Vi prøver alle at tage os ud for hinanden. Hvorfor gør vi mon det? Jens Peter Kaj Jensen hast stillet sig selv de spørgsmål i sin novellesamling Kig på damen. Sentura har fået en snak med forfatteren.

INTERVIEW. En kvinde ringer flere gange anonymt til kæresten for at få hans opmærksomhed. En mand provokerer bevidst en rockertype på et værtshus. En homoseksuel mand udgiver sig for at være kvinde på nettet, da hans elsker er ved at glide fra ham – men i den nye identitet får han lokket ham til sig igen...

Det er i sandhed mærkværdige ting, der foregår i Jens Peter Kaj Jensens novellesamling Kig på damen, der udkom tidligere på året.

I bogen tager han fat på det moderne menneskes mærkværdige handlemønstre. Handlemønstre, der ifølge bogens bagside er drevet af ”forestillingen om andres blikke på én.” Om hvordan vi er afhængige af andres blik på os, når vi skal danne en identitet.

Hvor lækker en dame kan du score?
Allerede i den indledende novelle, StoreMogens, lægger karakteren StoreMogens tematikken frem. I en af sine replikker siger han netop: "Kig på damen, så ved du, hvad manden kan!"

Jens Peter Kaj Jensen, hvorfor står netop den replik som titlen på din bog?
– Det er en replik, som novellens jeg-fortæller, den kuede Trolle, tillægger den dominerende StoreMogens. Og replikken skal vise, hvordan Mogens bedømmer en mands styrker og kvaliteter ved at kigge på, hvor lækker en dame, han har været i stand til at score.

– Der er altså tale om et indirekte blik, et blik formidlet gennem blikket på en tredjepersons ydre. Denne kynisme er ikke i sig selv usædvanlig. Det interessante er, at Trolle i realiteten kommer til at acceptere kynismen, kommer til at kigge på sig selv med det samme udvendige blik. Det sætter en selvcentreret nysgerrighed i gang hos ham, og videre i historien kommer han til at kigge på sig selv med sine venners øjne.

– Gennem hele bogen bliver det en væsentlig drivkraft: dette desperat at finkæmme det billede af mig selv, som andres øjne danner.

Ingen uforanderlig jeg-kerne
Men det er der ikke nødvendigvis noget negativt i, forklarer den filosofiuddannede Jens Peter Kaj Jensen. Han uddyber:

– Jeg tror ikke på en uforanderlig jeg-kerne, men på et jeg som en organisering af personlige psykiske og kropslige erfaringer med en individuel, social, geografisk og teknologisk historie. Forskellige kroppe med forskellige gener, forskellige hjerner og nervebaner, vil organisere disse erfaringer forskelligt. Det er der ikke noget nyt i.

– Det nye er, at vi i hvert fald i Nordeuropa har muligheden for at gøre os erfaringer, der er radikal anderledes end vores forældres. Erfaringer, der måske passer bedre til vores egen krop, med de muligheder og begrænsninger, den nu har.

– Det rummer svimlende muligheder og farer, som trygheden og underkuelsen hos Gud, slægt og stand ikke rummede.

Men er det ikke bare noget, som det sidste århundredes eksistentialistiske fokus på individet og dets frihed til at vælge frit forsøger at bilde os ind?
– Nej, egentlig ikke. Jeg er nemlig ikke enig i den analyse. Jeg er selv fiskersøn. Havde jeg levet som fiskersøn for 200 år siden, havde jeg ikke haft mange chancer for at definere mig selv på en anden måde, fx som filosof, forfatter eller indvandrerlærer.

– Jeg ville frem for noget andet være mine forældres, især min fars søn, Guds barn og fisker. Hvorfor skulle dette være et mere autentisk mig?

At konstruere en ny personlighed
Netop dét, at den moderne verden giver en mulighed for at ”redigere i personligheden”, som Jens Peter Kaj Jensen udtrykker det, har stået som en af de centrale ideer bag novellesamlingen.

I novellen Venner møder man en person, der skaber sig en ny identitet som kulturpersonlighed og digter gennem sin litterære blog og facebookprofil. Det sker ikke mindst ved at tyvstjæle sin litterære metode og sine idéer fra en kæreste.

Hvad er det egentlig den hovedpersonen vil opnå?
– Jeg-fortælleren i novellen Venner vil anerkendes af rockeren eller af digtervennerne. Af hvem som helst. Og på den måde ligner han de fleste.

– Internettets mødesteder i form af blogs og fora rummer en uimodståelig fristelse for den ensomme. En fristelse til at søge hen til den, jeg længes efter, selvom jeg ikke er budt indenfor. Eller en fristelse til at søge opmærksomhed hos fremmede, som ikke nødvendigvis har ytret interesse. Til at skifte min forhadte identitet ud med en anden, som jeg selv konstruerer og føler mig bedre tilpas i. Eller til at stjæle et andet menneskes identitet for at undersøge, hvad et tredje menneske tænker om mig.

