Jakob Vedelsbys anden roman er en drømmende, tåget historie om jagten på den elskede i en tilstand mellem død og liv, søvn og vågen.

ANMELDELSE: Selvom de høster pænt meget medieomtale på det lige nu, så er medlemmerne af kongehuset altså ikke de eneste, der kan hitte ud af at gå fra hinanden. Fx skilles også hovedpersonerne i Jakob Vedelsbys anden roman, Du og jeg, og havde det ikke lige været for den centrale detalje, at de jo bare er figurer i en roman, så havde det faktisk været mindst lige så synd for dem, som det er for kongehuset.

Lige indtil den dag, hvor de møder kærestens dobbeltgænger på gaden i London, og to dermed bliver til tre. Kort efter skilles de; manden når lige præcis ikke med ombord på det tog, som de to andre kører bort med.

Hovedpersoner i softfokus
Resten af romanen former sig som en jagt på den elskede. Med sporadisk hjælp fra ambassade, politi, privatdetektiv, spåmand og synsk medie jager vores hovedperson rundt i en underlig halvdiset verden. Et mareridt, hvor bogens første sider mere havde karakter af en forunderlig og let sommerdrøm.

Og det er et mareridt, hvor det også for læseren er svært helt at hitte ud af, hvad der faktisk sker – og hvad der ikke sker. For det hele refereres med samme gyldighed i bogen – om det er kærestens stemme, der vedvarende taler til hovedpersonen trods hendes fravær, eller det er samtalerne med ambassadesekretæren. Det hele er lige virkeligt – eller uvirkeligt.

Det er dette skær af uvirkelighed, der er hele romanens omdrejningspunkt. Yderligt forstærket af, at man på intet tidspunkt får løftet sløret for, hvad de to hovedpersoner faktisk hedder. Alle bogens bipersoner får hæftet navn på sig – men dem, det hele drejer sig om, får lov til at stå lidt sløret, ude af fokus, ikke helt afdækkede. I en dis af noget uvirkeligt, ligesom deres forelskelse og rejse, der på den ene side beskrives som det almindeligste i hele verden, men på den anden side må siges at være ganske usædvanlig.

På trods af dette softfokuslys, der hviler over hovedpersonerne, ender vi alligevel med at komme under huden på dem. Ikke mindst fordi vi faktisk på skift bevæger os rundt i deres tanker og erindring.

Håb og medlidenhed
Det er elegant lavet. Den særegne lidt underlige tone i bogen var tæt på at støde mig fra sig på de første sider, men når man først er lullet ind i bogens rytme, har taget dens glidende og ind imellem vigende virkelighedsopfattelse til sig, så fængsler romanen.

Det er ikke med åndeløs spænding, man læser videre for at se, om hovedpersonerne nogensinde bliver genforenet. Og det heller ikke med en bjergtaget fryd over Vedelsbys sprog. Det er snarere med et stille håb og medlidenhed for hovedpersonerne.

Og dét er da også en præstation af forfatteren – at gøre sine personer så levende, at man kan føle med dem – trods det, at de konstant optræder ude af fokus og aldrig får noget navn. I virkeligheden er Vedelsbys roman noget så banalt og utroligt smuk som historien om den store, den ægte kærlighed, og den har vi da alle sammen lov til at håbe på kan overleve selv de grummeste mareridt…