Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
Lars Handesten
Johannes V. Jensen
Biografi
516 sider
Kr. 395,-
Gyldendal, 2000


Af Uffe Andersen

omslag: Ida Balslev-Olesen

Læs Handestens og andres indlæg i debatten om
Johannes V. Jensen.
 

Den jyske sphinx

Mens man læser Lars Handestens biografi Johannes V. Jensen, kan man gribe sig i at sukke længselsfuldt: 'Akja - déngang var der fejder til!'
    Bogens mange harske teksteksempler viser dog, at det ikke altid har været lige sjovt for Jensens ofre - professorer, dagbladskritikere og forfatter-kolleger - for Jensen skrev forbandet godt - også når han skulle være perfid.
    Når han er dét, er det dog tilsyneladende ikke altid med vilje; måske griber sproget ham bare. I hvert fald mærker han vist tit selv det hele hårdere end 'ofrene' - for med de tit noget vilkårlige udfald kunne venner med eet blive fjender, og Jensen kom til at leve mere isoleret, end han egentlig brød sig om. Og i modsætning til hvad hans samtid mente, tog det altsammen mere på ham end han lod: "jeg vil bekende for dig at jeg er altfor følsom skønt jeg gør mig saa haard som jeg kan", skriver han i et brev.
    Ved at trække den slags frem prøver Lars Handesten at nuancere det billede, man har af mennesket Johannes V. - med høj, hvid og utilnærmelig flip, skånselsløs og sig selv nok. Men også billedet af digteren får flere nuancer.
    Lars Handesten gør f.ex. op med den to-deling af Jensens forfatterskab, man groft sagt har lavet siden vennen Leif Nedergaard i 1943 udgav en monografi, hvor han - med forfatterens 'ja' - satte et 'før og efter (1904-)1906'.

Uden for tiden
I de dekadente 1890´ere var Jensen - som tiden selv - ramt af tvivl og sortsyn. Men efter 1906 - skriver Nedergaard - lykkedes det ham med en villet "omstilling til et optimistisk udadrettet livssyn at få ungdommens pessimisme og jegkredsning likvideret". Den tese er Jørgen Elbek i sin biografi fra 1966 helt enig i - bare med det modsatte fortegn: mens Nedergaard - og Jensen selv - så udviklingen som en helbredelses-historie, mente Elbek, at uden tvivl og problemer med (køns-)identiteten er Jensens litteratur ikke meget værd. Men hele den skelnen mellem et før og efter, forkaster Handesten. Han påviser, at også i de senere værker er Jensen "vild og famlende, stadig lige genial". Genialiteten kommer dog kun i glimt i de senere år. Det mener også Handesten - som Jensen selv i øvrigt gjorde det: "jeg vilde saa gerne være Forfatter", skrev han til en ven - maleren Frits Syberg - ti år før han i 1944 fik Nobelprisen. Og 41 år efter sin debut.

"Hid med min Hest, jeg sprænger fra gusten Gaade! / Skin, lysende Sol, paa min Korsfarerfærd!" lød et par strofer af Johannes V. Jensens debutdigt, der blev trykt i Journalen. Blad for underholdende Læsning i januar 1893. I de to linier ligger meget af, hvad Jensen senere foldede ud. Hans "korsfarerfærd" blev at oplyse danskerne - om, hvordan verden i virkeligheden så ud, bag kristendommens, spiritismens og anden overtros dunkle mysterier. De næste to digte i Journalen afslørede næsten profetisk, at den stræbsomme unge mands mission ikke blev ført til ende. I stedet for at fortsætte sin raske handlen, synker han hen i længsel og refleksion. Netop de to tilstande prøvede Jensen selv hele livet at undslippe - men han var også afhængig af dem.

Johannes V. Jensen ser tidligt, at i moderniteten er den gamle verdens sammenhængskraft gået tabt. Med Guds død, maskinernes fremmarch, specialiseringen og arbejdsdelingen, har verden mistet sit faste grundlag og mennesket kan nu kun opleve verden i brudstykker. Og ikke mindst har man mistet muligheden for at tro på det evige liv. Det er den splittelse, Jensen livet igennnem prøver at hele - ligesom han ønsker intet mindre end at give menneskene (deriblandt sig selv) evigheden tilbage. "Udenfor Tiden" er derfor en typisk titel på en af hans såkaldte 'myter': netop det at komme uden for tiden var det stadigt gentagne tema.

