ANMELDELSE: Ingen tvivl dér og respekt for det og så videre, Jacob Weinreich har styr på sit lort, han kender sine virkemidler, véd hvad han vil og gør det. Faktisk skriver han både yderst velkontrolleret og ganske legende, med imponerende energi og han holder sig knivskarpt og klippefast til det taktiske oplæg hele vejen igennem. Tempoet er helt i top. Fint nok. Jeg synes bare, at målet er alt for lavt sat. At kalde sin bog Mellemlandinger er for let, når der ikke er andet end klichéer at flyve henover.

Selvfede one-liners
Handlingen drejer sig om en såkaldt ungdommelig lystløgner, der lever sit liv gennem idoliseringen af Neil Young og har lidt bøvl med [læs: mangel på] kvinder og karriere. Alt i alt minder det betænkeligt meget om noget, vi har læst før og set på film med Iben Hjejle i den kvindelige hovedrolle. Vi kommer som efter en snor fra start til slut, og titlen spejler sig flot nok ind i tekstens manglende stedsbeskrivelser og flade personer. Alting forløber som det skal, fra London til Roskilde over New York. Men der mangler spil, kadence og troværdighed i den direkte tale, der skulle have gjort bogen levende og bidende. Personerne træder slet ikke frem, og det virker som om forfatteren ikke har arbejdet hårdt og længe nok med tegningens tekstur.

Det eneste, der betyder noget for jeg-fortælleren, er ham selv, og læseren får sin gode litterære glæde spærret inde i en lille trang flaske med varm luft og narcissistisk tomgang. Hvis det skal forestille at være satire, mangler der en satyr et eller andet sted i gestaltningen. Alt munder ud i den ene selvfede one-liner efter den anden, og de få gange, hvor der er optræk til noget, som rent faktisk betyder noget, og som isoleret betragtet er fine sager, nikker forfatteren det en skalle med sin fladpandede humor.

De evindelige popkulturelle henvisninger, samplinger, rammer rent teknisk det samme lave og formålsløse niveau, som hvis jeg her og nu satte Bamse inden i Bengt Burg for at beskrive Mellemlandingers narrative opstyltning, der er så uambitiøs, simpel og æstetisk anløben, at de andre boller på suppen løber baglæns gennem metaforen og bliver til suppe, der siver ud af bollerne.

Klumperne i sovsen
Man må smage sig frem. Her er én af de klumper i sovsen, jeg hverken kan eller vil fordøje. Det kan kun læses som bad-ass, når: "Jeg står i kø i næsten en time inde i Fakta hvor jeg er tvunget til at lægge øre til en tysk heavy-rocker, der kæfter op om, at Iron Maidens to første plader aldrig kan overgås". Men – det tror jeg simpelthen ikke på, og hvis jeg gjorde, ville jeg nok bare sige "nå" og "gå nu væk".

Den højt eftertragtede coolness knækker sammen under den lige så pinagtige som ihærdige tvingen-sig-selv til at dreje enhver ligegyldig detalje over i punchline-metaforer som "Lasse og Katrine ligner nogen der har været på festival i tohundrede dage og mest har lyst til at sætte sig hjem foran fjernsynet med to calzone-pizzaer og en masse cola". Mikroanalytik for begyndere: det er kun nørder og wannabes, der specifikt tænker på calzone, når de tænker på pizza, og en masse cola var noget, jeg drak, dengang jeg var otte år gammel. Og man bliver først træt på festival efter tohundrede år. Med andre ord: Det er for slapt formuleret og hverken langt nok ude eller sjovt længere.

Man ender også med at spørge sig selv, hvad Nick Hornby monstro ville sige til Mester Jacob, hvis de nogensinde skulle støde sammen i vores virkelige verden. Jeg gætter på, at Hornby ville kræve royalties af bogsalget og enten uddele et opmuntrende skulderklap eller komme med en reprimande: "slap af, makker, det er alt for opstyltet til at være så sjovt. Lad være med at skrive mine bøger. Prøv noget i en anden retning næste gang".