Forfatteren Hans Otto Jørgensen og tegneren Halfdan Pisket har sammen skabt en ambitiøs grafisk roman. Den ryster noget i sit samlede udtryk.

ANMELDELSE: Det er efter sigende altid en sær dans, den man danser med døden. Hvilket Jørgensen og Piskets skamløst ambitiøse eksperiment ud i graphic novel-genren da også beviser til fulde, men ikke uden at parrets mærkelige gangart hakker lidt rigeligt i det, inden musikken standser.

Hvis man tæller lidt løst på fingrene, er vi knapt nok oppe på en håndfuld danske graphic novels på lige så mange år.

Som dyster og skæv fortælling om livet i skyggerne passer Vold rigtigt godt ind i samme række som Sortmund (2006) og Little Miss Nobody (2008). Af de tre er gangsterhistorien Vold den der har de største litterære ambitioner, men også den der ryster mest i sit samlede udtryk.

Fravalg af talebobler
Tydeligste kendetegn ved Vold som tegneserie er det totale fravalg af talebobler, og det viser sig altså at være et lille valg med store konsekvenser. Man kan måske sige, at den er blevet lige så utilnærmelig, som den er svært tilgængelig.

Det, der ikke rigtigt sker, er, at fortællingen kommer i gang. Vold står hele tiden stille og flimrer på sine sorte og flotte og forrevne sider, hvor ord og billede bliver ved med at dreje rundt om hinanden uden at gå i den forbindelse, der ville kunne udløse det episke potentiale i temaer og motiver.

Roman og tegneserie finder ikke sammen
Når en seriøs litterær forfatter og en flippet grafiker slår pjalterne sammen, håber man altid på at det hermeneutiske regnestykke ender med 1 +1 = 3, og det gør det da på sin vis også for Vold.

På den ene side kan man sige at titel, form og indhold alle tre spejler det samme på den samme måde. Ting og mennesker der smadrer og smadres og bliver ved og ved med det.

På den anden side finder Vold som roman ikke sammen med Vold som tegneserie (hvilket jo godt kan være en pointe, men – alt efter temperament – kan den slags fragmentation altså godt virke frustrerende udover det rimelige).

Det er kun i den poetiske gentagelse af sig selv, at den kommer frem til sig selv, om jeg så må sige. Der er godt nok noget med heste og kvinder, en mand der skriver og slåes ihjel, og andre mennesker der slåes ihjel, altså en slags plotudvikling, men en mere simpel og bare lidt tydeligere fremdrift havde gjort Vold stærkere.

Kræver meget
Vold kan godt anbefales men hverken til søvnige romanlæsere eller sultne tegneseriefans.

En god læseoplevelse, men også én der – trods en sær og kriblende fornemmelse af takter der slår sig selv over fingrene – kræver mere end den giver.