INTERVIEW: Hvordan opfatter du krimigenren?
– Krimierne er vore dages eventyr. Det er et sted, hvor vi behandler temaer om godt og ondt på en arketypisk måde. Jeg tror, vi som mennesker har brug for at prøve at forstå ondskaben og udforske den på en sikker måde, og det kan vi gøre igennem kriminalromanen.

– Samtidig giver det mulighed for debat, når nogle kriminalforfattere bruger genren samfundskritisk. Desuden er kombinationen af den traditionelle krimi og samfundselementet muligvis en af grundene til, at genren har fået så meget medvind de senere år.

Hvad er din egen indgangsvinkel til at skrive kriminalromaner?
– Jeg har valgt at udforske ondskabens psykologi i min tilgang til genren frem for at tage den samfundskritisk vinkel. Mennesket har altid har været draget mod at forstå mørket, tror jeg, og det er det, der driver mig, når jeg skriver.

– Jeg har nok også et lidt mørkt væsen selv, og det er på en måde som at forfølge og undersøge sin angst og skræk på en sikker måde.

Krimier kan være befriende
Hvorfor tror du, vi mennesker er tiltrukket af mørket?
– Det handler om at blive bedre til at beskytte sig mod ondskaben – ved at man er i stand til at identificere og forstå den. De fleste af os har nok været i nærkontakt med den i større

»...i en krimi er der noget befriende ved at få afdækket ondskaben – og at det gode vinder til sidst.«

eller mindre grad. Måske en psykopatisk chef eller kæreste. Eller en ven eller veninde, der har været udsat for det.

– Det kan virkelig skræmme en. Men i en krimi er der noget befriende ved at få afdækket ondskaben – og at det gode vinder til sidst.

Har vi i det moderne samfund fortrængt de mørke sider af livet? Og tror du, det er derfor, kriminalromanen har fået så stor opmærksomhed de seneste år?
– At læse krimier er nok en måde at komme i nærkontakt med nogle elementer, vi ikke normalt har så tæt inde på livet, fx en måde at komme tættere på døden. I vores kultur er vi jo ikke særlig religiøse, og døden er noget, vi pakker væk på sygehuse og hospicer.

– Døden er i høj grad tabu, og nogle gange tænker man, at vi konstant forsøger at fortrænge den med antirynkecremer, bøger om at blive 10 år yngre, plastiske operationer osv. Vi stikker lidt hovedet i busken i forhold til døden og vil ikke omgås den.

– De fleste af os har det jo forholdsvist trygt. Vi er rige i økonomisk forstand i forhold til resten af verden, og de færreste af os behøver frygte ret meget i hverdagen. Men med krimierne kan vi komme tæt på døden på en sikker måde.

Skriver ikke femikrimi
Dine krimier er ikke femikrimier, din hovedperson er faktisk en mand, så hvordan har du det med femikrimier, læser du dem?
– Jeg læser meget få af de såkaldte femikrimier, og det er næsten udelukkende for at orientere mig på området, men jeg kan godt

»Jeg læser meget få af de såkaldte femikrimier, og det er næsten udelukkende for at orientere mig på området...«

lide de andre danske, kvindelige kriminalforfattere – både Egholm og Blædel har noget på hjerte, og det er fedt at læse noget dansk.

– Men ellers er jeg klart mere til den klassiske krimi af britisk tradition med fokus på mordgåden, og det er den boldgade, jeg koncentrerer mig om at blive bedre i – ironisk nok, da jeg egentlig er pænt feministisk.

Hvordan ser du så på kritikken af femikrimigenren?
– Med min feministiske tilgang kan jeg på mine kollegers vegne blive enormt irriteret på kritikken af femikrimien. Det er jo smag og behag, hvor meget privatliv eller kvindeliv man vil have i en krimi, og jeg mener ikke, at det skal afgøre, om det er en god eller dårlig bog. Jeg gider jo heller ikke læse om fordrukne machohelte og biljagter og få beskrevet heltens våben med atompræcision.

– Faktisk mener jeg, at der kan være mere substans i en samfundskritisk femikrimi med noget på hjerte end i en ramasjang-voldelig-mandekrimi uden videre budskab.

