I sin første roman tæller Jan Sonnergaard ned til det store brag. Vores anmelder har læst Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom.

ANMELDELSE: Vi havde næsten glemt det hele nu. Den håndfuld af årtier efter 2. verdenskrig, hvor menneskeheden måtte leve i skyggen af atombomben. Måtte leve med angsten for dommedag.

Jan Sonnergaard har med sin nye roman sat sig for at minde os om det.

Kollektivfortælling
I Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom tæller Sonnergaard bogstavelig talt ned for 80'ernes unge.

Bogen starter med kapitel 20 og ender med kapitel 1. Men formmæssigt har Sonnergaard faktisk ikke foretaget de store spring fra sin novelletrilogi til romanen.

Han har valgt kollektivfortællingen, som tager sit udgangspunkt i Virum, hvor en gruppe studenter oplever Gymnasiets brand. En virkelig, historisk begivenhed i øvrigt. Vi følger så på skift de forskellige unge og enkelte andre op gennem 80'erne. Det sker i små glimt, hvor det nok ret bevidst er valgt sådan, at de enkelte karakterers indgriben i de andres liv er noget nær minimal. Det skaber i hvert fald ikke nogen afgørende menneskelige forandringer for dem, når de mødes.

Med sædvanlig sans for det litterært finurlige hedder fortælleren Jan. Man tænker straks tanker om selvbiografi, men Sonnergaard snyder os og slår fortælleren ihjel på et tidligt tidspunkt. Selvom fortælleren faktisk fortsætter med at fortælle.

Tidsånden i hovedrollen
Bogen er naturligvis også fyldt med allusioner til samtidens kulturpersonligheder. Der er ikke så lidt Knud Romer over den ucharmerende lollandske Axel, mens både Dan Turèll, Poul Borum og Klaus Riskjær optræder mere eller mindre direkte.

Men det ville være forkert at læse bogen som en nøgleroman. For det er en tidsånd, der bliver den egentlige hovedperson. En tidsånd præget af sortsyn og manglende retning. Faktisk ikke ret langt fra den krisestemning, der så småt har lagt sig over dagens verden.

At kalde det et generationsportræt på godt og ondt ville være forkert. For hos Sonnergaard er det næsten udelukkende et generationsportræt på ondt.

Bogen er en parade af det værste, som 80'erne kunne byde på – og måske også det eneste. Yuppierne med deres flamboyante livsstil. Punkere, BZ'ere og autonome med deres no-future holdning. De gamle, senile magthavere i øst som vest. Det brutale politi og de udspekulerede HA'ere. Alle får slag med på vejen.

Glimt af begavet kulturanalyse
Men samtidigt indeholder den en også et glimt af begavet kulturanalyse. For Sonnergaard gik punkerne og yuppiernes livsholdning i grunden ud på det samme. I frygten for atomkrigen levede man, som om ens valg og handlinger ingen konsekvenser fik. Og så er det sådan set lige meget om det kom til udtryk i spraymalede slogans på punkernes læderjakker eller i yuppiernes tvivlsomme finanseventyr og selvdestruktive festen igennem.

Der er langt mellem personer, man kan have sympati for i Sonnergaards bog. Som i de tidligere bøger gennemsyres det af en nattesort misantropi. Men Sonnergaard har denne gang ikke slukket lyset for menneskeheden i os totalt. Titlens karakter Vilhelm Funk er blandt de få, der kan vække en hvis sympati. Barokt nok, fordi han vælger at stå udenfor.

Men det interessante hos Sonnergaard har vel egentlig altid været det sorte blik. Han formår med sit eminente greb om sproget at lade det lyse op. At lade sin læser tænke over, hvad vi mennesker er for nogle. Det er en provokation, vi godt kan have brug for. Sonnergaard leverer i hvert fald et afsluttende brag i bogen. Symbolsk udsletter han menneskeheden. Men reelt var det allerede sket – 80'ernes unge udførte den opgave helt selv. Det er godt at blive klog på.