Rædselsregimet i Reykjavik

To år i træk nappede islandske Arnaldur Indridason Glasnøglen – den fornemste udmærkelse i skandinavisk kriminallitteratur. Begge bøger findes nu på dansk, og den nyeste, Tavs som graven, byder på et sort syn på livet i almindelighed.

ANMELDELSE: Hvad hulen skal man mene om den, den på dansk netop udkomne islandske kriminalroman Tavs som graven skrevet af Arnaldur Indridason? Den er ligeså afsindig god, som man kunne forvente, efter den modtog Glasnøglen – prisen for den bedste skandinaviske kriminalroman i 2003. I øvrigt var det andet år i træk, at Indridason nappede den prestigiøse titel: Året før var det for romanen Nordmosen, som også er udkommet på dansk.

God, javel. Endda usædvanligt god. Spændende? Njoh, njah – både-og. Medrivende? Afgjort! Uhyggelig? I dén grad. Ubehagelig? Også det. Velskrevet? Ja, det siger vel næsten sig selv – ovenstående taget i betragtning.

To handlingsspor
Men en krimi – tjaooh… Det er det vel – og så alligevel… Ikke… Rigtigt… Eller... Altså hovedpersonen, Erlendur, er politimand. Og handlingen igennem følger vi hans forsøg på at opklare et mystisk skeletfund i Reykjavik. Det er plottet, hvorom handlingen drejer – men det er slet ikke det, der er det interessante.

Meget hurtigt bliver det klart, at skelettet, som senere viser sig at være to, har forbindelse til en afskyelig omgang hustruvold tilbage i fyrrerne. En satanisk undertrykkende mand lader al sin opsparede vrede, afmagt og mindreværd skylle ned over sin underkuede hustru i hårdtslående bølger med tre små børn som rædselsslagne vidner. Fortællingen løber herefter i to spor: Et nutidigt, hvor vi følger politiets arbejde med at opklare den historiske sag og et fortidigt, hvor vi bliver vidner på første parket til rædselsregimet i hustrumishandlerens hjem.

Indridason holder lidt igen med oplysningerne om, hvilke af de stakkels familiemedlemmer, der ligger begravet i jorden – og hvem der sørgede for, at de blev kulet derned – men alligevel kommer afsløringen af vedkommendes identitet og handlingen bag ikke som nogen egentlig overraskelse. Sigtet med at forhale læseren disse oplysninger er ikke så meget chokket over afsløringen, som det er at bevare drivet i det andet, nutidige spor.

Menneskets natur er skurk
Men i virkeligheden er det hele bare et sølle skalkeskjul for at formidle et mistrøstigt syn på verden. Det er ikke alene set før i krimier, at plottet dækker over et kig ind under huden på samfundets bagside – det er nærmest et adelsmærke i genren, men det er dog sjældent, at krimiintrigen er så nedtonet, nærmest nonchalant smidt hen i hjørnet, som hér. Det er bare slet ikke opklaringsarbejdet, der er interessant. Det er menneskene – både nu og dengang.

Hovedpersonen Erlendur er en dygtig om end ikke krimiagtig overnaturlig skrap politimand med flere lig i lasten end de fleste: Som barn mistede han sin bror – og føler sig, forståeligt, men ikke med rette – stadig skyldig heri. Som voksen skred han uden videre fra sin hustru, som han ikke elskede og sine to små børn, som han ikke magtede. Som midaldrende har han et – forståeligt og med rette – elendigt forhold til sin exkone, et næsten lige så dårligt forhold til sin voksne datter, som i mellemtiden er blevet stiknarkoman og stort set ingen kontakt til sin søn, som i øvrigt er alkoholiseret.

Man forstår den gode Erlendurs mistillid til livet. Og det er netop dér, Tavs som graven skiller sig ud. I forståelsen. For Indridason formår at skildre en usædvanlig ubehagelig side ved livet så levende og troværdigt, at læseren forstår personerne. Tror på dem som egentlige mennesker. Det er slet ikke krimiplottet, opklaringsarbejdet, der er i centrum her. Det er bare en kulisse for Erlendurs liv. For hans ladning elendigheder. Ligesom forbrydelsen i romanen sådan set ikke er mordet, der gradvist opklares mange, mange år senere, selvom det i sig selv var i strid med gældende lovgivning. Forbrydelsen bliver såmænd dårligt nok begået af den tyranniske far, som mishandler sin hustru fysisk og sine børn psykisk. Forbrydelsen er, at det overhovedet sker. Og forbryderen er – tjah… Menneskets natur, måske?

Tavs som graven er bestemt ikke opmuntrende læsning. Men den er vedkommende. Og den er gribende.