Ude på en villavej i Sundby på Amager

VILLA MED SKÆG: – Jens Blendstrup kalder kærligt selv sit lille buttede hus for Villa Pølsely. (Foto: Jens Blendstrup)

bor forfatteren Jens Blendstrup i sit rødmalede træhus. Vi besøgte ham og fik en snak om være ordmenneske og "villavejsvidne" med forkærlighed for enspændere og særlinge – og om det indlysende slægtskab med Dan Turèll.

BONUS-INFO:
Læs et uddrag fra romanen Gud taler ud

INTERVIEW: Da vi ankommer til det runde kuriøse træhus i udkanten af Sundby, er det ikke umiddelbart til at se, at vi kun befinder os et par stenkast i medvind fra Hovedstadens galopperende storbyliv. Villavejen på Amager ligner villaveje på en prik, hvorimod huset på Grækenlandsvej 160, skiller sig ud ved at ligne en sammensmeltning af en anorektisk ødegård og en buttet Christiania-villa.

Vi stemmer dørklokken, og kort efter bliver vi budt indenfor af Blendstrups kone med beskeden om, at han desværre er lidt forsinket. I køkkenet fortæller hun historien om deres arkitekttegnede Carl Brummer-hus, som kun findes i 12 forskellige eksemplarer i Europa, og om deres mislykkede forsøg på at flytte til provinsen i Rude på Sydsjælland:

– Vi kunne alligevel ikke undvære at være i nærheden af byen – og specielt ikke Jens, lyder hendes ærlige kommentar.

Forfatter rimer på far
Det kan umiddelbart lyde lidt paradoksalt, at Blendstrup, som i sit forfatterskab ofte har været fascineret af provinsens særegne univers, tilsyneladende alligevel har sat grænser for provinsialiteten. Måske blot en kærkommen erindring om, at man sjældent kan sætte lighedstegn mellem forfatter og fortæller?

Det er blot ét af de ubesvarede spørgsmål, som melder sig, før Jens Blendstrup en teslurk senere træder ind i entreen med sine to døtre, som han netop har hentet i børnehaven på Christiania-cyklen. Allerede dér punkteres den romantiske kunstneropfattelse af forfatteren som isoleret og evigt arbejdende geni på afstand af hverdagens strabadser. Ingen prætentiøse fornemmelser her: Forfatter rimer på både far og forpligtelser – ikke på forfinet eller fornem.

Inden vi tager imod invitationen om at fortsætte samtalen i kælderens arbejdsværelse, bemærker vi imidlertid en iøjnefaldende besked på familiens kridttavle: Mennesket er en FÆskine, står der skrevet med en fed grøn kridtstreg. Og selvom historien ikke melder noget om afsenderen, er sætningen alligevel ganske symptomatisk for forfatterens påhitsomme og uhøjtidelige omgang med det danske sprog.

Cirkushestetrangen
Interessen for sproget og ord i al almindelighed er da også et tema, som optræder flere gange i løbet af samtalen:

– Jeg tror, der ligger en fascination i det at være ordmenneske. Jeg fik tit at vide førhen, at jeg også gerne må skrive en historie, at det ikke behøver være ordflip det hele. Jeg kan godt se det, når jeg læser noget af mit tidligere – jeg forstår det jo knap selv. Men jeg er meget fascineret af ord, forklarer Blendstrup begejstret bag det mørke fuldskæg.

Han sagde ja til at optræde i anledning af Dan Turèlls 60 års fødselsdag. Vi spørger ham derfor, hvorfor det er aktuelt at fejre Dan Turèll, her 12 år efter hans tidlige død:

– Turèll har jo inspireret mange generationer efter sig selv. Især med det mundtlige og oplæsningen. Det er lige så meget rytme. Det var en rigtig god maskine at læse op på, som han havde.

