Den bevæbnede præst

Jonas Bruun romandebuterer med en stilsikker whodunit, som har en superpotent præst i hovedrollen. Ude på det forblæste Sjælland står klichéerne i kø og truer med at kuldsejle denne krimi – men Bruun håndterer sine sproglige redskaber med overlegen sikkerhed og redder i stedet et brag af en bog i land.

ANMELDELSE: På en forblæst præstegård langt ude på Sjælland et sted residerer en præst. Ikke sådan én med hønsestrik under præstekraven, tendens til mave og udjokkede, sært brune fodformede sko. Næh – vi taler en levemand, som kun provinsen frembringer dem. Af den gamle skole: En vejrbidt og senet jæger, som er i stand til at konsumere større mængder brændevin, øl og rødvin, ligeså godt som han håndterer formfuldendte kvinder med den ene hånd og jagtriflen/-bøssen med den anden.

Knud Thorm er en introvert, chauvinistisk mand, der nyder et gedigent lag krydderfedt på morgenmadens rituelle rugbrødsskiver. Så lægger den fede, vellagrede ost ligesom bedre fast – og brændevinen får noget at arbejde med nede i sækken. Gudstro er noget for de naive, mener præsten – men praktiserer i øvrigt et meget liberalt livssyn, hvor der er plads til alle, lige fra de (relativt) fromme menighedsrådsmedlemmer til herregårdsejeren, hvis livsstil får Simon Spies til at ligne en from munk i sammenligning.

Mord bliver til dobbeltmord
Et af præstens mest synlige karaktertræk er en udpræget kynisme, som udspringer af hans uforlignelige evne til at se igennem folk. Det gør ham som sagt ikke fordømmende – han har ligesom rigeligt med selvmodsigelser i sit eget liv til at skulle gøre sig til dommer over andres – men det gør ham i stand til at se om bag sine sognebørns handlinger og forsøge at tolke på deres bevæggrunde.

Og dét bliver ham en grumme stor fordel den morgen, da han vågner op til en mordanklage. En af byens mere prominente borgere er blevet skudt under en drivjagt, hvor også vores præst deltog – og ydermere tyder alting på, at den gode mand blev skudt med præstens gevær. Så hjælper det fedt, at præsten overfor den ikke alt for skarpe lokale sherif forklarer, at han faktisk benyttede sig af et helt andet våben på denne jagt. Den gode mand, offeret, har nemlig en forhistorie, som gør ham til alt andet end en god mand – og samtidig giver den præsten alle tiders motiv for drabet.

Ind i kachotten ryger præsten, mens panserne får undersøgt sagens sammenhæng. Ud ryger han igen et par dage senere – men ikke uden at have lidt under afsavnet af sex med kæresten (for gift er denne type præst naturligvis ikke) og værst af alt frisk luft og plads omkring sig. Han har fået en snert af klaustrofobi under sit ophold i arresten. Så som en rigtig handlingens mand tager han selv fat på opklaringen af det, der snart efter udvikler sig til et dobbeltmord – igen med præsten som den mest sandsynlige morder.

En potent helt
Der er en vis fare for, at læsere af denne anmeldelse vil få det indtryk, at Jonas Bruuns romandebut Drivjagt er én vidtstrakt kliché. Den stærke mand, der tager sagen i egen hånd og reder trådene ud. The lonesome cowboy, der drikker som et svin, knalder som en tyr og skyder som Robin Hood.

Det er ikke rigtigt. Eller det er for så vidt rigtigt nok: Præsten er en ensom rytter, der kan skyde, bolle og drikke igennem. På den måde er alle klichéerne til stede i Drivjagt, men Bruun leger så effektfuldt og interessant med dem, at vi i stedet for får en levende og intelligent roman ud af det. Det er virtuost og umådeligt underholdende. Velskrevet, velturneret og så gennemført, at man ender med at føle en ikke ubetydelig sympati for den præstekarakter, der i bund og grund er decideret utiltalende (og det endda i bedste fald).

Bruun debuterer som romanforfatter med en klassisk whodunit – men med det lidt utraditionelle twist, at det undervejs bliver lidt ligegyldigt, hvor skurken egentlig skal findes i det flimrende morads af bifigurer. Det egentligt interessante er at følge vores præsts gøren og laden. Lade sig charmere af hans kropumulige facon, hans på alle måder stærkt potente fremtoning.

Miljø, karakterer, dialog – det hele er så gennemført, så rutineret og velskrevet, at jeg allerede sidder og sukker efter den næste roman fra Jonas Bruun. Og lad det gerne blive en krimi igen. Og gerne med en ligeså fortegnet kulørt provinsperson i hovedrollen. Det er fabelagtigt underholdende.