Inspirationskilderne er elementer
Hvor og hvordan henter du inspiration til at skrive?
– I verden omkring mig. I historier, som jeg får fortalt eller læser om i pressen, og i ting, som jeg selv har oplevet. Og så bruger jeg meget det, der ligger tæt på. Skoven, Mårslet, byen...

– Jeg opfatter mine inspirationskilder som en slags elementer. Eksempelvis har der været mange tilfælde i pressen, hvor

»Så researcher jeg på sager og læser en masse psykologi og cases, som jeg så får skabt mine forbrydere ud fra.«

en overfaldsmand har filmet forbrydelsen, og så får jeg draget det ind i historien.

– Andet er mere spidsfindigt – det kan fx være ondsindede handlinger, jeg bemærker blandt børn, der sætter tanker i gang om, hvordan og hvornår betingelser for ondskab opstår hos et menneske. Så researcher jeg på sager og læser en masse psykologi og cases, som jeg så får skabt mine forbrydere ud fra.

– Men virkeligheden overgår jo konstant fiktionen i rædsel. Tag nu den seneste sag i Østrig om datteren og børnene i kælderen. Det er jo længere ude end den værste kriminalroman.

To hovedpersoner giver godt flow
Hvordan har du fundet inspiration til de to hovedpersoner, vicekriminalkommissær Daniel Trokic og hans makker Lisa Kornelius, som optræder sammen i bøgerne?
– Jeg bruger meget af mig selv, når jeg skriver mine figurer, men på forskellige måder. De har "arvet" mange ting fra mig. Især Trokic. Han bor i mit nabolag, har min gamle kat, hører næsten det samme musik som jeg selv, og så er han reserveret og har også et mørkt væsen.

– Lisa har til gengæld nogle af mine mere feminine sider, og så er hun en computernørd, hvilket jeg også selv er i et vist omfang. Jeg kan godt lide at veksle mellem de to figurer, fordi det giver et godt flow i teksten.

Skriver ikke kronologisk
Prøv og fortæl, hvordan du finder på plot og struktur, når du skriver en krimi...
– I begge mine krimier har jeg set offeret først, og derefter har jeg skullet finde ud af, hvem der har begået mordet. Det, der

»Jeg skriver ikke kronologisk fremad, men springer temmelig meget rundt i manuskriptet...«

tager længst tid, er egentlig at finde ind til morderens motiv. Men undervejs bygger jeg så historien op omkring de vigtigste personer.

– Jeg skriver ikke kronologisk fremad, men springer temmelig meget rundt i manuskriptet – efterhånden som jeg kommer på nye elementer i handlingen. Det bliver det lidt rodet af undervejs, men efterhånden kommer der mere struktur på.

Hvordan er det for dig at skrive?
– At skrive er både det bedste og værste i verden. At skrive er det bedste i verden , når det fungerer, og der er ro til at skrive, fordi man lader en vilter tankestrøm få form. Man skaber en verden, der er ens egen; hvor man er tryg. Det er både terapi og en slags helle.

– Men at skrive kan også være det værste verden, i den forstand at jeg jo er nødt til at arbejde ved siden af det meste af tiden, og så bliver det til en kæmpe frustration ikke at kunne skrive, fordi der bare ikke er tid og penge til det. Nogle gange ville jeg ønske, jeg bare kunne løbe en tur...

Arbejdsforhold for krimiforfattere
Hvad gør du, hvis du har en skriveblokering?
– Jeg har aldrig haft en virkelig skriveblokering – kun dårlige arbejdsforhold.

– Lige i øjeblikket har jeg sådan en periode, hvor jeg bare er nødt til at oversætte for fulde gardiner for at få brød på bordet. Så kan jeg ikke skrive, fordi jeg har brug for perioder

»Jeg har aldrig haft en virkelig skriveblokering – kun dårlige arbejdsforhold.«

med ro. Når jeg ved, at jeg har tre deadlines i samme uge, så kvæler det flowet og kreativiteten.

– Men behovet for at skrive presser sig jo på. Så jeg er begyndt under min morgenløbetur at holde en pause på et kvarter og tømme hjernen på et stykke papir. Det er jo ikke meget, men det er tanker og idéer, jeg kan bruge, når der igen åbner sig mulighed for at skrive, og det skal der nok gøre før eller siden.

– Selvom jeg nogle gange stresser over det, så minder jeg mig om, at jeg har tiden for mig. 36 år er jo heldigvis ikke så meget i den her branche.