Jens Blendstrups egen maskine er allerede anerkendt som lidt af en jetmotor i det voksende danske oplæsningsmiljø, som ofte går under samlebetegnelsen spoken-word. Her har han blandt andet udfoldet sig som medlem af digterkollektivet Øverste Kirurgiske og i selskab med barndomsvennen og kritikeren Lars Bukdahl i det fabulerende foretagende Litterær Hypnose. En "cirkushestetrang" som han kalder oplæsningsfascinationen, og som han har tilfælles med Onkel Danny og Sølvstjernernes litterære eskapader:

– Jeg har sgu' da også den der cirkushestetrang. Jeg har en glæde, hvis det virkelig kører, denne her fornemmelse med bare at være i pagt med publikum, og på de bedste dage levere noget, som virkelig brænder igennem. Det er derfor, jeg er optaget af masker og sådan noget. Turèll var meget imponerende… men min mor syntes, han var irriterende bøsseagtig med de sorte negle og sådan.

Blendstrups maskine – eller måske rettere fæskine – er sat i gang, kan man høre. Ikke i forudsigelig tomgang, men afledt af en smittende fortælle- og forklaringslyst, så det næsten føles som et kirurgisk indgreb at bryde ind i tænkerækkerne.

Blendstrups forstadsfetich
Apropos Turèll... Din seneste bog, Gud taler ud, er en slags hjemstavnsroman med Risskov som omdrejningspunkt og kunne ligne Dan Turèlls historier med den humoristiske, men også sympatiske, indfølende karakteristik af lokalmiljøet. Er det et bevidst slægtskab?

– Jeg har aldrig læst særlig mange bøger. Den eneste bog af Dan Turèll, jeg har læst helt færdig, er Vangede billeder. Men den sagde mig virkelig meget. Jeg læste den op med supertømmermænd og superpiratos til. Han var jo også en forstadsdreng. Og jeg kan godt se slægtskabet, for jeg var nok lige så besat af Risskov, som han var af Vangede.

Det er tydeligt, at Blendstrup føler sig tiltrukket af provinsernes og forstædernes enspændere og særlinge. En tiltrækning som har resulteret i forfatterens helt egen forstadsfetich – at fotografere havelåger:

– Jeg har taget billeder af menneskers havelåger. Jeg har måske 100 billeder nu, hvor jeg så vil skrive om de folk, som bor bag lågerne. For at udfylde et landsbytosse-landkort. Og gøre det trygt på en eller anden måde. Jeg kan godt lide at skrive om de store ting via de helt små. Turèll var jo ekspert i det, konstaterer Blendstrup eftertænksomt.

Og karakteriserer både sig selv og sin far og romanfigur Uffe Blendstrup i Gud taler ud, som det han kalder et "villavejsvidne". Det vil sige én, som registrerer forskellige begivenheder i villavejskvarterer og drøvtygger alt det, som andre ikke har tid til.

Da vi øjeblikket efter spørger til, i hvilken udstrækning han sympatiserer med disse landsbytosser, som andre måske vil afskrive som excentriske eller usædvanlige, er man da heller ikke i tvivl:

– Jeg kan godt lide at skildre det defekte. Det jeg ser med min landsbytossesplint i øjet… Du kan bedre se ind i mennesker, som ikke har en normalitetsfacade. Og når man har en troldsplint med at se det lidt skæve, får man sympati med de forskellige skæbner og ser og fremstiller dem med kærlighed.

Når det sjove og alvorlige fusionerer
Under hele interviewet har Blendstrup svaret bestemt og begejstret, men altid imødekommende og behersket. Da vi afslutningsvis spørger, hvilken betydning det har at blive betragtet som en satirisk forfatter, aner man dog en vis skepsis overfor de anmeldere og kritikere, som mener, at den komiske litteratur skulle være mindre autentisk og seriøs end den mere alvorlige.

I Blendstrups øjne er der ikke nødvendigvis nogen kvalitetsforskel på den alvorlige og den mere satiriske tilgang:

– Alt, der er humoristisk, er ikke ironisk, det kan også godt være tragi-komisk. Og det irriterer mig ad helvede til fx med den type anmeldere, som siger, at bare du læser op med grådkvalt stemme, så er det satanedeme stærkt. Der synes jeg, Dan Turèll var virkelig stærk, slår Blendstrup fast og afslutter med at forklare, at idealet må være, når det sjove og alvorlige fusionerer.