Meget læseværdig islandsk roman, hvis morale synes at være, at det vigtigste er, at vores liv bliver en god fortælling.

ANMELDELSE: Noget af det imponerende ved denne meget læseværdige roman er, hvor tæt den er i vævningen.

Ved første læsning hæfter man sig ved dens præg af tilsyneladende sproglig ubesværethed og spontant myldrende fabler. Men tag ikke fejl: her er ikke noget, der er begået med løs hånd, og er der noget, der er sket i hast, er det efter forudgående fra- og tilvalg af virkemidler, hvad enten dette nu er foregået bevidst eller ubevidst.

Og gennem hele bogen er der et meget begrænset antal metaforer, der spænder op imod hinanden, kompletterer hinanden, transporterer handlingen/handlingerne videre og aflægger vidnesbyrd om forfatterens verdenssyn.

Der er en stram økonomi i det tilsyneladende vildtvoksende.

En anonym islandsk landsby
Fortællingen – eller vel snarere fortællingerne – er koncentreret om en håndfuld indbyggere i og omkring en anonym landsby et sted på den forblæste islandske vestkyst.

Den har angiveligt ikke noget, der udmærker den. Den rummer kun 400 indbyggere og dens omegn yderligere 500. Dens ansigtsløshed understreges af dens mangel på imposante bygninger og anlæg – offentlige såvel som private.

Af en ikke angivet årsag har landsbyen ingen kirke, ingen kirkegård og ingen industri. Bevares, der er en postekspedition, og et slagteri, en brugsforening og et mejeri har overlevet. Derimod er byens trikotagefabrik ophørt, ikke som følge af økonomiske nedgangstider, men fordi direktøren en nat begynder at drømme på latin, lærer sig sproget, benytter sin nyvundne lærdom til at erhverve sig kostbare inkunabler om astronomi – Kopernikus, Galilei – og efterhånden får sat sin formue og sit ægteskab over styr.

I øvrigt flytter direktøren, da hans aftrædelsesløn er brugt op, ind i et bølgeblikshus, der ligger oppe over landsbyens centrum, lader det male kulsort og pryder det med hvide afbildninger af de stjernebilleder, han holder mest af. Med regelmæssige mellemrum holder han velbesøgte foredrag for sine landsbyfæller, der efterhånden kun omtaler ham som Astronomen.

Bogens nøglebillede
Når der her er gjort så forholdsvis meget ud af Astronomen, har det at gøre med, at bogens nøglebillede – dens meta-metafor, hvis man vil tilgive udtrykket – introduceres gennem ham: mørket versus lyset, sommeren versus vinteren, kulden versus varmen, livet versus døden.

Men de to modsætninger er ikke entydigt valoriseret bogen igennem. Mørket er ikke blot vinter og død, det er også forudsætningen for, at Astronomen kan dyrke sin interesse, – er også "den nat, som ligger over os og henter sin kraft langt ude fra rummet", som der sår i indledningen. Og lyset er også ilden, og ilden kan være fortærende, hvad enten vi nu snakker om rigtige, svidende flammer eller brændende lidenskaber.

Tilsyneladende uforklarlige og ildevarslende hændelser i Brugsens store lagerlokale, forklares af nogle af de berørte med, at man i sin tid byggede hallen ovenpå en brandtomt, hvor en jaloux bonde 200 år før skar halsen over på sin kone, hendes elsker og deres børn og satte ild på gården. Og en – ligeledes skinsyg – landmandskone uden for landsbyen lader sin mands selvbyggede bil gå op i luer, efter at hun først har dræbt børnenes hundehvalpe (der er faldet efter elskerindens hund!).

Åbent, uafsluttet og poetisk
Sådan lader forfatteren universets urkontrast arbejde i og omkring personerne i bogens episoder. Nogle få steder med et lykkeligt resultat, et par steder med et forfærdende, men de fleste steder åbent og uafsluttet, sådan som vi også er fortrolige med det fra vores hverdag. Men altid poetisk, ofte humoristisk og i et sprog, der kan overrumple, men aldrig skriger "se mig".

Forfatterens tilbøjelighed til åbne slutninger hænger muligvis sammen med hans eksplicitte mangel på tiltro til en velvillig, intentionel styring af universet og menneskelivet – de fleste afgørende begivenheder i et menneskes liv skyldes rene og skære tilfælde.

Der er intet mønster, i hvert fald ikke et, der er tegnet på forhånd. Det vigtigste synes at være, at vores liv bliver en god historie – også selv om dens pointe kan være vanskelig at få øje på eller forlige sig med.