Bøger skal læses og smides væk. Det mener forfatteren Jeff Matthews, som i øvrigt selv kun læser kogebøger. I 2001 debuterede han med

Foto: Casper Sejersen Forfatteren i karate-dragt

Halality. Bogen delte i den grad vandene: Af nogen blev den udråbt til generationsroman, andre gav den 0 stjerner ud af 6 mulige.

– Mine bøger er anti-litteratur. Anmelder på Berlingske Tidende, Kristian Ditlev Jensen, kaldte Wheelchair Wildstyle for anti-litteratur og troede, at det var en hån. Men det er det største kompliment, han kunne give mig. Jeg har aldrig påstået, at det var litteratur. Det er kiosklitteratur. Det fungerer i to timer, og så skal det væk.

Du mener, man skal læse dine bøger – og så smide dem væk?
– Det er meningen. De er bestemt ikke tidløse klassikere. Halality var håbløs gammeldags 14 dage efter, den var udkommet – rent sprogligt. Jeg laver: brug og smid væk! Uanset hvor god musiksmag man har, kan man godt købe en Britney Spears plade og have nummeret kørende i en uge, og så smide det ud. Det er det samme med bøger.

Bøger er kedelige
Oprindeligt er 29-årige Jeff Matthews uddannet dekoratør og arbejder for tiden som køkkenluder (: køkkenassistent) i en børnehave. Selvom han har skrevet to bøger, er han ingen læsehest:

– Det er film fremfor litteratur, der inspirerer mig. Jeg henter fede ord og fede ideer fra film. Det er især i filmoversættelserne, man kan finde kreative ord. Der er et udtryk, som jeg aldrig rigtig har forstået: Prinsesse Torben. Jeg har hørt om 'prinsesse Toben', men 'Torben'? Hvad betyder det? Men det er et fedt ord! I film skal du forklare, hvad du vil i en sætning, ellers kommer det ikke med. Det kunne mange skønlitterære forfattere lære lidt af.

– Jeg læser ikke bøger, fordi jeg stopper altid på side 15. Det keder mig, når forfatteren skriver til sig selv og ikke til læseren. Bøger bliver gjort mere indviklede og tidskrævende, end det er nødvendigt for at fortælle en historie. Ham den lettere alkoholiserede mand i midten af 30'erne, som har problemer både psykisk og fysisk, er jo hovedperson i stort set alle storbyromaner og dogmefilm. Men han er ikke så pokkers interessant.

Hvad er så interessant?
Det er interessant, når tingene bliver vist på en anden måde i et andet tempo. At fatte sig i korthed. Ikke så meget pis.

Rap og kogebøger
Jeff Matthews er også inspireret af madopskrifter, slogans og musik, fordi det er kort og brugbart:

– Jeg læser kogebøger, som andre læser romaner, fordi kogebøger er mere interessant end det meste danske litteratur. Kogebøger har noget, de vil fortælle, og fortæller det på en kort og klar måde, så alle kan være med.

– Hiphop og rap inspirerer mig også, fordi man koger alting ned til et budskab på tre minutter. Så kan man diskutere, hvor meget budskab, der er i en neger med guldkæde, som messer racelære i en svømmepool med en masse nøgne damer... Men du har tre minutter til at fortælle, hvor fed du er – og det skal ind i et beat. Det er jeg fascineret af, og det prøver jeg at arbejde med: Tempoet er mit beat, formen er mit beat. I rap hører du beatet før teksten. Mine bøger er meget farvestrålende at se på. Det er blikfanget, og beatet om man vil. Og så kommer budskabet i ordene.

Ører i byen
Og netop Jeff Matthews brug af ordene er noget af dét, der har både begejstret og frastødt anmelderne. Halality er fx skrevet i et hæsblæsende mundtligt slang-sprog:

– Da jeg skrev Halality havde jeg en mission. Jeg var lidt bekymret for, hvordan nattelivet, volden og fremmedpolitikken havde udviklet sig. Jeg ville beskrive, hvor afstumpet volden og nynazisterne kunne være. Det ville jeg beskrive ved at lytte. Det var, som folk talte. Jeg havde hørt sproget, når jeg gik i byen med båndoptager og skrev noter på servietter.

