En fin række af små noveller, der tilsammen danner fragmenter af en større fortælling.

ANMELDELSE: Vi er i Stockholm, hvor den svenske dramatiker Jonas Karlsson i en blanding af spidsfindig fiktion og metafiktion har rørt en samling menneskeskæbner sammen i en spicy blanding.

Flere af novellerne har klare kortprosatræk, fx åbningshistorien, der handler om en ung mands storslåede indsats på fodboldbanen. Meritterne er indbildte, men det gør ikke noget, for den unge mand fortæller godt. Så vennerne ser gennem fingrene med dem.

Spejlnoveller
En fortælling, der strækker sig over flere noveller, har en svensk minister i en samlende birolle. Ministeren lever et dobbeltliv som skabslesbisk, hvor hun holder unge kvinder som elskerinder i en dyr lejlighed i byen. Og de skal se sig for, for ministeren er glad for afveksling i sit kærlighedsliv.

Karlsson er god til at variere sine synsvinkler, og det bliver ret så godt i flere af novellerne, der spejler hinanden, blot set fra forskellige personers perspektiv. Fx Skummelt der handler om et ældre ægtepar, som iværksætter en Hitchcock-lignende overvågning af genboen.

Genboen har imidlertid ikke noget at skjule, hvilket man hører i spejlnovellen. Så dobbeltlivet er ikke kun noget, personerne har. Det er også gentaget i kompositionen.

Det svenske Superego
Tematisk ligner Karlssons noveller en blanding af Sonnergaards novelletrilogi, ligesom man let får nu afdøde Jakob Ejersbos fabelagtige Superego i tankerne. Det er almindelige mennesker med almindelige liv, men Karlsson er god til at stille skarpt og fremhæve de ualmindelige detaljer. Det er en flot verden, han skaber.

Man skal være ret vaks, når man skal følge de mange forskellige spor og personer gennem novellerne. Det er nemlig særdeles velkomponeret, og det er en bog, som man sagtens kan læse flere gange og finde nye vinkler i hver gang.

Dansk litteratur kunne godt bruge en Jonas Karlsson. Men indtil videre må vi nøjes med at importere den gode nutidige fortælling.