For hvordan ligger det med brevet selv? Er computeren ikke ved at afskaffe det? Tværtimod. Det er snarere telefonsamtalen, der er truet. Med e-mail-muligheden skriver vi flere breve end nogensinde. Men hvad er det for en slags breve? Den elektroniske korrespondance adskiller sig fra brevvekslingen først og fremmest ved sit tempo. Der kan udveksles e-mail flere gange om dagen, ja, flere gange i timen, hvis begge parter har deres skærm tændt. E-mailen nærmer sig telefonsamtalens samtidighed. Tempoet får betydning for det sproglige arbejde. E-mailen – og her taler jeg om privatkorrespondancens e-mail – er i reglen mere spontan, mindre ciseleret end det skrevne brev. Der er noget mere utålmodigt og foreløbigt over det elektroniske brev. I en hurtig e-mail-udveksling kan salutatio ryge helt ud og clausula stå forkortet: kh. efterfulgt af et initial.
    Anne Katrine Lund har i sin ph.d.-afhandling Breve i brug. Fjernkommunikative genrer i et retorisk perspektiv, 2000 (udgivet 2004 i bearbejdet og forkortet udgave under titlen Den forsømte kommunikation), fremlagt resultaterne af empiriske punktstudier i den private e-mail. De 'genrekolonier', som Lund har fundet i papirbrevene, genfinder hun i e-mailene: feriehilsenen, flyttekortet, følgebrevet, gækkebrevet, jule- og nytårshilsenen, lykønskningen, invitationen, takkebrevet, det kontaktvedligeholdende brev, følelsesbrevet, alle genrerne på nær én: kondolencebrevet. E-mailen synes for let til at rumme sorg. Blandt Lunds informanter fremføres det synspunkt, at e-mailen ligefrem kræver munterhed (Lund 2000, s. 112).
    E-mailen er et relativt nyt medium og derfor under stærk udvikling. I begyndelsen var mange bange for, at uvedkommende kunne hacke sig ind på deres mails og udleverede derfor færre private oplysninger dér, end de ville gøre i deres papirbreve. Nu skriver mange formentlig lige så intimt i deres mails, som de gør i papirbreve. På et tidspunkt bliver det nok også naturligt at skrive kondolencebreve i e-mail-form – nogle gør det sikkert allerede. Den generation, som vokser op med computeren, vil ikke opleve teknikken som en forhindring for emotionel udfoldelse og intim betroelse. Forskellene mellem papirbrevene og de elektroniske breve vil i første omgang blive udlignet. Men efterhånden som papirbrevet bliver sjældnere, vil det blive mere og mere særegent, værdifuldt – og dets ældgamle karakter af fysisk gave vil blive yderligere understreget. Kvantitativt vil e-mail-formen sejre, alene fordi den er billigere og hurtigere. Den intensiverer de dialogiske muligheder i brevformen, trækker det endnu længere over i den samtaleform, der siden middelalderen har været brevets stilideal: »sermo amicorum absentium« – en samtale mellem fraværende venner (jf. Beebee 1999, s. 12). Idealet fastlægges definitivt i Erasmus af Rotterdams Opus de conscribendis epistolis (1522) (jf. Lund 2000, s. 37).
    E-mail-formen har selvfølgelig allerede været Udnyttet litterært. Jeg vil give tre eksempler fra dansk litteratur anno 2003.