– Jeg lavede en afskrift af tv-interviewet med Mogens Camre og pastor Krarup for at vise, hvad det er folk siger. Det kan godt være, de ikke kan høre sig selv. Men prøv at læse det! Jeg forstod ikke rigtigt, folk syntes, det var meget nyt og anderledes. Jeg ville fortælle en historie, som der ikke var så meget pis i, fordi jeg kunne ikke finde historier, jeg selv gad at læse, og den skulle kunne læses næsten ligeså hurtigt, som du kan se en film.

Opfinder ord
Mens sproget i Halality hovedsageligt er skrevet, som folk i byen taler, har Jeff Matthews selv fundet på ordene i den nye roman Wheelchair Wildstyle:

– Sproget er mere konstrueret, og mange af ordene er hjemmegejlet (: fundet på selv), fx stort kørekort (når noget er fedt) og fadørn (fadøl). Det kan man sagtens regne ud, hvad betyder, og hvis ikke – ja, så er der en ordforklaring bag i bogen, så alle burde kunne være med. Det er en protest og reaktion på, at mange syntes, sproget i Halality var et mærkeligt sprog. For at tage lidt pis, gjorde jeg sproget endnu mere uforståeligt og slanget i Wheelchair Wildstyle. Alle venner har indforstået sprog og referencer. Ikke at det er helt sort Clockwork Orange-agtigt – men kodeksen findes.

Temaer kan købes
Selve indholdet, temaerne, i bøgerne tager Jeff Matthews let på, for det findes på nettet klar til at blive downloaded:

– I Wheelchair Wildstyle ville jeg 100 procent skrive en røverhistorie – uden andre bagtanker. At jeg så blev nødt til at flette nogle alvorlige temaer ind undervejs, var ikke noget problem, fordi temaer kan man købe på internettet.

Var det forlaget som bad om temaer?
– Nej, men jeg ved, at der er nødt til at være nogle stillestående øjeblikke, som fyldes med moral og folks uhyggelige baggrund. Men jeg har bevist valgt at gøre det til et kort omrids. Det irriterer mig helt vildt ved bøger, når der er 20 siders flashback. Det er pissekedeligt! Kom videre! En side er rigeligt!

Hvorfor skal man læse 200 siders ren underholdning uden morale eller handling?
– Udover at underholde ville jeg gerne holde et spejl op foran den se-mig-medie-fikserede-ungdom, som er bange for at gå bort i glemsel. Bare der er et kamera, gør de, hvad som helst. Jeg prøver at vise: sådan er du, synes du, det er fedt?

– Det er noget værre noget at prikke folk på skulderen, og sige "prøv lige at se på dig selv". Få lidt styr på det, fordi det ser ikke så godt ud. Det er IKKE moraliserende – men snarere en slags indblik i disse menneskers liv med håndholdt kamera.

Vinterpikkene
Matthews har for sine to bøger fået både vildt begejstrede anmeldelser og vildt negative anmeldelser. Men forholder sig ret cool til det:

– Det ærgrer da én, når folk ikke kan lide det, man laver eller forstår meningen bag. Men det svarer lidt til at invitere min oldefar med på sushi-restaurant. Han ville sige "hvad fanden er det? Hvornår kommer fiskefiléten?" Det er det samme problem med vinterpikkene. Bogen er ikke skrevet til dem, anmelderne. Bogen er skrevet til unge på 17-18 år, som ikke læser bøger, men ser fjernsyn.

– I mainstream skal folk have fuld valuta for pengene. Du vil heller ikke få en på 60 til at synes godt om en mainstream Hollywood-film, vel? Han vil savne fordybelse og flere pauser. Det er sådan set bare en målgruppeforvirring, når anmelderne læser bøgerne.