Med romanen Børnene inviterer Ida Jessen endnu engang sin læser en tur til den fiktive Limfjordsby Hvium. En by hvor voksne er barnlige, og børnene for tidligt voksne.

ANMELDELSE: Med romanen Børnene fortæller Ida Jessen videre om mennesker i den fiktive Limfjordsby Hvium. En fortælling der begyndte i Den der lyver og fortsatte med Det første jeg tænker på.

I Børnene hviler den samme klaustrofobiske forbandelse over lillebyen, hvor alle tilsyneladende kender til alt. Hvor man ikke kan vælge anonymitet og glemsel. For hos købmanden eller ved forældremødet står de andre allerede parat og fuldt vidende om ens liv.

Under overfladen
Alligevel foregår mange ting under overfladen. Hustruvold, selvdestruktiv alkoholisme og utroskab i metermål. Det ligger som en understrøm under lillebyen, der ellers på overfladen virker som den rene landlige idyl. Men hvor ondskaben under overfladen blev dyrket i de tidligere romaner om Hvium, har Ida Jessen denne gang sit fokus på forholdet mellem forældre og børn. Eller rettere forholdet mellem forældre og ansvar.

Hun følger kvinden Solvej, der er tilflytter i Hvium. Solvej er kommet til byen for at gense sin fireårige datter, Christiane, som hun ellers udvandrede fra, da hun ikke længere følte noget for ægteskabet med datterens far. Hun ville hellere være sammen med sin noget ældre elsker.

Men efter en tænkepause har hun taget turen fra Nordsjælland til Limfjorden med det erklærede mål, at hun vil genoptage kontakten med datteren. Det går ikke helt nemt, men lykkes da efterhånden. Og efter et par år byttes rollerne om. Det er nu eksmanden, Morten, der skal realisere sig selv, så han forlader sin nye kone i Hvium og efterlader Christiane hos Solvej.

To generationers problemer
Vi møder også en række bipersoner. En af dem er gårdejeren Søren Martinsen, som i romanens begyndelse er udlejer af det lille hus, som Solvej er flyttet ind i. Han virker venlig, og lille Christiane bliver gode venner med Martinsens søn, Jon, der er jævnaldrende. Men det skal vise sig, at han tæver sin kone og egentlig mest er interesseret i at tiltvinge sig adgang til Solvejs bukser. Det lykkes også, men ikke med nogen særlig lykkelig udgang. Solvej er faktisk nødt til at flytte ud af det lille hus i stor hast.

Senere i romanen, som udspiller sig i perioden fra 1992 til 2007, lader Solvej den dårlige oplevelse med Martinsen gå ud over datteren. Den nu 17-årige pige er nemlig blevet forelsket i Martinsens søn. Men Solvej stiller sig trodsigt i vejen. Hun siger til datteren, at det er for at beskytte hende. Jons fader var en voldelig mand, der endte med at drikke sig selv helt i hundene, så Jon må også være det, lyder hendes håbløse ræsonnement, der nok i virkeligheden dækker over, at Solvej ikke er sit ansvar som forælder voksen – hun tør ikke slippe datteren, men holder barnligt fast.

Den barnlige voksne
Det virker ikke efter hensigten, så mor og datter bliver stødt fra hinanden og mister i mange år kontakten med hinanden. Det kommer til at stå ret klart, at det egentlig ikke er børnene, det handler om. Trods titlen. Nej, romanen tematiserer en forældregeneration, der har så travlt med at realisere sig selv og forfølge deres erotiske lyst, at de glemmer ansvaret for de liv, de har sat i verden. Forældrene opfører sig faktisk som børn. Bliver livet for hårdt eller for kedeligt, skrider de simpelthen.

Både Christiane og Jon må på hver sin måde erfare, at moderne børn alt for tidligt er nødt til at blive voksne. Christiane i kampen med sin mor. Jon i forhold til en fordrukken far. Når de voksne er barnlige, så må børnene blive de voksne.

Den nøgterne stemme er bedst
Det er egentlig romanens hovedplot og tema. Det kan forekomme banalt, men det er godt og medrivende fortalt. Det kan hun, Ida Jessen. Hun har fundet en noget større patos i fortællestemmen end i de tidligere romaner:

Det kan virke en kende belastende, når vi skal helt op i den alvidende fortællers følelsesmæssige luftlag og ned i sprogets metaforiske dybder. Ida Jessen er faktisk bedst, når hun er den nøgterne og lidt mere objektive fortællerstemme.

Til gengæld siger citatet en hel del om bogens menneskesyn. For Børnene er på mange måder en grum og misantropisk beretning, om hvordan moderne mennesker enten går til i tryghed eller selvdestruktion. Der er i hvert faldt langt mellem reelle modbilleder hos Ida Jessen. Men Børnene gør det, som god litteratur skal. Den får os til at tænke. Er vi virkelig sådan?