Når verden bliver væk

KORTANMELDELSE: Der er ikke så få lighedspunkter mellem svenske Jerker Virdborgs Forsvindinger og Pablo Henrik Llambías' Et ukendt barn fra sidste år: Begge romaner udspiller sig i et skyggeland mellem fiktion og biografi, begge romaner er velskrevne og spændende, begge er en smule distancerende i forholdet til sin læser, begge er lidt vanskelige helt at få hold på.

Kold og tillukket
Jerker Virdborgs Forsvindinger starter med et tilfældigt møde med en gammel klassekammerat på gaden. Klassekammeraten fortæller sådan lidt henkastet, at en af de andre fra klassen, som ikke har holdt kontakt i de sidst mange år, er forsvundet sporløst. Denne måske nok overraskende, men alligevel relativt harmløse oplysning, starter en jagt på den forsvundne klassekammerat, som gradvis bliver en jagt på fortællerens fortid – og slutteligt vel en jagt på fortælleren selv.

På ét plan en slags detektivhistorie, på et andet et dyk ned i 70'ernes barndomsland og på et tredje en afdækning af en eksistentiel nutidskrise. Undervejs starter fortælleren (som deler identitet med forfatteren) en form for dialog med den forsvundne ven – og dét spor er, sammen med erindringsglimtene af deres fælles barn- og ungdom, det mest vellykkede i en ellers halvkedelig roman.

For hvor Llambías formåede at holde sin læser fangen – trods den bevidst indskrevne distance og den sære form, hans roman havde – så lykkes dét ikke for Virdborg. Hans roman forbliver kold og tillukket.