Tiefe Teller

Der kommer sjældent rigtig stor litteratur ud af det, når filosoffer bruger romanen til at fremlægge et filosofisk dilemma. Det gælder også Janne Tellers nye roman.

ANMELDELSE: For at sige det ligeud, så synes jeg slet ikke Janne Tellers nye roman, Kom, fungerer.

Den vil gerne være dybt eksistentialistisk, måske endda filosofisk, men får for mig at se kun kradset en smule naivt i overfladen. Desuden har jeg meget svært ved at se, hvem der skulle være læser til en sådan bog. Skriver hun til den jævne læser (hvis en sådan findes), så vil vedkommende finde bogen mærkværdig i sin tone og sindrige konstruktion, skriver hun til en mere akademisk trænet læser, som jeg selv regner mig som (ikke at det skulle være bedre end det andet), så forbliver bogen dybt naiv, i værste fald ligegyldig.

Tag en passage som:

"Han kan høre ekkoet af ordenes hulhed allerede inden han læser dem igennem igen. Hvad var det hun sagde, Petra Vinter: at ord kun er repræsentation, og at det er i sammenstillingen af ord i fiktioner, at ordene kan komme til at betyde noget mere end det de betyder i sig selv […] Er et glas kun et glas fordi forfatter og læser er enige om at de begge forestiller sig et glas, når de fire bogstaver G L A S er sat sammen i netop den rækkefølge der lyder glas?"

Jeg ved ikke, hvordan andre læser dette, men for mig er det jo bare en omgang sprogfilosofi, som har været common sense, siden lingvisten Ferdinand de Saussure fremsatte sin påstand om, at forholdet mellem signifié og signifiant er arbitrært.

Det er et udsagn og en påstand som stort set alle humanister får gennemheglet på første semester af universitetet, men Teller skriver om det, som om det er den dybe tallerken, hun er ved at opfinde igen.

Spekulativ fortælling
Den beregnende konstruktion, som romanen følger, siger mig heller ikke meget. Vi følger en forlægger, som skal skrive en tale om etik inden for litteraturens og kunstens verden, men som samtidig står med valget mellem at gøre det rigtige eller at tjene penge – og så orker jeg egentlig ikke at udrede mere af den dybt fortænkte handling.

Summa summarum: Bogen er spekulativ, som når Jean-Paul Sartre eller andre filosoffer bruger fortællinger til at fremlægge et eksistentielt dilemma, men hvor fortællingen lider under det altafgørende filosofiske valg, som skal hives frem i forgrunden. Det kommer der sjældent stor litteratur ud af.

Taler ned – ikke ligeud
Det virker altså ikke, og det er synd og skam, specielt når man har læst Tellers roman Intet, som er fremragende, og som egentlig har mange af de samme træk som Kom. Den store forskel er imidlertid bøgernes forskellige modtagere.

Hvor Kom er skrevet til et voksent publikum, går jeg ud fra, der er Intet først og fremmest skrevet til børn og unge, selvom voksne bestemt også bør læse den. Men tonen og den til tider voldsomt instruktive fremgang finder et helt andet og passende leje i Intet, et leje som ikke virker fortænkt, fordi det får præsenteret en række filosofiske grundtanker i en opfindsom og appetitvækkende form. Her gør det ikke noget, at visse symboler bliver en smule overtydelige, imens man i Kom bl.a. i snevejret og navnet på en af forlæggerens forfattere og elskerinder, Petra Vinter, aner en symbolik, som i den grad taler ned til sin læser.

I Intet tales der ikke ned, men ligeud – af posen.

Næsten som kitsch
Dertil kommer, at man jo inden for de seneste år i en lang række tilfælde, fx Muhammed-krisen, har set spørgsmålet om ytringsfrihedens grænser blive rejst på langt mere komplekse og relevante måder, end dem Teller bringer i tale. Også i forhold til dette virker Tellers roman underligt egensindig og ude af trit med tiden, næsten som kitsch.

Det samme er tilfældet, hvis man sammenligner Tellers roman med nogle af de selvbiografiske romaner, der har været på spil inden for de seneste år, flere af disse – Jørgen Leth, Knud Romer Claus Beck-Nielsen – sætter spørgsmålet på dagsordenen på en helt anden og nutidig måde.

Man kunne måske have forestillet sig en roman som Tellers af en helt anden karakter. Fx hvis hun ikke havde nøjes med at takke forlagsredaktør Johannes Riis i sit efterord, men rent faktisk havde skrevet om ham, måske bare brugt hans navn i romanen. Se, det havde været en rigtig test af ytringsfrihedens grænser.