Verden rundt
Jensen mener selv, 'myten' er hans helt egen genre. Han opfandt den fordi romanens form ifølge ham ikke duede til moderniteten, hvor verden var blevet sprængt og kun kunne opfattes i en række sammenhængsløse billeder, det var forfatterens opgave at kæde sammen.
    'Myterne' er oftest fulde af sansninger og sådan sætter Jensen den konkrete verden, nu'et, i forbindelse med fortiden (og fremtiden). Det særligt jensens'ske er netop den dobbelthed, han i digtet Inter-ferens (1901) kalder "mit Sinds Knivsystem": splittetheden mellem på den ene side "kosmiske Forestillinger" om evigheden og Altet - og på den anden side den prosaiske hverdag med skohorn og neg på marken. Ved at lade de to spille sammen, tilskriver Jensen hele tiden mening og virkelighed til en verden, der ellers truer med at falde fra hinanden af mangel på mening - og overlade menneskene til død og tomhed.
    Netop splittetheden og døden er det, han rejser verden rundt i håbet om at undslippe. I digtet Paa Memphis Station fra 1904 opfordres hovedpersonen til at slå sig ned i "sphinxforladte Memphis" og få sig en almindelig, gådeløs tilværelse – men kan ikke "glemme, at man lovede dig Evigheden". Det samme kan Jensen ikke; hans ideal er egentlig en gennemsnitstilværelse som familiefar - men selv om han i 1904 bliver gift og siden får tre sønner, falder han aldrig til ro i rollen.
    "Usalig er den hvis Ve og Begær / kan aldrig dø", skrev han om en af de genkommende skikkelser i sine værker, Columbus. Men uden "Ve og Begær" var Columbus ikke sejlet mod Vest og Jensen havde ikke skrevet, hvad han skrev. For ham blev selve det at rejse og længselsfuldt søge efter et tabt paradis indbegrebet af livet. Med tiden fandt han ud af, at denne rejse ikke behøvede være en fysisk i geografien " erindringen og tiden var lige så gode at rejse i.

Opfinderen af Himmerland
"Kun den, i hvem Fortiden er stuvet op, har Fragt ind i Fremtiden", hedder det et sted. Erindringen er meget vigtig for Jensen, der ifølge Handesten bliver "den han vil være i kraft af sin fortolkning af sin barndoms og ungdoms erfaringer". Derfor er det barndomslandskab, han beskriver i sine himmerlandshistorier heller ikke et geografisk område, men et frem-tolket drømmelandskab - og en del af hans identitet. Af samme grund kom han meget sjældent til det virkelige Himmerland - og kunne i hvert fald ikke drømme om at flytte tilbage. Jensen skelnede dog ikke mellem det drømte og det reelle Himmerland - så han blev oprørt, da en af hans søstre holdt et foredrag om hjemegnen: Himmerland var háns opfindelse, mente han.
    Den identitet, Jensen tog på sig, valgte han i protest mod den ydmyge og navlepillende, der herskede i Danmark efter nederlaget i 1864-krigen. Hans fortolkning af fortiden var, at han var en af Goterne - dén "Race", der havde opfundet teknikken. Ved hjælp af dén havde 'den hvide mand' koloniseret det meste af kloden. Og dét - imperialismen - var helt i orden, mente Jensen, der uden videre overførte Darwins princip om survival of the fittest til menneskeheden, så at "den der har Magten, ejer ogsaa Moralen".

Jensens kvantespring
For een med dét livssyn, er det vigtigt selv at være den stærkeste - så på en måde er det logisk nok, at eneren, der ikke tålte kritik - og som i sine bøger gav Kvinden den rolle at føde børn - måtte få et opgør med sin familie og især med søsteren Thit, der også skrev. Det fortæller Handesten altsammen via breve og samtidens aviser – hvor en del af familieslagsmålet foregik. Men det er - heldigvis - Jensens egne fortolkninger af sig og sin samtid, Handesten er optaget af, snarere end det er barndommen og opvæksten i sig selv. Men selvfølgelig hænger forfatteren og mennesket sammen. For eksempel er den nordiske myte, der afslutter Kongens Fald, vigtig for at forstå både mennesket og forfatterskabet.
    De to jættepiger Fenja og Menja står her ved kværnen og maler i fællesskab livets hjul rundt og rundt. Det viser, hvordan livet går mod død, ny genopstandelse - og så fremdeles. Men i Kongens Fald fra 1900 er det altovervældende tema døden - og bogen ender da også i fortvivlelse og uforløsthed, idet den destruktive kraft, Menja, får det sidste ord. I Bræen fra 1908 er det omvendt.
    Her fortæller Jensen om et forhistorisk Danmark, hvor isen først vælter ned over landet for senere at trække sig tilbage. Heltene er de mennesker, der tager kampen op med is og kulde og skaber en ny begyndelse. Rundgangen gentages flere gange i romanen - men slutter med forårets gen-komst. Som Handesten bemærker, har Jensen hele tiden ønsket sig dén ikke-afslutning som slutning, men først nu kan han ærligt erklære, at sådan er det: livet bliver ved i det uendelige.
    Dette "kvantespring i Jensens måde at anskue verden på" kædes sammen med begivenheder i hans personlige liv og i samfundet. I Amerika har han set, hvordan folk fra bar prærie har skabt byer; i Danmark har der været systemskifte og teknologien og industrialiseringen tager store spring. Og så har Jensen stiftet familie: kone og to sønner, der kunne ses som det levende bevis på Bræens påstand.

