Der er megen smerte her

Man skal holde tungen lige i munden, når man læser Jette Drewsens første novellesamling Oven for klinten, der med sin formmæssige blanding af drøm, realisme og satire får taget fat i orienteringsløse tendenser på overraskende slagkraftig facon.

ANMELDELSE: Oven for klinten rummer 11 noveller i tre afdelinger, der alle tager fat i tendenser i samtiden. Men måden, de gør det på, er varieret og ret langt fra gængs caffé latte-realisme. I samlingens første del befinder vi os ganske vist i en genkendelig virkelighed, men anden dels ene lange novelle og tredje del byder på mere og mere fragmenterede former og opløsning af såvel karakterernes jeg som deres omverden i en grænseløs fællesbevidsthed uden faste normer, regler eller geografi.

"Hun kunne godt have brugt hjælp", hedder det om første novelles titelfigur, Ashley, der er hjemme fra London til sin fars begravelse. Men hun får ingen hjælp, ligesom samlingens øvrige karakterer også står alene med deres tvivl, sorg og idéer, fordi ingen formår at rumme andet end sig selv, og relationer til andre mennesker reduceres til forbrug af deres kroppe, tanker eller ejendele. Det gælder både i intimsfæren, hvor materielle goder har erstattet følelser og lyst hos parret, der søger terapi i Paris, i globaliseringens nye koloniseringsstrategier, og i kulturlivet, hvor idealer og æstetik erstattes af meningsløse – og i dette tilfælde grotesk morsomt beskrevne – events, der især skal promovere eventskaberen selv.

Kulturkritik i ny indpakning
Drewsen bedriver altså det, man kunne kalde god, gammeldags kulturkritik. Mennesket som objekt og manglen på fællesskab er ikke nye temaer i litteraturen, men hun formår i de bedste af novellerne at formidle temaerne, så kynismen og fortabtheden mærkes langt ind i knoglerne. Titelnovellen er et godt eksempel på den drewsenske evne til at fremstille en følelse – i dette tilfælde misundelse – i ren, sproglig form. Novellens fortæller er et navnløst vi, der stærkt forurettet og mere og mere indædt iscenesætter sig selv som offer for nogle formentlig intetanende naboers gøren og laden. Det interessante er ikke det konkrete (mis)forhold mellem naboerne, men den virtuose, sproglige gestaltning af grotesk selvoptagethed.

Nogle af novellerne er rendyrket satire, mens andre mere minder om drømme løsrevet fra tid og rum og med karakterer, der flyder sammen og forvandles. De drømmeagtige og de mere groteske noveller minder en del om universet i Astrid Saalbachs dramaer og tematiserer som dem manglen på gensidig forståelse og forpligtelse.

Manglen på pointe og en etableret fortællerperson gør mange af novellerne noget diffuse, men det understreger vel præcis samlingens fremstilling af samtiden som flygtig og orienteringsløs. Nu, hvor vi har vænnet os til de minimalistiske realismeformers minutiøse afdækninger af hverdagens detaljer, er det ganske forfriskende med en vilter novellesamling, der i kraft af sin krævende form giver en anden oplevelse af samtidens ensomhed og relationer. Det er kuldslået, det er trist, det er grotesk og forvirrende, det gør ondt. Det virker.