Epistler baseret på e-mails
I det første eksempel er e-mailen kun en del af produktionsformen, tilmed en uheldig del, så det eksempel vil jeg gøre det hurtigt af med:
    Det er den essaysistiske debatbog Epostler, en titel, der selvfølgelig både spiller på e-post og epistler. De 14 forfattere med redaktørerne Christine Antorini og Henrik Dahl i spidsen fortæller i forordet, at de takket være »informationsteknologiens velsignelser« i rigt mål har kunnet kommentere hinandens bidrag: »Deraf bogens titel, der i lige høj grad peger tilbage på Holbergs oplysningsidealer og frem på de ikke-hierarkiske samtale- og debatformer, den nyere teknologi gør mulige. Og af denne arbejdsform følger i øvrigt også, at vi en gang for alle underskriver os under dette forord. Den fælles underskrift betyder ikke, at alle er enige i alt«. Nej, vil jeg tilføje, men den fælles signatur betyder, at brevessayene anonymiseres og derved mister den etos, som knytter sig til brevets identificerbare afsender. 14 afsendere forlener ikke et brev med en 14 gange så høj troværdighed. Tværtimod. Uden at jeg dermed vil sige, at den er præcis 14 gange mindre. Men resultatet er, at vi står med en samling breve stilet til »Kære ****« og underskrevet »Ærbødigst« – altså adresse- og afsenderløse breve. Ikke mærkeligt, at nogle af brevskriverne løber fuldstændig sur i genren og indleder deres breve med sætninger som »Kære ****. Den socialdemokratiske historiker, filosof og politiker Hartvig Frisch ventede, at det 20. århundrede ville blive sekulariseringens æra« – Ja, det er et sådant brev, vi alle går og venter på, ikke sandt?
    De bedste brev-essays i samlingen er karakteristisk nok dem, der blæser på de kollektivistiske spilleregler og tillader identifikation ud fra indholdet, som for eksempel den tekst, der hedder »Tingstedet« (s. 69-71) og tydeligvis er skrevet af Suzanne Brøgger. Ja, det brev har tilmed en konkret, om end afdød, modtager: Ludvig Holberg. De fleste af de øvrige bidrag er blevet spoleret af den moderne teknologi, som i dette tilfælde har fået lov til at afpersonalisere en personlig skrivegenre.

E-mail-romanen – og Vibeke Manniche: Kære @rvid
I mit andet eksempel er e-mailen fuldstændig integreret i værkets form, hvad der ikke i sig selv gør det til noget epokegørende kunstværk, men kvalificerer det til kategorien af primære brevromaner, hvor de sekundære altså er dem, der blot bruger brevet som ramme (f.eks. Peter Øvig Knudsens roman Hilsner fra klovnen, 2003), eller hvor brevene er indlagt som midler til maskering og afsløring af fortælleren (som f.eks. i Ole Henrik Laubs roman Kære mor og far, 2003) eller som bekendelses- og maskeringsgreb anvendt af fiktionspersoner undervejs i en roman (f.eks. Suzanne Giese: Amandas hus, 1998) eller som 'ting', dokumenter (f.eks. Kim Blæsbjergs roman Niels Bohrs kærlighed, 2003).
    Mange moderne danske romanforfattere, f.eks. også Hanne Marie Svendsen (Ingen genvej til paradis, 1999) og Ib Michael (Paven af Indien, 2003), har gjort brug af brevformen, nar man tager begrebet i denne brede anvendelse.
    Den svenske litteraturforsker Staffan Björck skelner mellem breve som bærere af beretningen, breve som led i handlingsudviklingen og breve som instrumenter for karakteristik og bekendelse, men differentieringen kunne som antydes drives endnu videre. Björck har også en forklaring, faktisk to, på den primære brevromans tilbagetog efter 1900. Den ene forklaring er, at hverdagens fjernkommunikation i højere grad bliver flyttet over på de teknisk hurtigere meddelelsesformer (telefon osv.), hvorfor brevromanen kommer til at virke mere 'speciel' eller 'gammeldags. Den anden forklaring er, at 1900-talslitteraturen generelt har en forkærlighed for de lavere sociale klasser, hvor brevskrivningen traditionelt har været mindre rodfæstet end i middelstanden og de højere sociale lag (Romanens formvärld, 1953; 1963, s. 45ff).
    Ikke desto mindre findes der, som vi også skal se senere i denne bog, adskillige moderne brevromaner, også primære. Vi skal i første omgang se nærmere på en primær brevroman i e-mailform: Vibeke Manniches Kære @rvid (2003). Som sprogkunstværk er romanen på det jævne, men det sætter vi parentes om her, hvor det interessante er at iagttage, på hvor mange punkter den ligner den klassiske kærlighedsroman i brevform: De to korrespondenter skriver sig tættere og tættere ind på hinanden samtidig med, at de – især den ene af dem – bruger brevet som distanceringsmiddel. Her er hvert brev »en proces mellem to parter« (for nu at bruge en brevdefinition fra Kirsten Rasks Brevbogen, 1992, s. 11)
    Kære @rvid handler om to gamle studiekammerater, som efter 25 års forløb genoptager kontakten, efter at den enes mand er død og den andens kone har fundet en anden. Det er kvinden, Birgit, der genoptager forbindelsen. Manden er først modvillig, men da hun endelig har fået ham lirket op med sine ord, tænder han på hende og vil se hende igen. Hun afviser ethvert møde med ham, vil end ikke tale i telefon med ham. Han forstår hende ikke og bliver lettere desperat, da hun efter godt et års forløb holder op med at besvare hans mails. Så modtager han en dag en mail fra hendes søn:

Der er en dobbelt, ja, i vores genre-sammenhæng tredobbelt pointe i denne romanslutning: 1) E-mailen bruges her til noget, som er endnu mere seriøst end kondolencebrevet: selve meddelelsen om et dødsfald. 2) I romanens handling er pointen den, at Jakob efter alt at dømme er søn af den fremmede mand, han skriver til (de har i hvert fald begge hareskår. Ja, romanen er på kanten af det socialrealistiske melodrama). 3) Hvad angår epistolariteten, kan vi notere os, at kvinden i romanen nok har åbnet sin sjæl, men alligevel båret maske. Hun har optaget kontakten, fordi hun før sin død ville fortælle sin gamle kæreste noget vigtigt, som hun så alligevel ikke kunne få sagt i klarsprog.
    Kære @rvid er en moderne variation af et klassisk brevromantema. E-mail-formen udnyttes ikke markant til en fornyelse af brevromangenren, men den sætter dog sine spor. Således er mange af brevene ganske korte i e-mailens ping-pong-stil, ligesom også romanens indledende, lidt tilfældige kontaktoptagelse er et karakteristisk e-mailtræk.
    Der er ingen tvivl om, at e-mailen til en vis grad vil fortrænge papirbrevet både som element i de sekundære brevromaner og som bærende konstruktion i primære brevromaner. I USA har Eric Brown med Intimacies (2004) lanceret en helt ny type brevroman kaldet 'Digital Epistolary Novel' (forkortet DEN), hvor læseren via forfatterens hjemmeside med det ubeskedne navn www.greatamericannovel.com downloader plottet, som ved at forbinde en internetflirt med en forbrydelse gør selve mediet til en del af tematikken.

Lyrik i e-mail-form – Boris Boll-Johansen: smaabreve
Mit tredje og sidste danske eksempel er nogle digt-breve, som på en original måde forsøger at udnytte e-mailens form. Udnyttelsesgraden er så unik, at den hjemmeside, www.smaabreve.dk, hvortil man meldte sig for at få digtene tilsendt, allerede er nedlagt. Det var helt bevidst planlagt fra forfatterens side. Boris Boll-Johansen besluttede, at de poetiske småbreve skulle være lige så flygtige som andre e-mails. Han begyndte at udsende dem i begyndelsen af 2003 og stoppede igen i sommeren samme år; og han har ingen planer om at genudsende eller trykke brevene. Modtagerne abonnerede gratis på dem. Hver mandag morgen var der lagt to poetiske e-mails i inboxen. Brevdigtene var ganske korte og kunne f.eks. lyde sådan:

Brevene kunne være henvendt til alle mulige, ikke bare personer, men også et Krakskort, en potteplante eller en ventende opvask. Ideen var, som digteren forklarede det i en poetologisk introduktion, at skabe tekster, som på en gang var »muskuløse og hurtigt overståede«. Boris Boll-Johansen ville ramme læserne i en modtagersituation, hvor de har fingrene på tasterne og er modtagelige for direkte omsættelig inspiration. Nogle af modtagerne – han fik 400 abonnenter – svarede da også digteren. Medlemmer af hans familie mailede undertiden til ham og sagde, at hans digte tydede på, at han ikke havde det for godt, og at han hellere måtte komme forbi og få et måltid mad. Boris Boll-Johansen gjorde den erfaring, at e-mails i digtform forlenes med en helt særegen realisme. »Man har slet og ret svært ved at skelne mellem forfatter og fortæller«, forklarer han mig – i en e-mail: »Der er mange – også temmelig øvede tekstlæsere – der har syltet rundt i det stads og fx spurgt om hende den omtalte ex-kæreste monstro ikke skulle være X. Og det er da ret skægt. (Og skyldes sikkert en blanding af indhold, form og leveringsmetode)«. Og dét kunne måske være en passende conclusio for denne epistel om det litterære brev: Brevets pragmatiske karakter og privatbrevgenrens personlige henvendelsesform slår igennem selv i en højteknologiseret version af digtbrevet.