Den evige gentagelse
Men netop det, at livet ikke var uden ende blev ved at være Jensens store pinsel og drivkraft til at skrive " for selv om slægten og Livet som sådan nok går videre, så må den enkelte dog dø. Dét kunne Jensen ikke verbalt punche sig ud af. Men han prøvede. Handesten argumenterer for, at når man kritiserer Jensen for at 'gentage sig selv i det uendelige', er det forfejlet. For netop dét – den evige gentagelse - er en stor del af pointen, mener Handesten. I og med sin skriven mimede Jensen dén evige gen-skabelse, der var hans håb og ideologi. Naturen og dens rundgang er et lige så genkommende motiv hos Jensen som foråret selv.
    En stor del af forfatterskabet kan på den måde, ses som en "opstand mod tilintetgørelsen" - og i den forbindelse giver det også mening at se Jensens modvilje mod anden litteraturs psykologiske portrætter. I stedet for det (alt-for-dødelige) enkelt- og enestående individ ville han skildre hele folks og racers udvikling. Til dét brugte han myte-digtningens form, hvor menneskene mister alle særtræk og i stedet bliver stiliserede typer.
    Samme ideal hævdede han for rigtige mennesker: man burde være typisk, ikke skille sig ud fra gennemsnittet – hvilket særligt gjaldt forfattere. Det siger han i hvert fald nogle gange - men egenrådig som han er, undrer det ikke, at han også udtrykte sin dybeste afsky for netop massernes formløse liv og – også i sit værk - hyldede den ener, uden hvem al udvikling ville gå i stå og livet degenerere.

Netop Jensens hyldest til den overlegne ener, har fået mange til at trække paralleller til Nietzsches over-menneske-teori og til nazismen. Begge dele tager han - som med Europas andre fascistiske diktatorer og særligt jøde-forfølgelserne - skarpt afstand fra. Så selv om vel kun Jensen selv har poker-face nok til at benægte, Nietszsche har haft indflydelse på hans verdenssyn, lykkes det Handesten at tegne et mindre sort/hvidt billede af Johannes V. Jensen. Samtidig giver han et udmærket overblik over Jensens mangeartede produktion; han resumerer og argumenterer overbevisende for sin vurdering af værkerne og for det livssyn, han mener ligger bag dem. Oveni trækkes enkelte linier til både tidligere og senere dansk litteratur - fra Brorson til punktromanen. Det hele fortælles med en kærlig-ironisk distance til hovedpersonen og ofte en medfølelse for de mennesker, der stødte sammen med ham. En meget velskrevet biografi, der gør den jensen'ske tvivlen nærværende.

Meningen med forfatterskabet
I 1901 spørger Johannes V. Jensen med henvisning til den splittelse, der var opstået med den moderne verden: "ved hvilket Middel skal der tilvejebringes Ligevægt mellem et materielt uhyre Fremskridt og en aandelig, haardnakket Tøven?"
    Svaret gav han selv: midlet skulle være hans bøger. Ifølge Jensen selv var meningen bag hele forfatterskabet at bringe Darwins udviklingslære og det materialistisk livssyn ind i litteraturen og ud til folket. Jensen så egentlig ikke sig selv som 'digter', men som oplysnings-skribent - og her er det, hans enorme vilje trods alt ikke rækker.
    "Der skal ikke stå noget billede af mig eller efter mig, som jeg ikke selv har skabt", sagde Johannes V. - men i dag husker vi mindre hans ihærdigt gentagne udlægninger af udviklings-historien og mere hans beskrivelser af den danske Kyst, der smiler fagert eller af Axel, der i Kongens Fald langsomt dør, mens den lyse nat falder på.
    Men har Jensen ret i en af sine centrale påstande - at "kun hvad der er forglemt er forgaaet" - så hár han under alle omstændigheder nået den Evighed, han rejste kloden rundt i sin længsel efter .... så vidt vi nu kan afgøre det.

"Min næste Bog skal blive som en Kugle, fuldkommen, rund, uangribelig som en Kugle": 23-årige Johannes V. Jensens ambition efter udgivelsen af sin første bog, Danskere, i 1896. Et mål, der aldrig slap ham - og en formulering, en ven sørgede for ofte siden at minde ham om. Handesten giver bud på, i hvor høj grad Jensen opfylder sin drøm.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]