Smukt vrøvl

I enkelte linjer er der glimt af klarhed i Erik Helgers digte – men nogle steder kunne man lige så godt klippe vor anmelder i mellemkødet med en fjerkræsaks... Han forstår dem ikke.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Titlen sammenfatter meget godt de følelser, der gennemstrømmede denne læser efter mødet med Erik Helgers digtsamling Jamen. Fordi … jamen… Hvad ER det? Så jeg læste den igen. Og igen. Og smurte den med fløde, med tjære og med blæk, men det gik (naturligvis) ikke væk, dette gnavende "jamen".

Så må man jo læse den igen. Og igen. Og smøre den med fløde, med tjære og med blæk. Men det første gnavende "jamen" går IKKE væk. Ikke hér, i hvert fald. Det gror bare. Der findes naturligvis glimt af klarhed, smukke enkeltstående linier, men over en bred kam er bogens nærved 60 digte så tæt ved det reneste mest prætentiøse vrøvl, jeg længe har set. Eksempel:

Jamen HVAD er dét? Ud over … dét? "En plet hvor ligene vrimler/i rigtig mange tegn"? Du kunne ligeså godt klippe mig i mellemkødet med en fjerkræsaks. I don't get it. Når det er sagt, respekterer jeg det af én grund, og én grund kun: Min sadistiske, primitive bedstefar ville have kaldt det "kommunistisk bøsselort". Både fordi han (heller) ikke ville have forstået det – og så for den røde løber. Han hadede de røde.

Samfundskritisk tungetale
Hverken sild eller stær. Ikke dichtung, ikke wahrheit. Dicht-heit? Mjaeh. Bogen (eller rettere hæftet) ER sådan hele vejen igennem: sagtmodige antikrigs-digte hér, mystisk snakehandler-agtig tungetale dér. Eller også SKAL man bare have prøvet at gå i Helgers sko for at vide. Det er ikke påtrængende digte, de flyder ikke bare, de "drikker ikke sig selv ind", som en ven engang sagde om en iskold Nestea (Peach).

De få steder, hvor én eller anden mening NÆSTEN umiddelbart lader sig aflæse, er i de lidt indignerede digte, om Irak, om vores behandling af Grønland, men på en (alt for) afdæmpet, meget blid måde. Som i vittigheden om den skotske apoteker, der – fordi han havde fået for mange byttepenge – bankede på vinduet med en knastør (uhørlig) svamp for at fange den uheldige kundes opmærksomhed. Alt for antiseptisk, klinisk, hyggeligt på den tørre måde.

Poesiens samtalekøkken
Digte må meget gerne have deres helt egen tone. De skal nærmest komme fra deres egen unikke adresse. Men med disse her VED jeg bare ikke. Hvor vil de hen? Hvad rækker de UD efter? Og hvem? Det kan godt være et samtalekøkken er lækrest, når det er skarpt, hvidt og sterilt. Men for denne anmelders dollar må SPROGET godt kunne lidt mere end et køkken. Og VILLE lidt mere, frem for alt.

Dog, dettee Jamen holder sig lige netop flydende på grund af de smukke redningsveste, se bare her:

Køb den – og du vil fortryde det. Køb den ikke – og du vil fortryde det. Men nu VED du det. Måske.