Overhalet indenom

Det er bodegaens svanesang mere end noget andet. Det er Flemming Jarlskovs femte bog om Carl Kock – og det er et bevis for, at krimilitteraturen – både i Danmark og i udlandet – har undergået en voldsom forandring i de sidste 10-15 år.

ANMELDELSE: Hør hov! Hvad er den af? Jeg keder mig faktisk i selskab med Carl Kock. Det havde jeg absolut ikke forventet, da jeg opsøgte hans ellers på papiret udmærkede selskab. Og hvad værre er: Det er sandsynligvis ikke engang Carl Kocks – eller for den sags skyld hans forfatter Flemming Jarlskovs – skyld.

Det er din skyld, kære læser. Og det er min skyld. Det er forlagenes skyld og tidsåndens skyld…

En ulige kamp
I Dommeren, som er den femte Carl Kock-roman (men den første siden midt-halvfemserne), følger vi den midaldrende, lettere korpulente, storrygende Kocks forsøg på at opklare en sag om en selvtægtsmand, der går agurk og på voldsomste vis gør op med vores blødsødne retssystem. Derfor flyder det med skuddræbte voldtægtsforbrydere, voldsmænd og andet skidtfolk. Værre er det, at Kock selv er under mistanke for at stå bag selvtægten, og derfor slås en ulige kamp mod politi, tid og sin egen weltschmerz.

Og som sagt keder jeg mig undervejs. Det er ikke helt retfærdigt, for bogen som sådan er teknisk set vældig fermt skruet sammen. Plottet er tykt som aortablod, figurerne genkendelige og relativt troværdige. Sproget veldoseret og i sig selv finurligt-sjovt på den bevidst lidt iscenesatte gamle-dage-møder-ny-verden-måde.

Men denne privatdetektiv og hans frustration over bodegaens svanesang, forfølgelsen af rygerne i det offentlige rum, passionen for gammeldaws bajere og foragten for de nymodens kølige hvidvine er mig – dybest set – inderlig ligegyldig.

Turèll-kluntet
Bogens bagsidetekst forkynder, at "Carl Kock er privatdetektiv […] Han er nået til et punkt i livet, hvor verden omkring ham synes at forandre sig i et hæsblæsende tempo, og det irriterer ham inderligt. Med dybeste skepsis betragter han tidens globalisering, det multietniske samfund og pastagenerationens magtovertagelse, og han frygter i virkeligheden at blive kørt ud på et sidespor."

I virkeligheden er det præcis dér, hvor serien om Carl Kock er havnet. På et sidespor. Overhalet af tiden, af læsernes krav, af forlagsverdnens satsninger, druknet i et hav af kvalificerede krimier, skrevet af en ny og uoverskuelig generation af forhåbningsfulde krimiforfattere.

Der udkommer simpelthen så mange og så kvalificerede kriminalromaner i de her år – både danske, svenske, norske og oversøiske, at der skal noget helt anderledes og meget mere til for at slå til, end der skulle for 10-15 år siden. Det er dette gearskifte, der har efterladt en serie som Carl Kock-bøgerne på sit helt eget udviklingsstadie.

Interessant i det historiske perspektiv, muligvis. Hyggelig på sin egen Turèll-kluntede facon, absolut. Genkendelig i sin karikatur af Vesterbros udvikling, uomtvisteligt. Men slet, slet ikke oppe i gear. Og derfor – plukket ud af den hob af kriminalromaner, der skyller ind over os lige nu – bare ikke nok til at få mig ned i lænestolen. Desværre.