler… En inkarneret pornoforbruger – og onanist – giver sit besyv med. God indføring i onaniens skumle verden. Lær alt om sudden-death princippet før din nabo.

 

Sentura 9 kommer til efteråret 2000.
Hvis du ikke allerede abonnerer, kan det bestilles her
.

[h j e m]