Palmerne fik han ikke, von Trier. Men det ændrer ikke en tøddel ved den enorme interesse, hans seneste filmiske eksperiment, Dogville, har skabt. Journalist Kirsten Jacobsens dagbog fra settet gør ikke interessen mindre – men heldigvis fungerer den også som selvstændig udgivelse. Ikke blot om værket. Men også om Skabelsen.

166.000 kroner. For de fleste af os er det vel en ganske anseelig sum penge. Men når man normalt hæver mange millioner dollars for en enkelt filmrolle, så kan det vel dårligt betragtes som andet end en klatskilling. Ikke desto mindre er de i denne sammenhæng næsten symbolske 166.000 kr. Nicole Kidmans kontante udbytte af hendes medvirken i von Triers Dogville.

Oven i det må hun endda også lide den tort at blive hilst med et "Du skulle nu spise noget mere, så du kan få former som en rigtig kvinde", første gang hun og instruktøren spiser ved samme bord…

Et langt stykke hen ad vejen er det den slags nyfigne kig ind bag de med skarpladte våben bevogtede døre til studiet i Trollhättan, der holder interessen oppe i Kirsten Jacobsens Dagbog fra Dogville. Disse overraskende oplysninger og underholdende vidnesbyrd om instruktørens glimtvis bizarre opførsel underholder ganske enkelt i det, der til at starte med virker som en uendelig lang (bogen er næsten 600 sider!) række glimt af den oftest kedsommelige hverdag under optagelsen af en spillefilm. Til at starte med…

Kustn
For et eller andet sted undervejs i læsningen sker det noget. Og det sker endda ret tidligt i bogen. Et eller andet sted i den første femtedel ændres læseoplevelsen. Brikkerne begynder at ryste på plads. Fra at være vidner til en flok hårdtarbejdende filmfolk, der forsøger at navigere mellem krukkede verdensstjerner og få hele projektet til at hænge sammen, bliver vi i stedet for vidner til Skabelsen af et værk.

Fra at være en interessant bog for Trierafficionados, Dogvilleentusiater, Kidmanwannabe's og filmfreaks af en særlig kaliber, bliver bogen vedkommende, interessant – ja, svær at lægge fra sig – for alle, der interesserer sig for … uh, man får jo næsten kvalme ved at tage ordet i sin mund, så jeg spytter det hurtigt ud … kustn. Og der skulle selvfølgelig have stået "kunst" – det er det, der sker, når man ikke rigtig vil være ved sine egne udgydelser.

Men altså: Fra at handle om Triers masturbationer, Miss Bacalls ("kald mig Betty, for himlens skyld") forsvundne Vuitton makeup-kuffert, Skarsgårds grovkornede humor og Kidmans milde ditto kommer bogen til at handle om det at skabe. Det at samarbejde. At manipulere andre hen mod sit eget mål. Om ambitioner. Om at leve for at skabe.

Fantastisk
Det er ikke, fordi der egentlig sker noget skifte i bogens fokus. Den fortsætter i samme ensformige mønster, som den er startet: Korte replikskifter mellem de forskellige på det meget sammensatte hold, små baggrundsoplysninger, som skal forklare detaljer i filmens tilblivelse, scenen er enten det svært bevogtede studie, hvor hele filmen optages, eller filmholdets hotel tæt på. Vi er fluen på væggen, som følger de implicerede i de 31 dage, optagelserne varer.

Var det en film i stedet for en bog, bestod den af en lang serie små indstillinger, som kædes sammen uden for mange forklarende mellemled – og et eller andet sted opstår så ikke blot en fornemmelse af hele denne enkeltstående proces, men faktisk en form for forståelse af hele Processen.

Og det er intet mindre end fantastisk.