Den moderne teknologis fristelser
Det er som antydet ikke kun positivt, at vi har de muligheder, mener Jens Peter Kaj Jensen. Fristelsen i den moderne teknologis muligheder rummer også muligheden for undergang:

– Web-teknologien giver de mest fantastiske muligheder for at søge og udveksle information, men den rummer også farlige fristelser.

– Man kan gå til i undersøgelser af sin egen ydre eksistens, drukne i alle de andres blikke på en selv. Og det er så nemt at melde socialt offensive budskaber ud på disse interaktive fora, fordi man kan gemme sine røde kinder, sin rystende stemme og sit flakkende blik. Det kan være godt for den generte, men det kan også friste os til at melde budskaber ud, som vi ikke har styrken til at bakke op, når vi ikke længere har nettets filter mellem os selv og den anden.

Han leger med fortællerne
Noget der i høj grad præger Jens Peter Kaj Jensens bog, er en gennemført leg med fortællerpositionerne.

I novellen StoreMogens vil fortælleren skabe sin egen fortælling, da han i det skjulte arrangerer sin egen polterabend, og i Det er, sådan du ser mig bliver læseren bliver inddraget som en voldelig rockertype gennem en du-fortælling.

I Flyveskalle mod åben dør [Læs novellen på sentura.dk, red.] spilles på læserforventningen og en drengerøvsfortæller sig højst overraskende at være en pige. 

Er der en dybere mening med at denne leg?
– Ja! Mest eksplicit er legen i novellen Langå, som skifter mellem to fortællere, nemlig novellens to hovedpersoner. Kvinden fortæller manden udefra med et æstetiserende han, mens manden fortæller kvinden med et begærende og bemægtigende du. Sådan begynder det.

– Det er helt rigtigt, at fortællerpositionen på forskellig vis kommer aktivt i spil i alle novellerne. Det hænger sammen med min fokusering på, hvordan man kan komme for skade at adoptere det fremmede blik på ens egen person.

Sproglige eksperimenter og selvfremstilling
I øjeblikket synes litteraturen at have to hovedspor: det sproglige og formmæssige eksperiment på den ene side og selvfremstillingen på den anden side. Med Kig på damen er det som om du vælger at vende tilbage til en skrivetradition, som man fx så det hos Peter Seeberg og i Jan Sonnergaards trilogi. Er det en bevidst strategi?

– Tja, jeg ved ikke, om jeg vender tilbage til noget, men jeg er meget glad for både Peter Seeberg og Jan Sonnergaard. I en novelle eller en roman gør man nok altid lidt af det hele.

– Jeg mener jo også, at der er formmæssige eksperimenter i novellerne. Fx netop den aktive brug af fortællerpositionen.

– Og selvfremstillingen ligger nedenunder det hele, ikke sådan at forstå, at nogen af personerne er mig, eller at handlingerne eller skæbnerne er mine. Det er de ikke. Men fristelserne er i det store hele mine.

– De fleste af de sygelige og forskruede ting, som mine karakterer kommer til at gøre, har jeg selv været fristet til at gøre. Jeg har blot overtalt mig selv til at lade være. Så prøver jeg at forestille mig, hvad der kunne være sket, hvis en anden person var faldet for en tilsvarende fristelse.

Alle kender fristelserne
Men du sætter vel tingene meget på spidsen, hvis dine karakterer skal være udtryk for selvfremstilling?
– En anmelder skrev, at mine karakterer er så usympatiske, at jeg umuligt selv kan holde af dem. Intet kunne være mere forkert. Jeg har intens forståelse for alle de vanvittige projekter, som de kaster sig ud i, netop fordi jeg kender fristelsen fra mig selv.

– Hvad mere er, jeg tror ikke, jeg er den eneste, som kender til denne type fristelser. Så et element af selvfremstilling er absolut til stede i teksterne.

– Jeg mener bare ikke, at jeg som virkelig person er særskilt interessant, netop fordi jeg kun sjældent vælger at lytte til den permanente fristelse til at gøre vanvittige ting. Derfor vil jeg ikke kede læseren med min egen trivielle historie, men hellere finde på.

Mennesker gør skøre ting
Kan du dog ikke genkende noget af anmelderens karakteristik? Som jeg læser personerne, er de utroligt selvoptagede og uempatiske. Er Jens Peter Kaj Jensens blik på det moderne menneske så misantropisk?
– Ikke spor, men jeg prøver at være ærlig. I Kig på damen skriver jeg især om ensomme mennesker. Det er ensomme mennesker, som angler efter kærlighed, efter at blive set, mærket, men netop derfor bliver de ikke set.

– I øjeblikkets desperation falder de for fristelsen til at gøre noget ynkeligt og forkasteligt i deres higen efter anerkendelse. De tager et skævt valg, som får konsekvenser.

– En anden anmelder finder de tilsyneladende absurde optrin, som følger af disse skæve valg, utroværdige. Sådanne skøre ting gør folk da ikke, mener han. Men tro mig – det gør de! Også derfor skal vi elske dem og tage os af dem. Vi skal se dem, disse helt almindelige, vanvittige mennesker, i stedet for et kigge væk, når de skejer ud, slutter Jens Peter Kaj Jensen.