Duvende i sindets horisont

Jesper Wamslers nye novellesamling Zeppeliner er både velskrevet og fantasifuld. Alligevel svæver det litterære luftskib ikke rigtig til vejrs, fordi det byder på for meget form- og idemæssigt genbrug.

ANMELDELSE: Zeppeliner indeholder atten forholdsvis korte noveller, der især kredser om temaer som skyld, psykisk skrøbelighed og følelsen af uvirkelighed. En del af novellerne er bygget over samme læst, hvor den i udgangspunktet troværdige situation og fortæller pludseligt eller gradvist vendes på hovedet og stiller spørgsmålstegn ved skellet mellem virkelighed og fantasi.

Det gælder Bork i novellen af samme navn, som vi møder i arbejdspladsens omklædningsrum, men som vist slet ikke er ansat mere og i stedet måske står og fantaserer i sit eget badeværelse. Det gælder fortælleren i En tunnel af blade og bark, der er i sommerhus med sin kæreste. På vej hjem fra kroen opdager de en mand, der kravler i træerne over deres hoveder – og den mand viser sig at være fortælleren selv. Det gælder brevskriveren i Kære bror, der ikke kan adskille sine drømme fra virkeligheden og derfor tror, at genboen kravler rundt på husmuren iført grøn dragt med sugekopper. Brevskriverens manglende realitetssans er formentlig begrundet i en udefineret skyldsfølelse over for broren, og skyld, herunder konsekvenserne af overdreven skyldfølelse, er samlingens overordnede tema, der også gennemspilles i de mere regelret realistiske noveller.

De enkelte noveller er foruroligende, ikke kun fordi de river virkelighedstæppet væk under én, men også fordi det aldrig siges eksplicit, hvad det er for tildragelser, der har bragt personerne ud i deres psykiske ustabilitet. Men i længden bliver denne afsøgning af virkelighedens sprækker en anelse monoton og forudsigelig.

Ren telegramstil
Wamsler har et prægnant, tæt og enkelt sprog, der i visse noveller komprimeres til en ren telegramstil. Det lykkes godt i Ralstrup tur retur, hvor han over få sider helt neutralt får opridset tilværelsens tragik og tilfældighed i to generationers levnedsløb. Hans erfaring som dramatiker fornægter sig heller ikke. Novellernes dialoger klinger rent, og Wamsler har i det hele taget et fængende og nuanceret sprog, der i sig selv er værd at stifte bekendtskab med.

Det er sproget, der giver samlingen dybde og pirrende udvider novellernes betydningsrum, mens det derimod som sagt kniber med opfindsomheden, når det kommer til varians i struktur og ideer. Der er for meget tomgang, for mange enslydende pointer. Spørgsmålet er, om Wamsler ikke skulle slippe sit sprog løs på et større format og udfolde de temaer, han tydeligvis brænder for.